af Thorbjørn Hein
Litteratur. I dag fylder H.C. Andersen 207 år. Hvis man ikke ved, at vor berømte eventyrfortæller var rejselysten over norm, skal man bede om sine skolepenge igen (et lidt abstrakt begreb i et velfærdssamfund, jeg ved det). På trods af dén almene viden, skal jeg indrømme, at jeg ikke før fornylig blev opmærksom på værket "Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829". En imponerende titel!
H. C. Andersen, af Albert Küchler (1834) |
Ha' det godt derude, vi ses på ruten.
***
Lidt veemodig sagde jeg Farvel til mit lune Værelse; hvem veed, hvad der kan møde paa en Reise, om den endogsaa er nok saa kort? denne gik jo dog udenfor Sjælland og over de salte Strømme. - Jeg saae mig endnu et Par Gange omkring, trykkede Hatten fast, slukkede Lyset og flagrede nedad Trappen, hvor der just intet mærkværdigt mødte mig. Nogle Skridt, og jeg var over Holmensbro; mit Blik vendte sig mod Kirken, og jeg tænkte paa Tordenskiold og Niels Juul; men snart blev jeg afbrudt af to qvindelige Væsener, som nærmede sig.
Deres hele Gang og Holdning lod mig ane noget Overordentligt. Den ene kom fra Børsen, og lignede i Klæderne en Amagerkone, men hendes Øine, den søde Jordbærmund og den snevre Midie, Alt var den første Elskerinde i en Roman værdigt. Paa Armen bar hun en Kurv med Frugt og dejlige Honningkage-Jomfruer, hvilke Bageren, nok saa satirisk, havde givet en Bittermandel istedetfor et Hjerte. - Den anden Dame var lang og bleg, en døende Heloise, i hvis Øine man tydeligt læste sidste Act af en Tragedie. Begge havde store Nøgleknipper. Uden lang Indledning spurgte den første mig, om jeg vilde gaae over Knippelsbro; den anden, om jeg vilde gaae ad Langebro. Det løb mig koldt nedad Ryggen ...
***
Læs videre, for pokker!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar