mandag, december 31, 2018

Änglamark Nytårsløb (march) og godt nytår 2018

Semiudklædt som Stormtrooper, idet jeg er en uforbederlig nørd, og med en lille MTS-rygsæk med stormtrooper-patch og rex (link), marcherede jeg mig igennem halvmaratondistanden ved Änglamark Nytårsløb. En overhalende løber konstaterede, at jeg måtte være en stormgarder, hvilket da er et særdeles smukt sammensat navneord. Og ja, marcherede, stod der (måske jeg burde kalde det Änglamarch? :-)).

Nytårsstatus
Status på andet halvår af 2018's løbeeventyr er nemlig, at mit højre knæ ikke har kunnet tåle det. På trods af, at jeg virkelig synes, jeg har taget optrapningen fra nul til halvmaraton på under 1t45m gradvis. Siden Frost Cup den 18. november har jeg kun løbet tre-fire korte ture sammenlagt, da smerterne nu er daglige, trods ingen anstrengelser påført overhovedet. Derfor turde jeg ikke tage chancen med at løbe i dag, og at marchere voldte heldigvis ingen knæproblemer.

Advarslen herfra skal være mod at intervaltræne, i hvert fald hvis man har en gammel skade, og hvis "man" er Thorbjørn Hein. Jeg mener at kunne identificere, at det var spurteftermiddagene ovre i Kongens Have, der knækkede filmen. Jeg var blevet ambitiøs og ville ikke længere kun løbe langt, men også hurtigt, opmuntret af hastigt bedre PR'er og erindringen om fordums storhed.

Endelig om 2018-status kan jeg sige, årets højdepunkt marchmæssigt som sædvanlig, havde jeg nær sagt, var Nijmegenmarchen på SJLR's hold. Altid en fest, og noget, enhver soldat/sømand/flyver/hjemmeværnsmand skulle unde sig selv mindst een gang, synes jeg. Desuden gik det rigtig godt til Bjørnebandens egne, to marcher, nemlig Burning Love Classic i marts og Morten Bargisen Memorial i september.

Justeret løbesoundtrack og fremad på ny
Ambitionerne for 2019 er jævnfør ovenstående justeret til at gennemføre lange løb, men i noget roligere tempo. Dum dakke-dak i ørerne, hvilket får endorfinen frem, er erstattet med lydbøger! Det holder farten nede og dannelsen oppe. I dag var jeg fx i godt selskab af Lykke-Per under de 2t42m45s march.

2019's første marchtur bliver Bjørnebandens Nytårskur 2019 på 15 km, hvilket nok skal blive underholdende. Frist for tilmelding er overskredet, hvilket har indvirkning på forplejningsbestilling, MEN skriv/ring, hvis du gerne vil med alligevel, så finder vi sikkert en løsning.

For 2019 håber jeg selvfølgelig på atter engang at finde tid til Nijmegen, så jeg kan få et 16-tal på båndet.

Godt nytår
Lad mig benytte lejligheden til at ønske alle venner og andre læsere et rigtig godt nytår, ikke mindst til de, der holder til på facebookgruppen Marchgruppe DK: tak for likes og kommentarer.

Nedenfor lidt billeder fra dagens marchtur. Cuttet var vel 3 timer, så jeg vil med sindsro dobbeltbogføre turen som både en march såvel som mit 7. halvmaraton :-)

***

Rundt og rundt og rundt + rundt - marchen som rutevideo ved Relive.


Løbefotos fra Sparta ligger her (link); desværre sænkede fotografen konsekvent kameraet, da han så jeres løbeskruebrækker komme il-travende, så ingen billeder af mig, haha!

***





Godt nytår!
MERE MARCH?
Oversigt over alle mine gennemførte marcher finder du ovenfor i fanebladet Hein on tour eller ved at trykke her (link).

Ingen kommentarer: