Reportage: 21 km Sydkystmaraton 2012

Løbere drak dybt af forundringens kilde

Simpel bjørnebandit drikker dybt af en kold bajer efter
løbet. Denne artikel indeholder også en video fra den
hæsblæsende slutspurt de sidste 200 meter; tjek den.

Bjørnebandens ensomme repræsentant stak ud som absolut eneste gående deltager ved Greve Trims halv- og hel-maratonarrangement den 18. marts. Med rygsæk, jeans, militærstøvler, et kamera i hånden og ofte en smøg i kæften, lod det til, at arrangører og deltagere aldrig havde set noget lignende. Til vandringsmandens usympatiske tilfredsstillelse nåede han at indhente et par af løberne, inden de 21 kilometer var omme.

af Thorbjørn Hein


Da Apples lille vidunderapparat af en 4S-telefon begyndte at bippe søndag morgen, føltes det, som om mine øjne kun lige havde lukket sig. Følelsen var forventet, for Kristian S. og hans fra Jylland besøgende, søde søster havde natten til denne bratte opvågnen lokket mig i fordærv. Frygteligt fordærv, og langvarigt. Jeg kan se, at jeg sendte en sms kl. 04.53; det var dog fra min seng, husker jeg, men at være ved Greve Idræts Center kl. senest 10.15 var noget af en udfordring i sig selv, når man skal fra indre by.

Løbere gør klar. Tidskravet til halvmaratonet var som
standard ved denne type løb tre timer, hvilket jeg
var tryg ved ikke ville blive et problem. Ved fuld
distance maratonløb er kravet til gengæld kun fem timer,
og dét kan jeg ikke gå under ved 42,195 km.
Derfor: halvmaraton måtte det være.

Blankt må jeg erkende, at jeg i op til 10-15 sekunder overvejede, om det var det hele værd; om jeg ikke bare skulle tage en måske lidt kortere tur om søerne, eller noget - bare senere! Nu havde jeg imidlertid både over for Kristian og for mig selv forsikret, at uanset, hvor lidt søvn jeg havde fået, og hvor mange giftstoffer lunger og lever måtte have at arbejde med denne årle morgenstund, så ville jeg gøre det: halvdistancen af Sydkystmaraton i Greve skulle udstås. Alene og gående; en kombination, der kunne virke excentrisk.

Særling i jeans

Der er blevet annonceret "fem minutter", og alle
halvmaratonløbere trækker bag start- og målportalen.

En lille smule forlegen følte denne ellers ikke decideret bly signatur sig da også, efter jeg lige præcis tids nok havde købt mit startnummer. I en halv time ventede jeg rastløst og tavst på, at "løbet" skulle i gang. Rundt om mig blev pulsure anlagt, kompressionssokker justeret, letvægtssko snøret, og rygsække med omklædningstøj placeret i et opbevaringsdepot. Spændte miner florerede. Min egen forberedelse begrænsede sig til at sætte et startnummer på min jakke og bakse med at få flettet registreringschippen ind i snørebåndene på de langskaftede militærstøvler. Rygsækken beholdt jeg naturligvis på, selvom de ret u-maratonagtige jeans jo har lommer. Det er muligt, at ingen bemærkede mig, og mere interessant mener jeg heller ikke, jeg er, men fornemmelsen af at være lidt ved siden af i denne seriøse stemning var til at føle. Jeg undlod dog fristelsen til at ryge, så havde det da været helt galt!

Totalt bombet bjørnebandit har trykket play til altid
effektive Marchmix 1 og pænt stillet sig bagest
i køen af løbere. Stille ønske: bare indhente i det mindste én
løber,  selvom det vil være svært på denne korte distance.

Bjørnebanden klargør til march på følgende vis ...
Løbernes forberedelser kan jeg sagtens sætte mig ind i, da jeg selv har løbet to maraton og en enkelt halvmaraton (en, synes jeg faktisk, halv-fesen distance som løb; tag da hele baduljen!) ... men som gænger ... hmm! Min egen opvarmning havde indtil nu været, at jeg aftenen inden havde spist fire skinke-/osttoast til aftensmad, drukket xx antal øl i Huset i Magstræde samt suget en pakke røde Prince. Og om morgenen indtaget to Pink Lady som eneste måltid.

Et kvalificeret gæt er, at mange af løberne derimod på fornuftig vis havde spist en stor portion pasta og gået tidligt i seng lørdag, og nu var der naturligvis også mange, der varmede op. For at tage mig til et eller andet begyndte jeg at slentre af sted på cindersbanen, da det ret beset ville være rart at kunne lægge ud med 7+ km/t uden at anstrenge skinnebenene for meget. Stadig føltes det åndssvagt, så da jeg i kurven modsat registreringsområdet opdagede et toilet, var "turen" heldigvis ikke spildt, hehe. Nok med fjollet opvarming. Tid at komme på ruten!

