Nijmegen: Veteraner kæmpede sig til oplevelse for livet

Foto, hvis intet andet anført: Robert Bedsted, 2012.

Gæsteskribent. Om godt en måned løber Nijmegenmarchen atter af stabelen. Bjørnebanden har hermed fornøjelsen af at bringe en både underholdende, oplysende og erindringsfremkaldende reportage skrevet af journalist Robert Bedsted, veteran fra FN's fredsbevarende operationer på Balkan i 1990'erne.

”Det er jo for sindssygt, det der.”

Udbruddet kom fra den unge sergent Ronny Buchwald, da jeg pillede tensoplasten af min enorme vabel på den ene hæl, og blodet steg op på indersiden af huden. Nijmegenmarchen 2012 var lige overstået, og holdet var tilbage i teltet i Heumensoord-lejren i udkanten af Nijmegen by.

Buchwald havde ret. Det var egentligt sindssygt, sådan at kaste sig ud i de godt 160 kilometers march i uniform, kampstøvler og med 10-12 kilo på ryggen, når man som vi var arkæolog, evighedsstudent, skovarbejder, journalist og slagteriarbejder.

Men ikke desto mindre var det præcis det, vi havde gjort.

Alle var vi veteraner fra UNPROFOR-missionen på Balkan. Og alle havde vi en fortid på hold 3 og 4. De to hold, som i den seneste statistik over selvmord blandt tidligere udsendte toppede med langt flere tilfælde end alle andre hold siden.

Og nu var vi på det nærmeste i gang med at gøre statistikken endnu værre.

Under den blå fane

”Det er sgu et flot flag,” lød det fra en ung premierløjtnant, da vi overhalede et hold fra Hærens Officersskole på tredjedagen et sted i det hollandske landskab.

Den unge officer nikkede anerkendende, da han fik fortalt, at UN-flaget skam var ”the real deal”, og var hjembragt fra missionen i Ex-Jugoslavien i 1993. Siden havde det hængt på væggen hos en af veteranerne, og for tre år siden var det blevet holdets faste fane på alle marcher, vi havde gået sammen.
I år var det fastgjort til en glasfiberstang på mit basis, og tjente derudover som markering af, hvem holdet var, også som fixpunkt for holdets cykelordonnans Rekyl-Børge, som hele tiden skulle være foran holdet og sørge for, at der var forfriskninger klar, når vi nåede frem til de militære raster. Og med knap 40.000 civile marchgængere og 5000 soldater er det sin sag at se et lille hold på ti mand i mængden. Hvis altså ikke det var for netop det lyseblå UN-flag, som for veteranerne var blevet et symbol på en tid og et venskab, vi aldrig glemmer.

Telegrafister og veteraner i koalition

Telegraf- og KSO-soldater sammen.

I tre år havde flere af os sammen gået Hærvejsmarchens 2x45 km hjemme i Danmark, som en del af Kammeratstøtteordningens (KSO) tilbud til danske veteraner. En årlig begivenhed, som vi ser frem til, og en helt særlig mulighed for at være sammen med ligesindede, der ved, hvordan det føles at være veteran på godt og ondt. Og en årlig mulighed for at få vendt episoderne, hvor dæmonerne har presset sig på.

I år havde KSO givet os muligheden for at opstille et hold til Nijmegenmarchen. Vi sagde omgående ja tak og kastede os over forberedelserne.

For at kunne stille et helt hold, slog vi os sammen med Telegrafregimentet, der stillede med fem mand plus holdfører, oversergent Peter Kronborg, der selv havde gået marchen 12 gange tidligere. Efter længere tids tovtrækkeri indvilligede Forsvaret i at lade KSO-holdet opstille i uniform på lige fod med de øvrige soldater. Et træk, som gav os muligheden for at bo i den enorme Heumensoordlejr sammen med de øvrige 5000 militære deltagere.

En tur i parken på vandaffjedrede fødder

På ruten under kyndig anførsel af Peter Kronborg.

”Hvis du kan gå Hærvejsmarchen er Nijmegen a piece of cake,” lød det sejrssikkert fra Peter Van Dyk, der er en af holdets faste medlemmer  [ja, men kun hvis man går Hærvejen med vægt, selvfølgelig! -red.]. Peter har gået et hav af marcher og har en håndfuld Nijmegen-ture bag sig.

Derfor betragtede jeg selv Nijmegen som ”a walk in the park”, da vi kørte nedover Europa i den olivengrønne minibus fra kasernen i Fredericia, sammen med holdet fra Telegrafregimentet. Her på tredjedagen i Holland var jeg i gang med grundigt at revurdere min selvsikkerhed.

Allerede på andendagen kunne jeg konstatere, at mit ellers fejlfrie støvle-setup fra Hærvejen ikke var fejlfrit med de ti ekstra kilo på ryggen [præcis! -red.]. Mine fødder blev ganske enkelt større i støvlerne på grund af belastningen, og jeg fik vabler. Rigtige vabler! Store vabler! Smertefulde vabler! Til alt held var de fleste af KSO-holdets øvrige medlemmer heldigere. Eller måske bare dygtigere end mig. ”Smerte er bare svaghed der forlader kroppen,” siger de i specialoperationsenheder over hele verden [og i Livgarden ;-) -red.]. I så fald var jeg stærk som bare pokker efter næsten 120 kilometer.

Men ”drengene” fik mig igennem. Sammenholdet mellem os gamle veteraner.

Og faktisk også mellem os og de noget yngre soldater fra Telegrafregimentet. Uanset hvor man kiggede hen i gruppen, var der medlemmer, som var lige så pressede som en selv. Men også medlemmer, der var ”i plus” og som gav en modet til at give det lille ekstra, som gjorde, at man lige rykkede en kilometer mere. På trods af hudløse lår og smertende knæ.

Morten Korch på euforiserende svampe

Velfortjente øl i det sådant serverende telt
(fotograf: Peter Kronborg).

Gennem en årrække har vi brugt Facebook som den væsentligste kommunikationsplatform i arbejdet med at informere og holde kontakten omkring KSO’s marchholds arbejde.

Facebookgruppen ”March-kso” har i dag over 70 medlemmer, og det er også her, erfaringer deles, og billeder lægges ud fra træningsture. Snakken er lystig og kendetegnet ved den frie militære omgangstone. Gruppen er åben for alle, der har lyst til at følge deltagernes gåture og måske selv deltage i en af marcherne, som holdet deltager i.

I løbet af dette års Nijmegenmarch blev der flittigt kommenteret på de mange opslag, som løbende blev lagt ud fra holdet i Holland.

Evighedsstudenten

”Det er kraftedeme grimt. En mægtig øjebæ” udbrød Poulsen ved synet af en hollandsk boligblok, der mest af alt lignede et havareret rumskib. Poulsen er arkitektstuderende. Vistnok på femtende år eller noget i den stil. Og altid klar på en frisk bemærkning. Han har sit helt eget sprog, der bedst kan beskrives som Morten Korch på euforiserende svampe. Poulsen havde gået Nijmegen en gang tidligere. I 1996. ”Da jeg var et jern,” som han udtrykte det. Det synes jeg nu stadig, han er.

Pilgrimsmusling

Brian Hansen raser mod regnen.

Og det samme kan man sige om Erling. I dag er han arkæolog et sted i Sønderjylland og lever af at grave potteskår og andet skrammel fra fortiden op. Han er den der lidt stille og introverte type, der har det bedst i sit eget selskab. Så han valgte at gå Caminoen som opvarmning til vores tur til Holland. 500 kilometer alene på pilgrimsruten nede i Spanien.

Selv om han ikke helt indrømmer det, tror jeg at muslingeskallen, som alle Camino-vandrere bærer bagefter som bevis, faktisk var det, der bar ham igennem Nijmegen i år. De mange, som genkendte muslingen bag på hans basis, og som var ovre for at udveksle historier, skulderklap og opmuntringer.

Skovarbejder og PT

Helt anderledes udadvendt er Kim. Holdets ældste veteran. Kim er skovarbejder og fra Nordjylland. Og så er han en erfaren soldat. Han er sej og senet og har gennemført uddannelsen til Protection Team. Kim er en af den slags mennesker, som bare kan blive ved og ved.

To meter over skuldrene

Lidt det samme kan man sige om Brian. Han var af sted fire gange i Jugoslavien og er i dag slagteriarbejder. Han er cirka to meter over skuldrene og hele vejen ned og har lægge på størrelse med telefonstolper. Han har ufrivillige tics og kan se temmelig skræmmende ud, når han i sin fritid står i døren i Haslevs natteliv.

Journalisten med affaldsfødder

Og så var der jo mig selv. Redaktionschef på TV 2/NORD, femten kilo for tung og her på fjerdedagen med to fødder, der mest af alt lignede affald fra operationsstuen på traumecenteret på Aalborg Sygehus Syd.

"Vi gjorde det"

KSO-veteranerne.

Tilsammen ”March Team Danish Veterans” som der stod på ryggen af vores udleverede, hvide polotrøjer.

