Jens Maler gik fra os for fem år siden i dag

Jens Maler under forårstræning til MAKONI, 2007. Smil og høj moral, som man kendte ham, til trods for, at han weekenden inden var blevet usædvanligt grundigt slidt af RAF-marchen i England.

Mindeord og anekdote. Seniorsergent Jens "Maler" Mathias Petersen, kendt af rigtig mange i det danske marchmiljø, og vellidt af alle dem, der kendte ham, afgik ved døden for fem år siden i dag. Jeres skrivende bjørnebandit mødte Maler få timer før den fatale løbetur.

Jens Maler gik fra os for fem år siden i dag

af Thorbjørn Hein

Maler fik den 4. marts 2008 hjertestop under en tidlig morgenløbetur i Kandahar Airfield (KAF) i Afghanistan. Han blev bragt til Danmark og Rigshospitalet, men døde beklageligvis kl. 21.25 den 13. marts uden at være kommet til bevidsthed. Læs videre nedenfor.

Jeg var i 2007 på MAKONI-hold med Jens, hvilket var en stor fornøjelse. Det er et savn for mig og mange andre, at hans herlige sønderjyske dialekt og hjertelige latter ikke længere er at høre ude på ruterne.

I dag mindes jeg Jens og de gode minder, som så mange af os har om ham. Tanker til familien her fra denne bjørnebandit. Derudover vil jeg gerne fortælle om min sidste kontakt med Jens.

Den karakteristiske Board Walk i KAF.

Marchtosser krydsede spor langt fra Danmark
Jeg talte med Maler dagen før han døde. Det betyder, at jeg næsten 100% sikkert var den sidste fra marchmiljøet, der talte med ham, hvilket er en sær fornemmelse.

Jeg ankom til Kandahar om eftermiddagen den 3. marts 2008, indfløjet med en tysk C-160, hvis jeg husker ret. I foråret 2008 gjorde jeg ellers tjeneste i det øverste NATO-hovedkvarter, lokeret i Kabul, men jeg havde tilkæmpet mig posten som forbindelsesofficer til Regional Command South. Fordelt over tre omgange var jeg næsten tre uger i Syden. Dette var den første.

Da jeg med mine britiske værter var i den ene af tre kæmpe spisetelte - i lejren med over 10.000 beboere, og den er endda meget større anno 2013 - opdagede jeg Jens, da jeg var på vej ud. Han sad for sig selv ved et langbordene, med streg under "lang-". Jeg tog gas på ham: Han blev meget overrasket, da jeg smækkede min bakke på bordet foran ham. Han kiggede op med et sæt, desorienteret et sekund. Så latter, omfavnelser og stor gensynsglæde.

Briterne stod og ventede og foreslog, at jeg bare kunne blive med min ven i stedet for at forsætte aftenens arbejde. Nej-nej, no worries, sagde jeg, er der om et sekund. Efter en kort snak udveklsede Maler og jeg mobilnumre (til vores afghanske sim-kort), så jeg ville kunne finde ham næste dag. For der var da meget vi skulle snakke om; gamle dages march og nye afghanistanoplevelser.


Radiotavshed

Jens Maler, Viborg 2007. SSG budgetmaksimerer!

Jeg sms'ede og sms'ede, og prøvede også at ringe; jeg tænkte, "ah, den gamle klummer har givet mig det forkerte nummer". Næste dag, om formiddagen den 4. marts, gik jeg den lange vej ned til NSE'et (det danske, Nationale StøtteElement) i KAF. Han var imidlertid ikke at finde, og ingen kunne umiddelbart svare på, hvor han mon var.

Jeg var i Kandahar et par dage mere, men fik til min ærgelse ikke tid at gå ned til NSE'et igen, og fortsatte sms'er var uden resultat. Jeg var sikker på, at jeg nok skulle finde ham, når jeg næste gang kom ned til Regional Command South. Men det skulle aldrig ske. Først den 18. marts fandt jeg ud af, hvad der var hændt. Marchleder Jens Østrup sendte en orienterende e-mail til MAKONI 2007-holdet. Utroligt mærkelig fornemmelse at have været så tæt på begivenheden og så få meldingen hjemme fra Danmark hele 14 dage efter, at min kammerat var kollapset inden for et par kilometers radius af, hvor jeg selv var indkvarteret.

Mindeplakette for Jens på værtshus i Holland.
Det vidner om, hvor vellidt han var.
Og at han kunne drikke en øl eller to!

Mine sanseindtryk fra KAF vil altid inkludere fornemmelsen i kroppen af "Jeg skulle have mødtes med Jens, men han var der ikke - hvad er galt?" Jeg er dog glad for, at jeg trods alt nåede at tale med Jens en sidste gang.

Fra mindesmærket på Kastellet (foto: G.F. Hansen)