Fodterapi er marchgængerens luksus

Eksempel på fod, der tilhører en fyr,
der ikke ikke havde trænet nok.
Sådan kan man se ud efter dag 4 i
Nijmegen. Han gennemførte. Han
var livgarder: pain is temporary,
honour is forever.

Vedligeholdelse. Nogle marchgængere er flittige til at gøre mere for fodtøjet, end hvad blot almindelig hygiejne tilskriver. Der tages jævnlige fodbade, hård hud holdes samvittighedsfuldt nede, og forebyggende anlæggelse af det angiveligt trykabsorberende Tensoplast er et must. Det er klogt at være fri for hård hud: Hvis man får en vabel på fx bageste trædepude, og sidstnævnte er dækket af et panser værdigt for et næsehorn, er det noget nær umuligt at ramme ind med en kanyle og tømme væsken. Man kan i hvert fald more sig herligt med at stikke direkte ind i kødet, med relativt intens smerte til følge. Man er, med andre ord, og på godt, moderne danske, fucked. Den vabel kommer til at blive, og hvis man går flere dage i træk, kan man forberede sig på, at det vil kilde. Som man siger. Det er en eufemisme for, at det gør naller. So there.


Jeres bloggende bjørnebandit er ikke så sofistikeret med al den forebyggelse. Jeg gør ikke mere ud af fødderne, end hvad andre mennesker gør som en del af deres daglige hygiejne. Efter en march i den hårdere ende, hvor mine apostelheste har skabt sig, og fornærmet andraget sig vandaffjedring i protest over et forceret gangtempo, sørger jeg naturligvis for at punktere vablerne. Men ellers intet.

Hellere en pro end høvling til det røde, røde kød
Til gengæld nyder jeg så en gang hvert eller hvert andet år at besøge fodklinikken GodFod på Holmbladsgade, Amagerbro. Jeg erindrer ikke, hvorfor det blev lige den klinik i sin tid. Den ligger forholdsvis tæt på min bolig, og så deler den gade med det legendariske og legendarisk skumle værtshus Jaguaren. Måske det var derfor! I hvert fald opsøgte jeg for ret præcist fem år siden stedet for første gang, idet jeg med behørig respekt for den forestående march København til Holland (Makoni) gerne ville have en professionel til at klargøre mine poter på optimal vis.

Det skal nemlig siges, at jeg i årene inden havde haft nogle uheldige oplevelser med et arsenal af file, skalpeller og fodhøvle. Åååh, ja, der er nu ikke noget som lige at høvle lidt for dybt og med tårevædede øjne stirre på blotlagt kød på sin storetå, fordi man lige blev lidt for ivrig. UAK, som Anders And siger.

Årets overhaling
Der er gerne en del ventetid til sådanne klinikker, har jeg konstateret. I skrivende stund slår det mig forresten, at en grund til, at det blev GodFod i 2007, givetvis har haft noget at gøre med, at jeg var heldig at kunne få en tid med kort varsel. Terapeuten fjernede alt, hvad fjernes skulle, og kunne ved at se på mine deformt store skinnebensmuskler i øvrigt fortælle mig, at jeg med fordel kunne bruge formstøbte indlægssåler. Ellers kunne jeg med årene få spændinger helt op i ryg og nakke. Jeg fik sådanne såler kort efter, og jeg har aldrig nogensinde siden haft behov for Tensoplast på mine fødder, for de er også vidunderligt vabelforebyggende.

Luksus! Til de vittige hoveder, der på min
Facebook har ment, at jeg må have meget
sure tæer, kan jeg oplyse, at sidste del af
behandlingen inkluderer maskinel
afpudsning af den sidste hårde hud samt
neglene. DERFOR har fodterapeuten
maske på, da det naturligvis støver ...
Bemærk udsugningsapparatet.

Alt i alt var jeg såre tilfreds med behandlingen, og når jeg har boet i Danmark i foråret, er jeg vendt tilbage. Således også forleden, hvor jeg endnu engang gik glad derfra. En time for 400 kroner er en sjat penge, men når mit frisørbudget siden 2002 har begrænset sig til strøm til en trimmer og barberblade fra Gillette, går det nok.

Den veloverståede session blev naturligvis fejret med et par runder nede ved stadsgraven, så jeg kunne snige mig over 10 kilometers ilmarch den dag.

/Thorbjørn Hein