Vi havde netop passeret målstregen og smidt os i græsset på paradepladsen i udkanten af Nijmegen. Vi manglede bare medaljeparaden og så de fem kilometers medaljemarch gennem byen, før det hele var overstået.

Holdfører OS Kronborg og Rekyl-Børge kom med røde pølser, brød og øl.

Og sammen med Gitte, Ronny, Søren og Morten fra Telegrafregimentet lå vi bare der og var pissehamrende tilfredse med os selv.

”Vi gjorde det sgu,” udbrød Gitte, der dagen før var langt ude over den grænse, som ville knække selv store voksne mandfolk. Jeg nikkede eftertænksomt. Stolt. Tilfreds. Og helt enormt træt.

Vi startede med et hold på næsten femten mand. Interessen for at deltage i Nijmegenmarchen var enorm, da det første gang kom på tale.

Artiklens forfatter en årle morgenstund.

Men som med mange andre arrangementer for veteraner er det i høj grad ”dagsformen”, der er afgørende for, om veteraner med større eller mindre grad af PTSD kan fastholdes.

De få, der holdt ud

I forhold til Nijmegen er det klart, at træningsindsatsen er altafgørende, og en række af de veteraner, som er hårdest ramt af fortiden, har svært ved at motivere sig selv til den krævende opgave. Derfor faldt antallet af deltagere løbende frem mod afgangen sidst i juli. Samtidig røg der nogle stykker på skader, familiære udfordringer og manglende mulighed for at få fri fra arbejde. Så i sidste ende var vi blot ”De Fem”.

Til gengæld fik vi vist flaget. Og vist, at veteraner både kan og vil. Og vi har allerede tilsagn fra adskillige tjenestegørende veteraner om, at de næste år [dvs. i år, -red.] vil gå på KSO-holdet. Samtidig har vi åbnet øjnene for deltagelsen i Hærvejsmarcherne i juni hvert år. Her kan veteranerne deltage på distancer fra 2x10 og helt op til 2x45 kilometer, alt efter fysisk form. Det væsentlige er samværet med kammeraterne på ruten og om aftenen mellem turene.

Den halve medalje - på gensyn i 2013?

Pinky-medalje til Erling M. Hansen

”Ja, det er jo desværre bare en pinky-medalje,” grinede holdfører Peter Kronborg, da han hæftede den grøn-gule medalje på brystet af os.

”I er jo nødt til at komme igen til næste år og få kronen på, så det bliver til en rigtig medalje,” bekendtgjorde han inden førstegangsgængerne blev aftrådt på paradepladsen inden den afsluttende medaljemarch ind til centrum.

”Du bliver sgu klogere, Kronborg,” tænkte jeg stille, mens mine to blodige hæle var ved at tage livet af mig.

Her fire dage senere i sofaen hjemme i Danmark med begge fødder repareret begynder jeg at blive i tvivl. For var det egentligt ikke skide sjovt? Hårdt, bevares, men også rigtigt hyggeligt, udfordrende og helt igennem fantastisk?

Indmarchen gennem byen var i hvert fald.

45.000 marchgængere, som synger og vinker, mens de går de fem kilometer gennem Nijmegen by med flere hundrede tusinder tilskuere, som klapper, synger og hilser. Det er ubeskriveligt og skal opleves, før man helt forstår det.

Resten af holdet har allerede bekendtgjort, at de naturligvis skal af sted igen.

Jeg ender sikkert med at følge efter.

Man er vel veteran. Og stolt af det.

Med venlig hilsen

Robert Bedsted

Oprindeligt publiceret i 2012 på De Blå Baretters hjemmeside her, hvor der også er en beretning fra Hærvejsmarchen samme år.

Gæsteskribenter er velkomne til at henvende sig, hvis de vil have en artikel på bloggen. Der er naturligvis ikke noget honorar, men man kan nå en bred læserskare. Tak for Robert til at sige ja til, at vi måtte bringe ovenstående reportage!

Læs med fremover
Hvis du har brudt dig om artiklen, du lige har læst, opfordrer jeg til at følge os på Facebook og at føje bloggen til favoriter på NetworkedBlogs. I højre kolonne finder du et facebook-ikon, der fører dig til "Bjørnebandens side på FB-book". Nedenunder finder du "NetworkedBlogs", hvor du kan trykke "Follow this blog". Tak for støtten.

Læs Bjørnebandens nijmegenartikel
For ganske nylig har blogredaktøren forfattet sin egen, generelle beskrivelse af den herlige Nijmegenmarch og dens historie. Læs den her.