onsdag, maj 29, 2013

Forsvaret skifter støvlefarve: Brun er det nye sort

Forsvaret skifter støvlefarve: Brun er det nye sort

Den gradvise overgang til et uniformssystem i MTS (læs mere her) vil fra 2014 inkludere nye støvler, skriver Forsvarets Materieltjeneste. Det er slut med sort fodtøj til kampuniformen. Hvordan vil det have indflydelse for landets vejmarchgængere?

af Thorbjørn Hein

Multicam og brun støvle. Her dog en Haix, ikke et af
de mærker, Danmark har valgt (foto: Strikehold)
Det er logisk, men tanken havde ikke strejfet mig før: brunt! Den amerikanske hær og deres marinekorps bruger i dag kun ørkenstøvler, hvilket jeg personligt er glad for, at Danmark ikke gør. Det dur dårligt til dansk terræn, og territorialforsvar er altså stadig en del af forsvarets arbejde. Derudover er der ingen, der siger, at alle fremtidige missioner vil foregå i ørkenomgivelser.

Garnisonstjeneste oprindelig faktor i valg af sort?
Haixstøvle og multicam (foto: Strikehold)
På den anden side passer sort ikke særligt godt til MTS, og når man funderer over det, er brun ikke en skidt farve i dansk terræn. Den primære grund til, at man efter 1957 lagde sig fast på sorte støvler, var givetvis, at de både er egnede i felten og i garnison med blanke snuder. Det vurderer jeg, uden at vide det.

Forsvarets Materieltjeneste (FMT) har efter en testperiode udvalgt fire par støvler: to model svær og to model let, til indfasning fra begyndelsen af 2014.

Mange størrelser
FMT forklarer hvordan:

I kategorien svære støvler vandt støvletypen Magnum Sidewinder, og nummer to blev Alt-Berg Defender. I kategorien lette støvler vandt YDS/LeBOCK Falcon og nummer to blev Alt-Berg Microlight.

Brite med brunt fodtøj
(foto: Strikehold)
- Det første initialkøb er på 12.500 støvler. 65 procent af alle støvlerne kommer fra vinderen, mens resten kommer fra nummer to, fortæller seniorsergent Henning André Larsen fra Kapacitetscenter Udrustning i FMT.

FMT melder også, at der vil være hele fem forskellige bredder at vælge imellem, i størrelserne 34 til 54. Så skulle man være dækket ind.

For den gennemsnitlige læser af nærværende blog melder spørgsmålet sig naturligvis: Hvad nu som marchgænger?

Frømandsstøvlen på retur
De gængere, der sværger til den langskaftede Ecco-støvle, der først slog igennem i miljøet, nemlig Ecco Track (Frømandsstøvlen), må nok forberede sig på at finde alternativer. I hvert fald såfremt de ønsker at være korrekt påklædt. Selv gik jeg i 2011 over til Ecco Xpedition II og er yderst tilfreds med dén. Langskaftet og i sort. Den findes allerede i brun med kortere skaft.

Man ved, at før eller siden ser vi en dansk soldat i en selvindkøbt støvle som denne!
I modsætning til Ecco Track bliver Xpedition II også med mellemrum genproduceret og er til at få fx på Eccos hjemmeside. Track bliver derimod lavet i små stød, som jeg ikke har gennemskuet mønstret i. At påstå, at de er til at få i normal handel, er tvivlsomt. Det siger mig også, at Ecco ikke har tænkt sig at besvære sig med en ny, brun udgave af Track.

Derudover er der selvfølgelig også den næsten utænkelige mulighed: at de nye støvler måske er velegnede til vejmarch?!

Lad det komme an på en prøve
Der er jo ikke andet at gøre, end at landets hårde marchhunde må afprøve det nye skidt. FMT's testpersoner var "soldater fra HOK" (hvad det så end præcis skal betyde; jeg havde nok foretrukket kampsoldater fra JDR, GHR eller LG), og hvorvidt de lige har nappet sig nogle 2x40 km-marcher med 10+ kilo oppakning, kan jeg godt tvivle på.

Men selvom jeg gerne støtter et hæderkronet og ikke mindst dansk firma som Ecco, ser jeg frem til noget nyt og eksotisk, nemlig at prøve mig med en udleveret støvle for første gang nogensinde i min militære "marchkarriere", som begyndte med Nijmegen i 1999 - i Frømandsstøvlen.

Links
Forsvarets Materieltjenestes nyhedsartikel, med billeder af de fire nye støvler
Soldaternyt - en hjemmeside, igennem hvis facebookside jeg blev opmærksom på nyheden
Tidligere bjørnebandeartikel om, hvorfor det er en god idé med MTS

Læs med fremover
Hvis du har brudt dig om det, du lige har læst, opfordrer jeg til at følge os på Facebook og at føje bloggen til favoriter på NetworkedBlogs. I højre kolonne finder du et facebook-ikon, der fører dig til "Bjørnebandens side på FB-book". Nedenunder finder du "NetworkedBlogs", hvor du kan trykke "Follow this blog". Tak for støtten.

Ingen kommentarer: