mandag, december 31, 2018

Änglamark Nytårsløb (march) og godt nytår 2018

Semiudklædt som Stormtrooper, idet jeg er en uforbederlig nørd, og med en lille MTS-rygsæk med stormtrooper-patch og rex (link), marcherede jeg mig igennem halvmaratondistanden ved Änglamark Nytårsløb. En overhalende løber konstaterede, at jeg måtte være en stormgarder, hvilket da er et særdeles smukt sammensat navneord. Og ja, marcherede, stod der (måske jeg burde kalde det Änglamarch? :-)).

Nytårsstatus
Status på andet halvår af 2018's løbeeventyr er nemlig, at mit højre knæ ikke har kunnet tåle det. På trods af, at jeg virkelig synes, jeg har taget optrapningen fra nul til halvmaraton på under 1t45m gradvis. Siden Frost Cup den 18. november har jeg kun løbet tre-fire korte ture sammenlagt, da smerterne nu er daglige, trods ingen anstrengelser påført overhovedet. Derfor turde jeg ikke tage chancen med at løbe i dag, og at marchere voldte heldigvis ingen knæproblemer.

Advarslen herfra skal være mod at intervaltræne, i hvert fald hvis man har en gammel skade, og hvis "man" er Thorbjørn Hein. Jeg mener at kunne identificere, at det var spurteftermiddagene ovre i Kongens Have, der knækkede filmen. Jeg var blevet ambitiøs og ville ikke længere kun løbe langt, men også hurtigt, opmuntret af hastigt bedre PR'er og erindringen om fordums storhed.

Endelig om 2018-status kan jeg sige, årets højdepunkt marchmæssigt som sædvanlig, havde jeg nær sagt, var Nijmegenmarchen på SJLR's hold. Altid en fest, og noget, enhver soldat/sømand/flyver/hjemmeværnsmand skulle unde sig selv mindst een gang, synes jeg. Desuden gik det rigtig godt til Bjørnebandens egne, to marcher, nemlig Burning Love Classic i marts og Morten Bargisen Memorial i september.

Justeret løbesoundtrack og fremad på ny
Ambitionerne for 2019 er jævnfør ovenstående justeret til at gennemføre lange løb, men i noget roligere tempo. Dum dakke-dak i ørerne, hvilket får endorfinen frem, er erstattet med lydbøger! Det holder farten nede og dannelsen oppe. I dag var jeg fx i godt selskab af Lykke-Per under de 2t42m45s march.

2019's første marchtur bliver Bjørnebandens Nytårskur 2019 på 15 km, hvilket nok skal blive underholdende. Frist for tilmelding er overskredet, hvilket har indvirkning på forplejningsbestilling, MEN skriv/ring, hvis du gerne vil med alligevel, så finder vi sikkert en løsning.

For 2019 håber jeg selvfølgelig på atter engang at finde tid til Nijmegen, så jeg kan få et 16-tal på båndet.

Godt nytår
Lad mig benytte lejligheden til at ønske alle venner og andre læsere et rigtig godt nytår, ikke mindst til de, der holder til på facebookgruppen Marchgruppe DK: tak for likes og kommentarer.

Nedenfor lidt billeder fra dagens marchtur. Cuttet var vel 3 timer, så jeg vil med sindsro dobbeltbogføre turen som både en march såvel som mit 7. halvmaraton :-)

***

fredag, december 28, 2018

Lundaspelen 1991

Dette foto stod en del år udstillet på min trofæhylde i barndomsværelset. Lundaspelen er et kæmpestævne med flere tusinde deltagere, så at triumfere dér var meget stort.

Dr. Hein åbnede da også champagne, da alle tre drenge kom hjem med guld i sportstasken den 30. december 1991.


V., E. og T. Hein. Bemærk de for datiden moderigtige cyklamefarver.


Naturligvis sørgede jeg ved billedets fremkaldelse for, at detaljerne om sejrene ikke skulle gå tabt ved at skrive bagpå. Desværre ukomplet.

Et af mine kæreste minder fra den intense håndboldtid i F.I.F. er senere at have været med til at hive sejren hjem i den tilsvarende turnering, som Eskil altså vandt i 1991, hovedturneringen. Medaljen er at se her (link).

fredag, december 21, 2018

Varsel: Bjørnebandens Nytårskur 5/1 2019

Foto: Allan Juul

  • March: Marchteam Bjørnebandens Nytårskur 2019
  • Distance: ca. 15 km (med mulighed for ruteoptimering for bovlamme etc.)
  • Dato: lørdag d. 5. januar 2019
  • Startsted: Hvidovre Stadion (kaffe/brød 0800-0900) kl. 0900
  • Mellemstop: Pølseboden Verdensmesteren kl. 1100
  • Mål og frokost: Mozarts Bodega, Mozartsvej 21, 2450 København SV kl. 1330


Forventet pris for alt rigelig forplejning: kr. 175

Seneste tilmelding til enten Fyhn eller Hein: er overskredet, men skriv/ring, hvis du gerne vil med, så finder vi sikkert en løsning på forplejningsbestillingen.

Glædelig jul og godt march-nytår fra Marchteam Bjørnebanden

tirsdag, november 27, 2018

Øvelse med Hjemmeværnskompagni Kastellet - "Livjægerne"

Bloggeren i forgrunden.
Frivillighed. Fire timer efter, jeg var kommet hjem fra generalforsamling i SOF og efterfølgende udforskning af nærområdets vandhuller, var jeg tilbage i Kastellet; denne gang i kampuniform og desuden degraderet fra orlogskaptajn i Søværnet til menig i Hjemmeværnet! Således er jeg ydmyg geværskytte i Hærhjemmeværnet, nærmere bestemt Hjemmeværnskompagni Kastellet, som har tilnavnet Livjægerne (som du i dette LINK kan læse mere om).

Det var godt nok en lille smule stramt at rende rundt i novemberkulden en hel dag oven på dén fredag, men hvis konge om natten, så knægt om dagen etc.

Oven i hatten skulle jeg fungere som meniggruppefører for den lille bevogtningsenhed (vi var kun syv mand i alt), hvilket dog kun var sjovt. Det var meget, meget længe siden, at undertegnede stabsofficer har virket på gruppeniveauet. En god lørdag.

Et par billeder nedenfor. Og forresten, meld dig ind i Hjemmeværnet - læs mere om det her (link)

søndag, november 25, 2018

Generalforsamling i Søofficers-Foreningen 2018

Sikke en fredag aften i Kommandantgården i Kastellet. Søofficers-Foreningen holdt generalforsamling, efterfulgt af en beskeden souper på tre retter. Derefter tog det fart ... Jeg var hårdt ramt resten af weekenden. Stort billede nedenfor.

mandag, november 19, 2018

12 km Frost Cup, 1. afd. 2018 (bonus: Johnny Madsen backstage!)

I Operaen den 17. november 2018. Flere billeder derfra nederst i opslaget her.
Madsen i Operaen og Frost Cup på flyvestation - det var hovedpunkterne i en aktiv weekend.

Kort før mål, op ad en strid bakke! Foto: Camilla Hylleberg.
Det er næsten 11 år siden, at jeg i al stilhed gled ud af Det Kongelige Teaters rundviserkorps. Det Kongelige Teater er en institution, der inkluderer Gamle Scene på Kongens Nytorv, Skuespilhuset på Kvæsthusbroen og Operaen på den tidligere Dokøen. Det var sidstnævnte sted, at jeg fra efteråret 2004 til december 2007 slog mine folder. Estimeret rundviste eller holdt jeg deciderede foredrag for 10.000 publikummer i løbet af de tre år. Operaen og jobbet i den var en del af min identitet. Så tog jeg til Afghanistan, derefter Grønland, så London, så Afghanistan igen, og tiden var bare ikke rigtig længere til studiejob.

Det var derfor en stor glæde lørdag for første gang siden dengang atter at stå på bagscenerne. Det var jeg så heldig at kunne, fordi jeg af en god og gammel ven var inviteret til "after party" ved den Johnny Madsen-koncert, der må siges at have været en stor succes for Det Kongelige Teater.

Dagen efter stod jeg med ondt i hovedet og skulle løbe 12 kilometer ved den nedlagte Flyvestation Værløse! Ak! Men der blev sat personlig rekord ikke desto mindre.

Billeder og beskrivelse nedenfor.

torsdag, november 08, 2018

MIN HURTIGSTE MARCH - Sydkystløbet Halvmaraton 2013


TBT: March PR. Min hurtigste march nogensinde - før, nu og sandsynligvis i fremtiden - var Sydkystløbet halvmaraton den 17. marts 2013. Jeg har aldrig lagt en beskrivelse op her på bloggen, kun omtalt turen som en sidebemærkning i en anden artikel, og det råder jeg hermed bod på. Heldigvis fandt jeg i min e-postkasse en mail til en gruppe gode venner, som i mange år dagligt har skrevet sammen med hinanden om alt og intet, hvor jeg helt kort beskriver dagen. Jeg har sendt dem mailen den 18. marts 2013.

Læs nedenfor.

onsdag, november 07, 2018

5 + 10 km Zombies, Run! Virtual Race, Halloween 2018

Gamification. Et eller andet sted på det herlige internet faldt jeg for ikke længe siden over løbekonceptet Zombies, Run! som er en anderledes måde til at kombinere popkulturel underholdning med fysisk aktivitet.

Medalje!
Man skal bruge en smartphone med app'en installeret samt et sæt hovedtelefoner. Så kan man ellers lade sig glide ind i historien som den navnløse "Runner Five", der spæner rundt og samler forsyninger og løser missioner for et afskåret samfund af mennesker i en postapokalyptisk verden. Som app'ens navn antyder, er det den i disse år så populære zombiegenre, der sætter scenen for dette spils dommedagsvision.

Virtuel virkelighed
I anledning af halloween var det muligt at tilmelde sig et "rigtigt" løb, hvor spillernes respektive tider blev offentliggjort på et leaderboard. Løberne har gennemført det hver for sig rundt omkring i verden ad ruter, de selv har valgt, men for så vidt at gps'er er dommerne, kan man jo sammenligne resultaterne. Jeg har simpelthen fået en medalje med posten for et "virtual race".

Bloody niple igen (!) og to PR
Jeg løb 5 km-udgaven af det specielle halloweenløb onsdag den 31. oktober og 10 km-udgaven fredag den 2. november; begge løb med helt samme historie, blot med forskellige km-intervaller mellem "radiospilstykkerne". De 5 km tog jeg stille og roligt. Ikke sådan med 10 km: For en gangs skyld varmede jeg op og gav den derefter gas. Det blev således til to absolutte rekorder i nyere tid. Samtidig formåede jeg IGEN at bløde igennem en trøje på grund af friktion på brystkassen; ved alt over 10 km skal jeg åbenbart helst tape!

Læs om rekorder og se billeder af den særlige trøje til løbet og medaljens bagside med mere nedenfor.

tirsdag, november 06, 2018

7 km Mikkeller Fællestræning #50, lørdag 3. nov. 2018

Hold I Wish, lørdag den 3. november 2018 ved Knippelsbro. Foto: holdkaptajnen.
Debut. For 300 kr. en gang for alle kan man blive medlem af MRC, Mikkeller Running Club. Prisen inkluderer en CRAFT T-shirt med MRC-logo. MRC har afdelinger over hele verden, og der gives en gratis øl efter udvalgte samlinger! Hvis læseren ikke måtte vide det, er Mikkeller nemlig et dansk bryggeri. Lørdag den 3. november hoppede jeg med på bølgen og troppede op i Kødbyen ved øl- og spisestedet Warpigs. Det vrimlede med mennesker, herunder Carsten, som jeg i tidernes morgen har læst statskundskab med og ikke mødt siden dengang. Vi tog et "roligt" hold med pace 5m45s på 7 km, så der var masser af luft til udveksling af røverhistorier. Desuden brugte holdkaptajn Janet Tobiesen et par pauser til at tage gruppebilleder, hvilket er en fin ting som memento fra sådan en dag.

Der er således en række billeder nedenfor fra en smuk rute langs havnen og retur til Kødbyen.

mandag, november 05, 2018

"10" km Strandparken 2018

"Målfoto" fra en dag, hvor jeg holdt igen for at spare kroppen.

torsdag, november 01, 2018

Mortens fødselsdag

Morten Bargisen ville i dag være fyldt 42 år, men desværre gik han i 2016 foran resten af holdet. Tak for alle de gode stunder, Morten.

Foto: Kim Søfeldt
Mortens nekrolog, bragt i Bryggebladet den 29. september 2016, kan som altid læses her (link), hvilket jeg selv gør engang imellem.

/Thorbjørn Hein

søndag, oktober 28, 2018

Copenhagen Coast Half 2018

Koldt. Til formiddag prøvede jeg kræfter med dette flotte og iiiisnende kolde halvmaraton. Starten gik fra Sydvestpynten på Amager ad veje, som vi bjørnebanditter en del gange har marcheret på. Der er vildt flot på Vestamager, så alene ruten er et vindende koncept. Ligeledes var der rigtig god stemning, nok deltagere (258 startende af 350 forhåndstilmeldte), fin forplejning og en sej medalje. Mit hjerte, hvad vil du mere? Jo, næste gang ville det være wewy nice, hvis fx Kongelundshallen blev lejet om formiddagen, eller en anden løsning blev fundet til at sikre, at deltagerne ikke er iskolde med stive lemmer inden løbet begynder; personligt ventede jeg mere end en 1 time og 15 minutter i startområdet, og det var altså hjernedødt koldt. Hæv gerne deltagergebyret med en 50'er, hvis det sikrer lidt varme! Angående mit tempo tog jeg det med ro, for jeg har kunnet mærke mine knæ hele ugen og er virkelig forsigtig med ikke at ødelægge dette mit løbetrip ved at få mig en længerevarende overbelastningsskade.

Der er en masse flotte billeder nedenfor. Hvis intet andet er nævnt, er det MORSCH PHOTO ved Morten Schrøder, der er fotografen.

lørdag, oktober 27, 2018

5 km Nike Marathon Start Op 2018


Egentlig var jeg tilmeldt 15 km-turen i dag, men det er så fiffigt, at i løbet af, ja, løbet, kan man selv vælge, hvor af mange runder à 5 km man tager. Allerede for et par dage siden var jeg afklaret med, at 5 km er rigeligt. Det er en hel uge siden, jeg sidst trænede, og det er, fordi jeg har hørt min krop sige, at mine knæ kan blive overbelastede nok til en skade, hvis jeg ikke holder lidt igen. Så hyggelig luntetur med masser af stemning og "gratis" fadøl, gifler, pølser og brød i den tilstødende hal. Nogle billeder nedenfor.


torsdag, oktober 25, 2018

TBT: 5 km Nike Marathon Start Op 2017

Træt Hein anno 2017 inden en sjælden løbetur.
Det blæste, jeg var kold, jeg var i virkelig ringe form, og jeg ville egentlig gerne bare sove. Til alt "held" (?) var den 29. oktober 2017 dog netop dagen, hvor man gik fra sommer- til vintertid, så jeg kom ud af sengen og ned til Østerbro Stadion ... Tiden blev 25m32s, og jeg er ret sikker på, at jeg alligevel kunne mærke mine ben kun alt for godt.
På lørdag skal jeg igen løbe Nike Marathon Start Op (hvor er det dog sprogligt et fuldstændig forfærdeligt navn til et løb! Altså, seriøst!), denne gang 10 km. Jeg kommer igen ikke til at gå efter nogen rekorder, for jeg løber en del nu, og er immer vagtsom over for at pådrage mig en overbelastningsskade.

***
MERE LØB?
Oversigt over alle mine gennemførte løb og andre idrætsaktiviteter, der IKKE er march, finder du ovenfor i fanebladet Sports eller ved at trykke her (link).

onsdag, oktober 24, 2018

Glædelig FN-dag + 100 km ørkenmarch

Den 24. oktober er datoen for den såkaldte FN-dag (LINK). Da det er i dag, giver jeg lige dette billede af en kæk, ung premierløjtnant en genudsendelse.

Det er fra et døgn, hvor jeg efter 18 timer og 10 minutter stod tilbage med følelsen af at have udført en bedrift. Én ting er at gå 100 km i streg på en afrikansk højslette i opskruet temperatur; noget andet er at gøre det i uniform, støvler og med 10 kg i rygsækken. Sikke jeg ku', dengang ;-)

Læs eller genlæs reportagen (LINK), som er taget fra et langt nyhedsbrev til familie og venner dengang.


torsdag, oktober 18, 2018

TBT: Kastelløbet 2015

TBT. Her et lille fastfrosset øjeblik af Thorbjørn Hein, daværende Change Communication Specialist i Maersk Line, fra den 18. august 2015. Det er nærmere bestemt det øjeblik, hvor jeg i et halvt sekund var i tvivl om, hvilken vej jeg skulle for at komme til den frelsende målstreg (det var til min højre) snarere end at komme ud på loopet og løbe 5 klik oven i de allerede 5 tilbagelagte. Jeg havde IKKE lyst til at løbe mere på det tidspunkt, for det var første gang i fire måneder, jeg havde løbet en tur, og inden de nævnte fire måneder var der også gået mange måneder uden anden motion end nogle marchture engang imellem.

***
MERE LØB?
Oversigt over alle mine gennemførte løb og andre idrætsaktiviteter, der IKKE er march, finder du ovenfor i fanebladet Sports eller ved at trykke her (link).

onsdag, oktober 17, 2018

MOTIVATION!!!

MOTIVATION!!!
 - eller pisseirriterende SoMe-stil, det må læseren vurdere

Jeg har, efter min bedste overbevisning, aldrig ejet en badevægt før for knap 3 uger siden. Det følgende handler om at tabe 9 kg på 6 uger.

Søndag den 2. september vågnede jeg lettere baldret i min gode ven Rune Lykkes skønne hjem efter en gedigen fest aftenen før. I den årle morgenstund sneg jeg mig ud i badeværelset (et af flere i villaen og på størrelse ca. med min dagligstue i Nyboder) og tog en douche. Jeg opdagede en badevægt i hjørnet.

søndag, oktober 14, 2018

Sydkystløbet Halvmaraton 2018

Tapen rykkede sig: BLOODY NIPLE! Det ses tydeligt.
Det kilder lidt nu, men jeg bemærkede intet undervejs.
Fire personlige rekorder på ét løb er godkendt, udtaler obskur blogger

I dag bød på et for mig glædeligt gensyn med klubben Greve Trims velorganiserede 21,095 km, som jeg to gange tidligere har gået i ilmarch. I dag blev der løbet. På fire uger har jeg forbedret min halvmaratontid med 7m14s, så det var en fantastisk dag.

af Thorbjørn Hein, inkl. foto, hvis intet andet noteret

Slutspurt. Foto: SportPicure Nordic.
Som den opmærksomme bloglæser og/eller facebookven vil have opdaget, er jeg for tiden i gang med at genopbygge min løbeform, så jeg var ligesom sikkert så mange andre deltagere boostet op af pasta fra i går aftes. Kompressionssokker smøg sig om læggene, et "fancy" (not) pandebånd holdt sveden fra mine øjne, og i det hele taget var det ikke til at skjule, at jeg ikke var kommet for at danse - eller drikke bajere undervejs som for fem år siden.

En masse uredigerede ord samt diverse billeder nedenfor.

tirsdag, oktober 09, 2018

Eremitageløbet 2018 (50-års jubilæum)

Debut. Så fik jeg prøvet berømte Eremitageløbet, verdens første organiserede motionsløb - intet mindre end 50 år har det på bagen. I anledning af jubilæet fik deltagerne i år både end udmærket T-shirt og en elegant medalje, så ikke dårlig timing af mig at vælge i søndags til min E-løbsdebut. Det var en fuldstændig vanvittigt flot dag i Dyrehaven med perfekte forhold til løb. Virkelig en god oplevelse.

Billeder nedenfor, bl.a. af medaljen.

fredag, oktober 05, 2018

Nyt faneblad: "Sports"

Fra tidligt i morges d.d. i Kastellet efter rolig løbetur på voldene.
Der arbejdes frem mod lange løb i 2019.
Ny feature. Mens vi venter på en masse billeder fra den veloverståede marchweekend 29.-30. september (Morten Bargisen Memorial og Gardermarch), henleder jeg opmærksomheden på et nyt faneblad ovenfor, Sports.

Engang for mange, mange år siden var der nemlig en lang periode, hvor jeg egentlig gik ret meget op i at løbe og anden atletisk udfoldelse, og det ser ud til, at 2018 bliver året, hvor de tendenser vender tilbage i mit liv mere end blot sporadisk.

Klik deroppe eller bare her (LINK).

torsdag, september 27, 2018

Program for 20 km MBM den 29. september

Morten Bargisen Memorial 2018. Præsidenten og formanden har holdt topmøde på Hvidovre Stadion, og der er nu en plan for årets slentretur (i civilt tøj) til kærligt og muntert minde om maskinmester, overkonstabel og vennernes ven Morten Bargisen.

Dette opslag er fra den den 24. august 2018.
Redigering torsdag 27. september: VI HAR OPGRADERET, så vi mødes nu i selveste stadions restaurant. Derfor kan man også møde til hygge allerede fra kl. 0700.

I 2017 var vi cirka 70 deltagere, og med Gardermarch i Høvelte dagen efter håber vi igen på god tilslutning også fra de, der ikke bor i Storkøbenhavn. Vi modtog kærlig kritik for nogle få ting sidste år, og til gengæld masser af ros for et fantastisk (sagde gæsterne) arrangement. På baggrund af kritikken har vi justeret længde af rute og vil udlevere en kortskitse, så de, der ikke kan følge med, kan gå i eget tempo, uden at hovedfeltet tit skal vente.

Andre optimeringer er, at vi i Hvidovre Stadion har en fantastisk base, der har rigelig gratis parkering, nem adgang med offentlig transport og mulighed for at låse bagage inde. Derudover får vi hovedforplejningen midtvejs, så vi ikke får køen, hvis alle i mål på én gang skal spise. Udover det er det en af Københavnsområdets bedste pølsevogne, der står for maden.

I 2017 fik vi et massivt underskud, og selvom vi har sat prisen op fra kr. 150 til kr. 200, vil det stadig ikke løbe rundt. Det gør vi med åbne øjne, for vi ønsker en festlig dag i Mortens ånd, og der skal ikke være smalle steder.

Ses på ruten!

20 km Morten Bargisen Memorial

29 SEP kl. 0900-1400 2018

Samlet plan

Startsted
Restauranten/sponsorlogen på Hvidovre Stadion

Indrykkepunkt
Hvidovre stadion, Sollentuna Alle 1, 2650 Hvidovre

Marchvej
Præcis rute tilgår; i år forventes distancen at holde sig tættere på 20 end 25 km

Udrykkepunkt
Hvidovre Stadion

Læs videre nedenfor.

søndag, september 23, 2018

"10" km Friløbet 2018

Friløbet 2018, afholdt med udgangspunkt i Østerbro Stadion i dag, var virkelig flot arrangeret af en masse frivillige. Først og fremmest stor tak til dem.

PR - men ikke på 10 km, fordi "10"
Smuk rute (se den som film her i den seje app relive) og en dag velsignet ved et vanvittig flot, solrigt efterårsvejr. Jeg løb - efter mine egne standarder i de senere år - ret hurtigt: 46m50s siger den officielle tidsmåling på chip. Skåret i glæden er, at jeg rent faktisk ikke fik "lov" at sætte personlig rekord i nyere tid på 10 km; selvom løbet var annonceret til at være 10.000 m, var ruten helt sikkert kortere end dét. Jeg spurgte en tilfældig, der sagde, at hans ur viste 9,5 km, og min Endomondo siger 9,8 km, hvilket jeg tror er optimistisk.

Hvorom alting er, løb jeg meget, meget hurtigere end for en måned og to dage siden til Kastelløbet, hvor tiden var 52m07s. Hvis vi korrigerer for en lidt for kort rute i dag, ville jeg konservativt vurderet stadig snildt være kommet under 49 minutter i dag. Det er jeg ret så godt tilfreds med.


søndag, september 16, 2018

Copenhagen Half 2018

Halvmaraton. En fin solskinsdag i København i dag. Siden Kastelløbet den 21. august har jeg to gange været ude og løbe ca. 3 km, og det er det. Det er således ikke sådan, at jeg er decideret i overtræning, for at sige det mildt, og jeg er aaaalt for tung på den ufede (nå, nej, faktisk ikke) måde :-) Derfor godt tilfreds med, at jeg fik kæmpet mig igennem også de sidste 6 km i dag, hvor jeg måtte sætte tempoet væsentligt ned. Efter en kold, færøsk guldøl ved mål tog jeg i den nærliggende Øbro-Hallen og svømmede 1 kilometer. Så var jeg også brugt for dén dag.
I målområdet løb jeg ind i min gamle ven Søren Lauridsen, og vi fik taget heltebillede sammen.

Flere billeder nedenfor.

onsdag, september 05, 2018

Flagdag 2018



Tak til Troels G. for ideen.