Start med stift blik
Som forventet var jeg helt uden for feltet allerede inden, vi var 100 meter af sted, og jeg var mig bevidst om den kilde til forundring, jeg nu for alvor var for de forsamlede tilskuere. Så det var med et forlegent smil på læben, imaginære skyklapper og en nedkæmpet trang til at forklare mig for alverden - "hør her, jeg skal gå hele vejen til Holland om nogle måneder, så det her er træning til dét, og at marchere 21 kilometer på under tre timer er fakkertalt rigtig hurtigt, og jeg har i øvrigt løbet maraton før, vil jeg lige understrege!" - at jeg gik, hvad remmer og tøj kunne holde, koldstart eller ej.

Resten af denne blogpost består af billeder, en video samt afsluttende brødtekst. Så ved I dét!

Billedreportage + video

Endelig i fred med mine tømmermænd og sære trang til march.

Vi har været i gang i flere minutter, men jeg har stadig fat i den tungeste del af feltet. Første smøg tændt ...

Efter 12 minutter og knap halvanden kilometer forsvinder de sidste løbere - jeg er definitivt bagest, og er indforstået med at leve med det!

Whuuut, åh nej, et bjerg!

Selfshot over Køge Bugt Motorvejen; det gik ikke så godt, men da det var eneste bropassage, får billedet s** lov at komme på.

Ah, erantis og vintergækker. Jeg elsker det. Og jeg elsker at tage mig tiden til at fotografere. Marching FTW.

En bette and.

Det primære formål med dette pænt kedelige foto er vist at vise, at turen gik forbi Ishøj.

En af de fire-fem depoter undervejs. Alle hjælpere var søde og imødekommende, og jeg måtte jo bare svælge i, at mange af dem åbenlyst aldrig havde tænkt tanken, at nogen kunne finde på at gå under et løb. Mit entertainer-gen udmøntede sig i fx at spørge, om de også havde smøger, når jeg havde fået mit saftevand. Nijmegen-veteraner forstår at være publikumsvenlige, siger jeg bare!

Endelig blev jeg overhalet; deltagerne på den fulde distance skulle tage  21-kilometersløjfen to gange, og de var startet kl. 1000, 45 minutter før "mit" felt. Manden her, Ole Karlsen i startnummer 14, passerede mig just inden 10-km-mærket, altså hans 31-km-mærke. Han vandt i tiden 2:48:34. Det svarer til under fire minutter brugt pr. kilometer hele vejen. Sygt nok, tillykke til ham.

Nogle hyggede sig med fiskeri snarere end at halse af sted. Stedet er ved mundingen af den strandpark, der ligger ud for Vallensbæk Strand. Kan ikke finde noget specifikt navn på kortet, men "Vallensbæk Strandpark" er dog et ganske solidt gæt!

Der har vi jo Arken. Tror kun jeg har været der én gang, og jeg er ikke engang sikker. Til gengæld har jeg set Ringenes Herre-filmene i alt 19 gange. I biografen, altså. Bite me, hehe.

Jeg tror, det var den anden, der overhalede mig. Det vil give god mening, da han sluttede på andenpladsen, mere end syv minutter efter Karlsen.

Ham her blev nummer fire, den sidste, der kneb sig under tre timer - hvilket er benhårdt og den meget seriøse motionsløbers ultimative mål, vil jeg mene.

Lidt skuffende var ruten ude på Greve Strandpark lagt sådan, at man kun fik klitterne mod øst at se - ikke havet. Jeg overvejede at "spilde" noget tid ved at smutte op og gå i sandet for at få udsigt, men var alligevel blevet for grebet af tanken om, at jeg lå til at komme over 7,8 km/t i snit. Jeg blev på asfalten. Der var jo også den umulige drøm om at æde nogle af løberne. Nej, det kan jeg ikke nå. Hvis det havde været 50 km, sagtens, men 21, nej ...

YES! Jeg fik visuel kontakt med de her to lidt over 15 km-mærket, og kort efter dette foto blev taget, måtte de ned og gå igen. SÅ! blev de ædt. Jeg er et lille menneske - det er jeg stort nok et menneske til at indrømme - så det var en god moralbooster for mig. Og for lige at understrege, at jeg vitterligt er en led ka'l, sørgede jeg for at tænde en smøg, jeg ikke havde synderligt lyst til, da jeg var få meter bag dem. De var lige begyndt at løbe igen, da de hørte mig komme, men sorry, folks, jeg var oppe at gå 8,0 km/t, så modstand var nyttesløs. Den ene var helt nede, tydeligvis, og den anden hjalp loyalt. Trods min smart ass måde at pulse forbi dem på, løfter jeg på hatten over, at de gennemførte, og det sammen; de kom ind seks minutter efter mig. Trods mit forsøg på at knække dem endeligt, hehe.

Det her må være i Hundige et sted -

- til højre i dette billede er i hvert fald det, jeg tror er Hundigecenteret, men da jeg aldrig har haft den utvivlsomme fornøjelse af stedet, må det blive ved et gæt.

Nu er der kun et par kilometer til mål, så hvad fik mig til at stoppe og fyre kameraet af her?

Her er en forstørrelse: Jeg havde fået indsigt på nogle egern, og den slags øjeblikke er værd at bruge nogle sekunder på. Dette billede går ud til den gode Troels Egern. Big up til den berlinske trold.

Det her var også lidt kønt. Flere og flere maratonløbere overhalede mig nu, men det var jo ikke mærkværdigt - de løb jo netop, snyd!!!

Video fra den sindssyge slutsspurt!

Klik på den - man ved, du vil! Klippet tager to minutter og er som sædvanligt et one-take. Det skyldes ikke mindst min begrænsede interesse for filmredigering ...

Supplerende videoen kan jeg her nævne, at sluttiden blev 2:41:31, hvilket svarer til en gennemsnitsfart på godt 7,8 km/t. En af hjælperne mødte mig ude på ruten med et "nåeh, det var da et adstadigt tempo" og var ved at lade mig gå forkert, fordi hun ikke kunne tro, at jeg deltog i løbet; en anden spurgte bekymret til, om jeg var skadet, haha, but ladies, det er nu en ganske opskruet fart, når der egentlig er tale om distance- og ikke intervaltræning til 14 dage med knap 50 km i snit hver dag. So there, og lad mig tilføje, fordi jeg kan ikke lade være, jeg er for meget påvirket af min samtid: :-)

Druesukkerenergidrik var der masser af i målområdet - men en kold bajer? Tro på det, arg. Dagens største nedtur var helt sikkert, at jeg ikke fik en øl med fra køleskabet derhjemme, når jeg nu alligevel gik med min rygsæk. Ah, ok, allerstørste nedtur var nok, at jeg blev nødt til at tage en taxa for at nå frem. Vil overhovedet ikke afsløre, hvor meget dét koster, for det var simpelthen for dumt. Nuvel, de solgte ikke øl i boderne - ikke komplet overraskende, da alle tilstedeværende (minus mig) var så skidesunde - men heldigvis var den tilstødende hal med igangværende håndboldkamp anderledes folkelig. De eneste flaskeøl, de havde tilbage, var elefanter, så på ingen måde modstræbende måtte jeg tage til takke med denne kraftfulde SPORTSDRIK. Det må I lære i det danske løbemiljø: øl er SPORTSDRIK FOR VOKSNE.

Der var lovlig længe til, at toget gik, så jeg tog en omvej fra stadion for at sige "hej-hej" til Greve Gymnasium; den opmærksomme og/eller om min person generelt vidende læser vil være klar over, at jeg har arbejdet på denne fornemme institution som samfundsfagslærer.

Resten af dagen bød på lidt faglig læsning i ufaglige omgivelser (Bishops, for once). Da klokken nærmede sig kick-off i Parken kom jeg frem til, at jeg simpelthen ikke gad mere renden rundt dén søndag, så jeg pjækkede. Godt det samme, at jeg foretrak min sovepose (så gennemkold var jeg faktisk) fremfor at stå klokken 1800-2000 og se FCK i en nullert mod Ikast/Herning.
Som læseren så i videoen ovenfor, fik man en medalje for at gennemføre. Altså, nogen skønhed er den ærlig talt ikke - jeg mener, en rødhåret Pinocchio med krusedullekrop, WTF? - men som der står på billedet ...

Alt i alt: Det var en fin dag, med masser af hjælpere og en rute så velmarkeret, at det var umuligt at fare vild. Knap 200 kroner var derfor ikke et urimeligt deltagergebyr, men siden der ikke er T-shirt eller andre goodies, skal det måske heller ikke være dyrere.

Greve Trim, det kan være vi ses til efteråret, hvor der igen er arrangement. Og næste forår skal jeg måske se på ligefrem at løbe, selvom jeg så nok må droppe cigaretter og fotografering af den pæne rute ...

Diplom her.

Resultatliste for halvmaraton her.

Ditto for maraton her.