En rejse ud i ørkenen

Det nedenstående er taget fra HOK's hjemmeside. Det er en flot tekst af feltprästen, jeg deler den hermed i dette gemsiforum.

mvh

Thorbjörn, stadig i Finland - snart på 3. uge.

AFGHANISTAN, Camp Bastion: Rejsebrev om turen fra Høvelte til Karup og så til Kabul og Camp Bastion.

17-08-2007 kl. 19:46

Af feltpræst Kim Jacobsen.

Aldrig havde jeg set så mange stjerner, aldrig havde natten været så mørk. Tankerne drog umiddelbart på langfart. Glemt var den lange rejse. Det var stort, uoverskuelig stort. Inden jeg dog havde fået styr på mine forvirrede tanker og på den storhed, der fik mig til at gispe efter vejret, blev jeg bragt tilbage til virkelighedens verden.”Move on, follow the lights, move on!”

Jeg, og vi der stod i ørkenen i nat, var ikke kommet herud for at lade os betage af stjernerne. Og mørket, der omgav os, var i virkeligheden en sikkerhed for os selv. Fuldt oplyst ville vi være lette mål for en fjende. Nu var det alvoren, der herskede.

Rejsen var begyndt lang tid før, og nu var vi ved målet. 36 timer før var min og andres rejse begyndt fra Høvelte. Vi tog der afsked med det danske gråvejr. Regnen skjulte måske den lille oversvømmelse i tårekanalen, eller også var det bare vejrets måde at sige på gensyn på.

Tværs igennem Danmark førte den første del af den lange rejse os.Fra øst til det midtjyske. Fra Høvelte til Karup hvor vi skulle møde endnu flere af vore kolleger.Kolleger der havde samme rejsemål. Kolleger kendte og ukendte, ansigter man mente, man havde set før og ganske nye ansigter, men alle havde vi samme mål – den ukendte ørken.

Familierne slog sig ned. Den sagte mumlen vidnede om den svære afsked.Først tjek ind og aflevering af vore rygsække. Nu vidste vi, at afskedens time snart var en hård realitet. Kaffen blev tyk i halsen, og kagen kunne næsten ikke synkes.

De sidste instrukser.

Så kom bussen. Langsomt vandrede vi derover til stoppestedet. De foreløbigt sidste knus og kys blev nu dyrebare. Der blev givet knus og kys, som var de de sidste. En tanke der er uudholdelig, men vi ved også alle, at ørkenturen ikke er at spøge med. Varmen. Sandet. Ensomheden. Savnet. De mange tanker.

Så blev der givet slip.

Under regnvejrsgrå himmel vandrede vi siden stille hen over lufthavnens asfalt.Afgang. Der var taget afsked. Sikkerhedsbælterne spændt. Der blev talt sammen lidt mere frit nu. De første anspændte nerver løsnede sig.

Nu blev det forventningen, der tog over.

En overraskelse ventede os. Det blev ikke bare via Istanbul, nej det blev også via et stop i Finland.

Så kom forplejningen. Chicken or beef. Da vi havde spist, begyndte trætheden at melde sig. Man prøvede på bedste måde at finde en stilling, hvor man kunne om ikke sove, så i hvert fald hvile.Istanbul. Ud af flyveren. En cola en kop kaffe. Tilbage til flyet og ”chicken or beef”.

Og så næstsidste etape.

Mange sov. Måske oplevede enkelte som jeg solopgangen over bjergene, da vi fløj ind over Afghanistan. Det foreløbige mål for vor rejse. Det var smukt, ufattelig smukt.

Langsomt kom alle tilbage fra søvnen.

Da vi landede i Kabul, blev vi mindet om alvoren på turen. Dagen før havde tre tyskere mistet livet. Flagene var på halv. Vi gøs lidt, frøs lidt i varmen.

Så kom ventetiden. Den lange ventetid. Nogle kom med om aftenen. Andre skulle vente til dagen efter. En lang dags rejse mod…..ja vi vidste knapt mod hvad.

Afgang igen. Nu ud i mørket. Ud mod vort hjem de næste seks måneder. Sammen med dem vi skulle være nærmere end vor familie de næste seks måneder.

Aldrig havde jeg set så mange stjerner. Aldrig havde natten været så mørk. Tankerne drog umiddelbart på langfart. Glemt var den lange rejse. Det var stort, uoverskuelig stort. Inden jeg dog havde fået styr på mine forvirrede tanker og på den storhed, der fik mig til at gispe efter vejret, blev jeg bragt tilbage til virkelighedens verden.

”Move on, follow the lights, move on!”

Vi var vel ankommet til Camp Bastion. En ny dag skulle snart tage sin begyndelse.

Teksten fundet her.