Nedenfor: link til min magasinartikel om selvsamme flagdag samt et stemningsfoto fra Toga - som IKKE er med i benævnte artikel, haha!

lørdag, august 25, 2018

2 km Christiansborg Rundt svømning, 25. august 2018


Team Privat Busk og Hein lørdag den 25. august. Busk var hurtigst! :-) Nærbillede af medalje nedenfor. Travl dag, der bagefter bød på Engage Festival på Refshaleøen. Det var først på festivalen, at regnen kom - men så kom den også. Det var dejligt svømmevejr om formiddagen, med ca. 19 grader i vandet. Som en af ganske få var jeg blot i svømmeshorts, da jeg ikke har vænnet mig til en våddragt. Det var ingenlunde ubehageligt. En herlig svømmetur.

onsdag, august 22, 2018

10 km Kastelløbet med VFK 2018

Værnsfælles Forsvarskommando (VFK), altså den del, der ligger i København og ikke Karup, havde efter medarbejderafstemning besluttet, at der var et bedre alternativ til DHL-stafetten, nemlig Kastelløbet. Sammen med 1303 andre deltog jeg således i går i denne begivenhed med den smukke rute. På 10 kilometer! Det var kun tredje gang i samfulde 12 år, at jeg har været oppe på denne distance (12 km i Nuuk 2016, 2x5 km DHL med VFK i 2017), så jeg var ikke helt tryg ved tanken; det viser sig nemlig, at det for hvert år bliver sværere at tage ting på rutinen uden træning. Overraskende!

Det gik imidlertid fint i går, med "negativt split" og en placering som nummer 143 blandt herrerne på 10 km (andre løb 5). Det lover godt for fremtidige løb; jeg er i den spæde opstart til at rette op på mit kropslige forfald, og dér er march altså ikke nok.

Ud over den tilfredsstillende gennemførelse, de smukke omgivelser og det flotte vejr var der et sandt mylder af gode folk at rende ind i, herunder Tormod fra SJLR. Der var imidlertid for mange til at nævne. Allerbedst var det at dele oplevelsen med Henriette, som har taget billedet. 


søndag, august 19, 2018

3 km #RunforKim Wall 2018

In Memoriam. I decided to participate in the run in remembrance of talented and dedicated journalist Kim Wall on Friday 10 August. I think it is worthy of much praise that so many people refuse to let her tragic and gruesome demise define her place in history rather than her impressive exploits as a journalist.

Concerning the "race", I had planned to show up an hour early in order to walk the short route (c. 3 km) a couple of times before the start at Christianshavn Torv at 1700 hours. Stuff happened, though, so instead I just ran with the c. 30 other runners.

Afterwards some lovely hanging out with a couple of Viking Strollers - Anniken and Morten!

Pictures below.

/Thorbjørn
https://www.rememberingkimwall.com/
https://www.gofundme.com/rememberingkimwall

onsdag, august 15, 2018

Medaljer og ordensspænde, august 2018

Så kom Erika og Peter Ohm-Hieronymussen tilbage fra velfortjent sommerferie, og jeg har straks hentet mit efter Nijmegen 2018 opdaterede glimmer.


For design, se Note 1.
Se nedenfor for alle billeder, herunder "nijmegenudgaverne", samt en liste over medaljernes benævnelse og noter om regler for bæring.

Lad mig bemærke, at grunden til, at nogle bånd er lidt slidt, er, at Mørch lader deres kunder genbruge bånd fra tidligere spænde, hvis kunden ønsker det. Det gør jeg, for det har sparet mig bogstaveligt talt tusindvis af kroner. Så vidt jeg ved, er sådant genbrug ikke en mulighed hos Mørchs konkurrent, og da jeg har mange medaljer, men intet pengetræ, har jeg p.t. ikke noget incitament til at skifte bling-pusher. Nyt nijmegental på ordensspændet koster også en bagatel, hvor det hos konkurrenten ville kræve en helt ny plade!



mandag, juli 23, 2018

Beredsskabsstyrelsens uniformsbestemmelser, august 2018

Først med det allerførste ... Jeg er netop hjemme fra tjenesterejse og så Nijmegenmarch, og hvad lå og ventede? En mail fra en god kollega i Beredsskabsstyrelsen.



