Køb Den stjålne vej her. |
af Thorbjørn Hein
Læs videre nedenfor
Anne-Cathrine Riebnitzsky er en unik personlighed på den danske litteraturscene: uddannet på Forfatterskolen, udsendt til Afghanistan både som officer og som rådgiver fra Udenrigsministeriet, foredragsholder samt ikke mindst actionkvinde med masser af faldskærmsspring og certificeret buejæger.
Endelig har hun flere gange deltaget som militær gænger i Nijmegenmarchen, verdens største vandrebegivenhed. Hendes anden gang i Nijmegen var på det Livgardehold, som overtegnede var holdfører for i 2003, og hvis medlemmer talte adskillige af de, der senere er blevet kendt som bjørnebanditter. Siden har hun selv været holdfører for livgardere i ørkenuniform. Det er ikke blevet til march de seneste par år, men AC er at regne som en del af banden.
Den stjålne vej (Politikens Forlag, 2012) er seneste udgivne værk fra AC's fjerpen/keyboard, og fortjent har romanen, der foregår i Afghanistan, nydt stor succes. Den har vundet den fornemme Bogforums Debutantpris, og blev nomineret til Weekend-Avisens Litteraturpris. Lige nu er den i finalen til DR's Romanpris 2013. Den stjålne vej er pr. dags dato allerede udgivet i tre oplag.
Breaking news 1. juni: Politikens Romankonkurrence 2013
I dag, den 1. juni 2013, er det desuden blevet offentliggjort, at AC har vundet den første udgave af Politikens Romankonkurrence for en bog med arbejdstitlen Hundredekronehalerne. Med prisen følger 250.000 kroner, udgivelse på Politikens Forlag den 5. september i år samt markedsføring for 250.000 kroner. Kæmpe tillykke, AC, det er jo kæmpestort!
Køb Døden kører Audi |
Fluefiskeren KB hiver udenlandske kontrakter i land
Den i Berlin bosatte Kristian Bang "KB" Foss har gået både Burning Love Classic og Dodentocht i bjørnebanderegi. Ud over gennemførelsen af disse to hæderkronede marcher viser hans lyst til friluftslivet sig ved en passion for fluefiskeri. Denne sport har ført ham rundt i verden, herunder yndlingsdestinationen New Zealand, hvis flodbredder han vadede op og ned ad i fire måneder i slutningen af 2012 og begyndelsen af 2013.
Hr. Foss romandebuterede i 2004 og fulgte op med sællerten Stormen i 99 i 2008. For Døden kører Audi (Gyldendal, 2012) blev han i slutningen af 2012 nomineret til Weekend-Avisens Litteraturpris, ligesom Stormen i 99 tidligere blev det. I år var det dog Kim Kleine der løb af med denne hæder for sin røverhistorie om missionærer på Grønland. Døden kører Audi var også en af de tre nominerede til den såkaldte Kritikerprisen, men igen gik hæderen anden vej.
Filmatisering måske på vej
Så ingen priser til KB denne gang, men den underholdende og satiriske Døden kører Audi har stadig været et hit: Indtil videre er manuskriptet solgt til oversættelse i både Tyskland og Frankrig - to gigantiske sprogområder. Også et norsk forlag har købt rettighederne.
Måske allermest spændende - i blogskribentes optik - er, at Zentropa har sikret sig muligheden for at filmatisere bogen. Et er dog, at filmrettighederne er købt, noget andet er, om det udmunder sig i et konkret produkt. Det vil vise sig, men man kan håbe, og det gør man!
Tillykke, og håber vi ses på ruten igen
Alt i alt er lykønskninger på plads, og jeg tør godt sige, at de for tiden aktive gængere i vores lille gruppe håber på, at vi før eller siden atter ser både KB og AC ude på landevejene og de københavnske gader.
AC, Nijmegen i 2003 |
KB, Dodentocht i 2012 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar