Thorbjørn: Den 24. februar blev konstabel M.K. Jensen dræbt af et vådeskud i Afghanistan. Jeg kan garantere, at det skabte en meget nedtrykt stemning i vores lille enklave af stabsofficerer og -befalingsmænd i HQ ISAF i Kabul. Det foregik ved, at en tysk oberst fra operationscenteret pludselig stod foran vores oberst (SNR=Senior National Representative) Kris nede i Nordic Palace. Med alvorlig mine forklarede han, hvad der var sket. Et tragisk dødsfald.
Kompagnichefen, major Kenneth Juul Strøm, skriver om sin soldat Morten Krogh Jensen:
”Det er med stor sorg, at kompagniet søndag den 24. februar 2008 har mistet konstabel Morten Krogh Jensen i forbindelse med en vådeskudsulykke i Camp Bastion.
Morten startede ved 5. Mekaniserede infanterikompagni ved Den Kongelige Livgarde i december måned. Allerede tidligt i uddannelsen ved kompagniet viste han helt særlige egenskaber – såvel fagligt som menneskeligt. Det var således også fuldt fortjent, da han efter så kort tid i kompagniet blev peget på som månedens soldat. I begrundelsen skrev jeg blandt andet:
”Morten har i den korte tid, han har gjort tjeneste ved kompagniet og ved mortergruppen, formået at blive særdeles vellidt af alle. Mortens arbejdsindsats har været til stor gavn for alle, hvad enten det har været som kører eller som hjælper på morteren. Mortens faglige engagement er et eksempel til efterfølgelse herunder særligt hans ønske om fortsat at forbedre sin egen faglige viden og færdigheder. Morten har således allerede på nuværende tidspunkt opnået meget gode færdigheder indenfor sin funktion.”
Ingen er i tvivl om, at Morten var en fremragende soldat – men vigtigst af alt tillige også et menneske med hjertet på det rette sted.
Vi vil komme til at savne Morten, men vi i kompagniet ved, at størst er smerten over savnet hos Mortens familie. I er i vores tanker!”
Soldaterne i Morten Krogh Jensens gruppe skriver direkte til de nærmeste pårørende:
”Vi havde aldrig håbet, at vi skulle skrive et brev som dette, men nu er ulykken sket. Vi synes, at I fortjener at vide, hvor meget vi holdt af Morten, og hvor meget vi kommer til at savne ham.
Morten nåede i de tre måneder, han var en del af 5. Kompagni og vores gruppe, at blive månedens soldat og det naturlige samlingspunkt.
I sidste uge havde vi et møde i gruppen, hvor vi skulle snakke ud om de eventuelle problemer, vi måtte have med hinanden. Hver mand skulle komme med en positiv og negativ ting om hver enkelt i gruppen. Morten var som den eneste i gruppen den, der intet negativt fik af vide. Det viser igen hvilken fantastisk person Morten var.
Han vil blive savnet, men ej glemt, og vi vil føre den positive ånd videre på vores mission og i vores liv, som Morten tilførte os.”
En kammerat fortæller om Morten:
”Morten var en ven, jeg altid kunne gå hen til for at få en snak om alt mellem himmel og jord. Morten lærte gruppen rigtig meget om det at være udsendt og de savn, vi ville få. Hans erfaringer fra hans tidligere udsendelse vil være med til at bringe os videre – det skal vi. For Mortens skyld og vores egen. Det skylder vi ham.”
”Med dette brev håber vi, at I får en fornemmelse af, hvordan han var med til at løfte en gruppe fra kompagniet et niveau højere op, samt hvor meget han vil blive savnet hernede.
Vores savn og sorg vil aldrig kunne måle sig med den, I måtte have.”
Morten Krogh Jensen blev begravet onsdag den 5. marts.
Billeder og tekst fra www.forsvaret.dk/HOK
Ingen kommentarer:
Send en kommentar