Derfor kan jeg nu offentliggøre Uniformsreglement for Beredsskabsstyrelsen, udgivet 6. juli 2018 og gældende fra 1. august 2018. Reglement og følgebrev ligger i den sædvanlige dropboxmappe her.

Portalen til alle lignende reglementer ligger som sædvanlig i dette link.

Lidt mere om de nye bestemmelser nedenfor.

torsdag, juli 12, 2018

Den Kongelige Livgardes Årsdagsmiddag 2018

Den Kongelige Livgardes Årsdagsmiddag 29. juni 2018 i anledning af regimentets 360-års fødselsdag dagen efter.

HMD beærede festen med sin deltagelse på Admiral Hotel, hvilket er årsagen til, at Henriette og jeg bærer medaljerne i stor snarere end miniatureudgave.

For de, der kender til Hærens selskabsuniform og UBH'en, virker det måske mærkeligt, at sløjfen er sort og ikke hvid, når resten af påklædningen er kjole og hvidt. I Søværnet bruger man imidlertid sort sløjfe til både smoking og kjole og hvidt.

Stor udgave med kanoner og tamburer nedenfor.



tirsdag, maj 29, 2018

Morten Bargisen Memorial den 29. september 2018

Kære Mortens familie og venner, kære entusiaster i marchmiljøet

Vi gentager sidste års succes med at afholde en gåtur til glædeligt minde om Morten Bargisen.

Det bliver fra formiddag lørdag den 29. september.

Red. 24. august: Nu er programmet offentliggjort.

Dette er dagen inden den flotte Gardermarch i Høvelte, så for de, der ikke residerer i omegnen, kan det være værd at tage det som en weekendtur. Det er vi meget glade over, at så mange gjorde sidste år.

Vi synes selv, det var en fantastisk dag sidste år, og samtidig er der småting, vi tænker at justere baseret på erfaringerne (fx morgenmad og distance).

Mere følger, men afsæt datoen, hvis Morten var en del af dit liv, hvis du godt kan lide at gå hyggelige vejmarcher på ca. 20 km, og især hvis begge dele gælder for dig.

/Thorbjørn Hein
MTBB

tirsdag, maj 01, 2018

RAF 2 Day March 2018: Hein, der peger på OMI-mærket


Foto taget i den totalt luksus indkvartering, fruen og jeg havde i år: tomandsstue! Midt imellem main gate og start/slut/bespisning! Gentagelse af det næste år, ja tak - men nu har jeg nok jinxet det og ender på et liggeunderlag i en 16-mandsstue, 500 meter fra kvindebarakkerne!

mandag, januar 22, 2018

Thorbjørn Hein nu kommunikationskonsulent i InterForce

Højreklik og åbn i nyt vindue for størst mulig version.
På mobilapparat zoomer du bare som vanligt.
Da bladet udkom, var jeg endnu ikke orlogskaptajn-R.
Jobnyt/godt nyt. Efter 13 spændende måneder som en blanding af projektofficer, praktiker og personlig assistent for en generalmajor skifter undertegnedes daglige opgaver nu karakter. Først og fremmest er jeg fremover fastansat, og det er i AC- og ikke officersramme (C300, for de indviede) i InterForce; som det er de fleste bekendt, er jeg nu og da også ved Arktisk Kommando, og der er jeg selvfølgelig officer og ikke AC'er.

Uddybelse nedenfor.

søndag, januar 21, 2018

BLC 2018 bliver den 10. marts

Vi har i lang tid varslet, at 10. marts nok ville blive datoen, og det bliver det, og så har vi netop fastslået lokalitet for start og slut ved den 8. udgave af Burning Love Classic: Fanklubben for Hvidovre IF. Fanklubbens lokaler er under tribunen på Hvidovre Stadion.

Læs mere i fanebladet for Burning Love Classic ovenfor.

Giv din tilmelding på Facebook.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen MTBB

lørdag, januar 20, 2018

Patches galore! Battle-vest! Sportstaske!

Når min kæreste ikke skriver ph.d., er hun en ganske udmærket syerske. Derudover er hun ret så god mod mig. Jeg har komponeret sportstasken og "battle-vesten", som jeg hermed fremviser, fordi det har hendes hårde arbejde fortjent.

Se fra alle vinkler nedenfor, hvor der også er en ultrakort beskrivelse af hvert mærke. De har alle en for mig personlig oplevelse eller erindring tilknyttet.