Reportage: 120 km nonstop Ardennermarch

Ardennerne, Belgien. På grund af helt ekstremt vejr og daværende dårlig form er det her min indtil videre - januar 2013 - hårdeste marchoplevelse. Nedenstående beretning blev bragt i Garderbladet i januar 2005, men hermed et nyt afsnit, der fortæller om de store følelser, turen kulminerede i.

120 km nonstop Ardennermarch i vanvittigt vejrlig

af Thorbjørn Hein

Det var præmien: et stofmærke. Det er blevet væk! Hurra.

Som det vil være de fleste læsere af Garderbladet bekendt, satte Det Tredje Rige i slutningen af 1944 sine sidste, samlede kræfter ind på at vende krigen i det, der blev kendt som Ardenneroffensiven. Den massive kampagne, også kendt som The Battle of the Bulge, havde en reel risiko for at vende krigens gang tilbage til Hitlers fordel, men amerikanerne modstod og modangreb igennem isvinter og uvejsomt bjergterræn.

110 km - eller 120, hvis man er heldig

Battle of the Bulge.

Kampene var frygteligt hårde, og tab og lidelser store for alle i området. I den anledning indstiftede man i Belgien i december 1974, 30-året for offensiven, Marche du Souvenir de la Souffrance (MSS) - "march til minde om lidelserne". Ruten går i lige år fra Houffalize i syd, tæt på grænsen til Frankrig, til Plombieres i nord, tæt på Tysklands grænse. I ulige år går man den modsatte vej. Der er et kort i bunden af denne artikel.

Halvanden time inden marchen: spændte, men kække
- eller omvendt. Vi lægger omhyggeligt Tensoplast på fodballerne.
Det elastiske materiale har en vis stødabsorberende effekt,
og korrekt anvendt lægger det nogle ekstra procents udholdenhed
til den erfarne marchgænger. Forkert anlagt bliver det med stor
sikkerhed en kilde til nærmest uudholdelig smerte og pinsel,
når fx en fold begynder at grave sig igennem kødet på foden.
Use with caution ...
[note anno 2013: Jeg holdt selv op med at bruge Tenso i 2007]

Længden på turen er 110 km, tiden til at gennemføre et døgn. I jubilæumsår, som fx 2004, er ruten på 120 km, uden at man af den grund skal betale ekstra for at deltage. Normalt kalder danskere den vist bare "Ardennermarchen", men blandt visse ekstremgængere går den under betegnelsen "Julemotionsturen", hvilket er en betegnelse, der klinger noget underspillet i mindre hærdede gængeres ører! Og Livgardens lille hold var ikke særligt hærdede ...

Ude af form og med liden søvn
Sen eftermiddag torsdag d. 16. december 2004 drog troppen mod syd: tre nuværende [i 2004] og et tidligere medlem af Sikringsdelingen i bridegadestabskompagniet for SHIRBRIG. Den selvpålagte opgave var at fuldføre Ardennermarchen.

Ca. 150 personer skramler rundt i en skolekantine,
i et forfængeligt håb om at få en times tid på øjet
inden den lille vandretur. Karen Marie Brøgger, som skribenten har
mødt ved flere forskellige marchbegivenheder i Europa
[note anno 2013: og heldigvis mange gange siden - hej Karen!],
bliver lige fanget af linsen. Hun er tidligere kampvognsmekaniker,
bodybuildermester og konkurrencekapgænger
- og af det venligste væsen. Læs hendes bog, det har jeg gjort.

Sergent af reserven (-R) Andreas Knudsen var med 1500 km march i benene for år 2004 den bedst forberedte. Overkonstabel (OKS) af 1. grad (-R) Per Ole Fyhn og forfatteren havde for første gang i flere år end ikke gået Nijmegen og var således ikke i optimal vandreform. OKS-R F. "Håkke" Håkansson havde aldrig deltaget i en officiel march før og var derfor indstillet på, at der måtte blive tale om at gøre sit bedste og se, hvor langt det kunne række.

Efter fire timers siddende, kold og generelt temmelig ubekvem overnatning i vores Peugeot fulgtes vi med Hærens Officersskole (HO), der for femte år i træk stillede til MSS med knap en snes kadetter, mod startbyen Houffalize. Fredagen gik hurtigt med at spise, shoppe fornødenheder til turen samt at smage lidt på det gode belgiske øl. Der var ingen muligheder for søvn inden starten gik kl. 1915, men alle fire var vi nogenlunde friske og i hvert fald ved godt mod. Dog var det med en vis bekymring, at vi lige kort før start så iskold regn begynde at falde og derfor tog regnjakke på over sportstøjet - men hvad, det ville vel snart holde op?

Regn, sne, slud, hagl og isnende vind

Fem minutter inden marchen: regntøjet er blevet anlagt.
Det fik vi god brug for. Fra venstre: Knudsen, Fyhn, Hein.
Undervejs fik Fyhn en fibersprængning, men gennemførte
alligevel - under kvalmefremkaldende smerte.

Cirka 11 timer og 60 km senere kunne vi sidde på morgenmadsrasten og konstatere, at vi fik ret: det holdt op med at regne i perioder. I disse perioder blev dråberne desværre konstant afløst af enten sne, slud eller stikkende hagl - alt sammen båret frem af en forrygende vindstyrke. Selv meget garvede gængere rundt omkring os så trætte ud. Det var vi også! Håkansson havde måttet opgive, dehydreret og gennemkold, omkring de 40 km, cirka samme tidspunkt som Fyhn fik en fibersprængning i lysken, der gjorde tiltagende mere ondt at gå varm. Terrænet hjalp heller ikke på moralen. Som idrætslæreren fra HO havde fortalt os: "Går det ikke op ad en lang, sej bakke, er det fordi vi er på vej ned, inden vi igen skal opad." Deri havde kaptajnen så evigt ret. Den første bakke kom efter 300 meter, varede 1,5 km og havde en hældning på op til 19% - så var stilen lagt. Den længste stigning i træk var på otte km. Dele af ruten gik på uvejsomme stier i det kulsorte mørke.

Knudsen med selvportræt, første (!) nat.
Sidenhen blev kameraet gemt langt ned i tasken.
Da det blev mørkt for anden gang i løbet af marchen,
var forevigelse af oplevelsen ikke øverste prioritet for os.
På dagsordenen var derimod at lede efter viljen
til at stikke den ene fod foran den anden.

Train easy ...
De sidste 60 af de 120 km kan kort sagt beskrives som en øvelse i at bide tiltagende smerte og træthed i sig, selvom nedbøren nu trods alt holdt inde og lørdag morgens sol snart tittede frem. Fyhn og Deres udsendte måtte konstatere, at vi nu mærkede følgerne af "Train Easy, Fight Hard!"

Da vi endelig nåede den amerikanske kirkegård, som ruten går forbi i jubilæumsår, var det svært ikke at blive rørt over de sørgeligt mange, mange hvide kors og davidsstjerner. Vores egne daværende, personlige kvaler blev sat i perspektiv med de lidelser vi rent faktisk travede af sted for at mindes. Da vi ikke forfærdeligt mange km senere kom i mål var glæden over, at det endelig var overstået, dog betydelig for Livgardens lille trup.

Overvældet af følelser
"Betydelig" glæde er en underdrivelse. Jeg vil aldrig glemme oplevelsen af at komme i mål dengang. Bidende kulde, naturligvis, og nogle mørke bygninger i den lige så mørke nat, en smule oplyst af sneen på jorden. Der var ingen mennesker at se, men vi gik hen til en dobbeltdør og prøvede den. Den gik op, og ud strømmede varme og gyldent lys. Omkring hundrede gængere og arrangører sad bænket ved langborde med øl, kaffe og kakao. Vi stod et kort øjeblik lammede af overraskelse, mens alle øjne vendte sig mod os. Og så klappede hele salens forsamling. Jeg så ikke på Knudsen og Fyhn, så jeg ved ikke, hvordan de reagerede, men jeg fik et smil på læben, og ikke mindst fik jeg våde øjne. Jeg måtte virkelige kæmpe for at bevare fatningen og se værdig ud, for lige der blev jeg overvældet af følelser. Det havde været ufatteligt hårdt, jeg havde absolut intet tilbage at give af. Motoren havde kørt på dampene fra tanken i lang tid, og den overstrømmende modtagelse tog mig på sengen. Det var meget stort, og mine fødder var meget våde, og øllen smagte meget, MEGET godt ...

Nijmegen 2005

Tre mand i mål. Og vi er trætte. Mand, mand, mand, vi er trætte.
Håkke tog imod os, han sidder yderst til højre.
Karen Marie havde været i mål længe, og hun bragte os fluks Leffe;
det var i øvrigt stærkt opmuntrende at høre hende sige,
at det var den hårdeste Ardennermarch hun havde prøvet.
Håkke udgik efter 40 km, så han var frisk og udsovet.
Det gjorde, at vi allerede et par timer efter var på vej hjem. Dejligt.

Så vidt vides er det første gang Livgardens Idrætsforening har været repræsenteret ved MSS, men forhåbentlig ikke sidste. Næste store marchbegivenhed er Nijmegen i 2005, og hermed en opfordring til alt personel ved Den Kongelige Livgarde, reserver som fastansatte: kom i gang med at træne nu, så vi ikke skal have en gentagelse af pinlige 2004, hvor landets største infanteriregiment ikke kunne stille nok gængere til et enkelt hold på 11 personer - det burde vi kunne gøre bedre, kort sagt, vi har stolte traditioner for at gøre det flot i Holland hver juli.

***

Ardennermarchen har ingen hjemmeside og tilmelding foregår på fransk på en særlig blanket, som skal sendes pr. brevpost. Det er noget mærkeligt noget!

Tak til kaptajn Henning Ø. Nielsen/HO for venlig hjælp med tilmelding, til SSG Ørum og LGI for transportstøtte samt til Karen Marie for holdfotografering og Leffe i målområdet.

Yderligere læsning: Her er en artikel om turen Houffalize - Plombieres i 2002 bragt på walking.dk. Hvis du er interesseret i at afprøve marchen, vil jeg anbefale at skrive til de gode folk bag den hjemmeside.

En tysk pantherkampvogn i Houffalize. Billede er taget af Knudsen fredag eftermiddag. Inden marchen, da der var kræfter til den slags! Wikipedias artikel om Pantheren bruger i øvrigt et billede af samme monument.

En grov skitse af den direkte vej fra Houffalize i syd til Plombieres i nord. Da det var jubilæumsår var ruten på 120 snarere end 110 km, så vejen må have været mere snørklet end som så. Artiklens forfatter bekymrede sig dog til sidst ikke om de finere detaljer i geografien, så den præcise rute står for ham hen i det uvisse ...