Simpel bjørnebandit drikker dybt af en kold bajer efter løbet. Denne artikel indeholder også en video fra den hæsblæsende slutspurt de sidste 200 meter; tjek den. |
af Thorbjørn Hein
Da Apples lille vidunderapparat af en 4S-telefon begyndte at bippe søndag morgen, føltes det, som om mine øjne kun lige havde lukket sig. Følelsen var forventet, for Kristian S. og hans fra Jylland besøgende, søde søster havde natten til denne bratte opvågnen lokket mig i fordærv. Frygteligt fordærv, og langvarigt. Jeg kan se, at jeg sendte en sms kl. 04.53; det var dog fra min seng, husker jeg, men at være ved Greve Idræts Center kl. senest 10.15 var noget af en udfordring i sig selv, når man skal fra indre by.
Løbere gør klar. Tidskravet til halvmaratonet var som standard ved denne type løb tre timer, hvilket jeg var tryg ved ikke ville blive et problem. Ved fuld distance maratonløb er kravet til gengæld kun fem timer, og dét kan jeg ikke gå under ved 42,195 km. Derfor: halvmaraton måtte det være. |
Særling i jeans
Der er blevet annonceret "fem minutter", og alle halvmaratonløbere trækker bag start- og målportalen. |
Totalt bombet bjørnebandit har trykket play til altid effektive Marchmix 1 og pænt stillet sig bagest i køen af løbere. Stille ønske: bare indhente i det mindste én løber, selvom det vil være svært på denne korte distance. |
Løbernes forberedelser kan jeg sagtens sætte mig ind i, da jeg selv har løbet to maraton og en enkelt halvmaraton (en, synes jeg faktisk, halv-fesen distance som løb; tag da hele baduljen!) ... men som gænger ... hmm! Min egen opvarmning havde indtil nu været, at jeg aftenen inden havde spist fire skinke-/osttoast til aftensmad, drukket xx antal øl i Huset i Magstræde samt suget en pakke røde Prince. Og om morgenen indtaget to Pink Lady som eneste måltid.
Et kvalificeret gæt er, at mange af løberne derimod på fornuftig vis havde spist en stor portion pasta og gået tidligt i seng lørdag, og nu var der naturligvis også mange, der varmede op. For at tage mig til et eller andet begyndte jeg at slentre af sted på cindersbanen, da det ret beset ville være rart at kunne lægge ud med 7+ km/t uden at anstrenge skinnebenene for meget. Stadig føltes det åndssvagt, så da jeg i kurven modsat registreringsområdet opdagede et toilet, var "turen" heldigvis ikke spildt, hehe. Nok med fjollet opvarming. Tid at komme på ruten!
Start med stift blik
Som forventet var jeg helt uden for feltet allerede inden, vi var 100 meter af sted, og jeg var mig bevidst om den kilde til forundring, jeg nu for alvor var for de forsamlede tilskuere. Så det var med et forlegent smil på læben, imaginære skyklapper og en nedkæmpet trang til at forklare mig for alverden - "hør her, jeg skal gå hele vejen til Holland om nogle måneder, så det her er træning til dét, og at marchere 21 kilometer på under tre timer er fakkertalt rigtig hurtigt, og jeg har i øvrigt løbet maraton før, vil jeg lige understrege!" - at jeg gik, hvad remmer og tøj kunne holde, koldstart eller ej.
Resten af denne blogpost består af billeder, en video samt afsluttende brødtekst. Så ved I dét!
Billedreportage + video
Endelig i fred med mine tømmermænd og sære trang til march. |
Vi har været i gang i flere minutter, men jeg har stadig fat i den tungeste del af feltet. Første smøg tændt ... |
Efter 12 minutter og knap halvanden kilometer forsvinder de sidste løbere - jeg er definitivt bagest, og er indforstået med at leve med det! |
Whuuut, åh nej, et bjerg! |
Selfshot over Køge Bugt Motorvejen; det gik ikke så godt, men da det var eneste bropassage, får billedet s** lov at komme på. |
Ah, erantis og vintergækker. Jeg elsker det. Og jeg elsker at tage mig tiden til at fotografere. Marching FTW. |
En bette and. |
Det primære formål med dette pænt kedelige foto er vist at vise, at turen gik forbi Ishøj. |
En af de fire-fem depoter undervejs. Alle hjælpere var søde og imødekommende, og jeg måtte jo bare svælge i, at mange af dem åbenlyst aldrig havde tænkt tanken, at nogen kunne finde på at gå under et løb. Mit entertainer-gen udmøntede sig i fx at spørge, om de også havde smøger, når jeg havde fået mit saftevand. Nijmegen-veteraner forstår at være publikumsvenlige, siger jeg bare! |
Der har vi jo Arken. Tror kun jeg har været der én gang, og jeg er ikke engang sikker. Til gengæld har jeg set Ringenes Herre-filmene i alt 19 gange. I biografen, altså. Bite me, hehe. |
Jeg tror, det var den anden, der overhalede mig. Det vil give god mening, da han sluttede på andenpladsen, mere end syv minutter efter Karlsen. |
Ham her blev nummer fire, den sidste, der kneb sig under tre timer - hvilket er benhårdt og den meget seriøse motionsløbers ultimative mål, vil jeg mene. |
Det her må være i Hundige et sted - |
- til højre i dette billede er i hvert fald det, jeg tror er Hundigecenteret, men da jeg aldrig har haft den utvivlsomme fornøjelse af stedet, må det blive ved et gæt. |
Nu er der kun et par kilometer til mål, så hvad fik mig til at stoppe og fyre kameraet af her? |
Det her var også lidt kønt. Flere og flere maratonløbere overhalede mig nu, men det var jo ikke mærkværdigt - de løb jo netop, snyd!!! |
Video fra den sindssyge slutsspurt!
Klik på den - man ved, du vil! Klippet tager to minutter og er som sædvanligt et one-take. Det skyldes ikke mindst min begrænsede interesse for filmredigering ...
Supplerende videoen kan jeg her nævne, at sluttiden blev 2:41:31, hvilket svarer til en gennemsnitsfart på godt 7,8 km/t. En af hjælperne mødte mig ude på ruten med et "nåeh, det var da et adstadigt tempo" og var ved at lade mig gå forkert, fordi hun ikke kunne tro, at jeg deltog i løbet; en anden spurgte bekymret til, om jeg var skadet, haha, but ladies, det er nu en ganske opskruet fart, når der egentlig er tale om distance- og ikke intervaltræning til 14 dage med knap 50 km i snit hver dag. So there, og lad mig tilføje, fordi jeg kan ikke lade være, jeg er for meget påvirket af min samtid: :-)
Alt i alt: Det var en fin dag, med masser af hjælpere og en rute så velmarkeret, at det var umuligt at fare vild. Knap 200 kroner var derfor ikke et urimeligt deltagergebyr, men siden der ikke er T-shirt eller andre goodies, skal det måske heller ikke være dyrere.
Greve Trim, det kan være vi ses til efteråret, hvor der igen er arrangement. Og næste forår skal jeg måske se på ligefrem at løbe, selvom jeg så nok må droppe cigaretter og fotografering af den pæne rute ...
Diplom her.
Resultatliste for halvmaraton her.
Ditto for maraton her.
5 kommentarer:
Du er utrolig hvordan bär man sig ad for at gå nesten 8 km/h?
Stort tillykke og på gensyn i Cosford
Haha, utrolig er så meget sagt - der er mange af fx dem fra Team 004, der kan gå hurtigere endnu, og over længere afstande. Dét forstår jeg så ikke :-) To af dem fra 004 (Per Kleis og Steen "Commander" Rasmussen gik i efteråret fra Skagen til den dansk-tyske grænse på 95 timer og 50 minutter. Ruten var 376 km lang. På fire døgn ... Og stadig skulle de jo sove, så de har gået med den hastighed MEGET længere tid. Det er vildt.
Og tak - jeg ser frem til Cosford og gensyn!
"Får jeg sådan én der?" "øh jaeh hvis du har gennemført??" Jeg ville nok blive lidt muggen hvis jeg kom i mål efter 21km og folk åbenlyst betvivlede bedriften :)
/NIK H.A.
Haha, Nik, det var jo meget sigende for mange andre af support-damerne ude på ruten, så jeg var knapt nok overrasket - men velkomsten var dog stadig venlig, trods alt :-)
Hasta A4life
Send en kommentar