mandag, januar 22, 2018

Thorbjørn Hein nu kommunikationskonsulent i InterForce

Højreklik og åbn i nyt vindue for størst mulig version.
På mobilapparat zoomer du bare som vanligt.
Da bladet udkom, var jeg endnu ikke orlogskaptajn-R.
Jobnyt/godt nyt. Efter 13 spændende måneder som en blanding af projektofficer, praktiker og personlig assistent for en generalmajor skifter undertegnedes daglige opgaver nu karakter. Først og fremmest er jeg fremover fastansat, og det er i AC- og ikke officersramme (C300, for de indviede) i InterForce; som det er de fleste bekendt, er jeg nu og da også ved Arktisk Kommando, og der er jeg selvfølgelig officer og ikke AC'er.

Uddybelse nedenfor.

søndag, januar 21, 2018

BLC 2018 bliver den 10. marts

Vi har i lang tid varslet, at 10. marts nok ville blive datoen, og det bliver det, og så har vi netop fastslået lokalitet for start og slut ved den 8. udgave af Burning Love Classic: Fanklubben for Hvidovre IF. Fanklubbens lokaler er under tribunen på Hvidovre Stadion.

Læs mere i fanebladet for Burning Love Classic ovenfor.

Giv din tilmelding på Facebook.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen MTBB

lørdag, januar 20, 2018

Patches galore! Battle-vest! Sportstaske!

Når min kæreste ikke skriver ph.d., er hun en ganske udmærket syerske. Derudover er hun ret så god mod mig. Jeg har komponeret sportstasken og "battle-vesten", som jeg hermed fremviser, fordi det har hendes hårde arbejde fortjent.

Se fra alle vinkler nedenfor, hvor der også er en ultrakort beskrivelse af hvert mærke. De har alle en for mig personlig oplevelse eller erindring tilknyttet.

fredag, januar 12, 2018

Thorbjørn Hein forfremmet til orlogskaptajn af reserven

Udnævnt 11. januar 2018 på Kastellet.
Jobnyt/godt nyt. Året er på det professionelle plan virkelig ikke begyndt udpræget ringe for jeres blogskribent. Det er faktisk begyndt så godt som med en forfremmelse, som jeg kan glæde mig over, når jeg til tider trækker i uniformen som reserveofficer. Jeg er fra 1. januar at regne som orlogskaptajn-R (til de grønne: Det svarer til major-R).

Som jeg har sagt vidt og bredt: Denne udnævnelse signalerer, at der er håb for ALLE ;-)

#dererhåbforalle #deterhårdtatgåtilsømand #værdatkæmpefor

Det gjorde ikke min glæde mindre, at det var en bestemt kollega i Center for Reservestyrken, der overrakte distinktionerne. Omtalte kollega er oberst, men han er nok mest kendt som prins af Danmark. Det var H.K.H. Prins Joachim, der viste mig den ære. Center for Reservestyrken er et nyt koncept, som er sat i verden fra 1. januar. Min hovedarbejdsplads som journalist, nemlig InterForce-sekretariatet, er nu indlejret i Center for Reservestyrken.

Færøerne venter
Forfremmelsen sker i anledning af, at jeg 4-6 uger om året nu skal gøre tjeneste ved Arktisk Kommando (AKO), og jeg er topglad for, at de har valgt mig til en spændende stilling. Der er mere ledelsesansvar i min nye designering, hvilket er grunden til forfremmelsen.

Nedenfor en masse billeder af bl.a. prinsen samt noget om min tid i Søværnet hidtil og om fremtiden i AKO.

søndag, december 31, 2017

Seks nye kampstøvlemodeller i 2018

Fodnyt. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har noget, der hedder Kapacitetansvarlig Land (KALA), og KALA har ansvaret for noget, der har enhver uniformeret marchgængers interesse: anskaffelse af støvler.

Jeg har i de sidste knap 20 år brugt privatindkøbte, danske Ecco-støvler til vejmarch. Det bliver nok ved, men hvem ved, måske en af de nye modeller undtagelsesvis skulle passe mine mutantfødder.

KALA skriver:

KAMPSTØVLER M/18
KALA har netop underskrevet den sidste delkontrakt på kampstøvler, hvilket vi er meget tilfredse med, og vi er sikre på, at I vil synes godt om resultatet.
Der er indgået aftale med en række anerkendte firmaer, der hver for sig leverer en høj kvalitet og som i forvejen leverer til andre nationers forsvar.
Til forskel fra M/12-serien, hvor der var to lette og to svære varianter at vælge imellem, omfatter M/18-udvalget nu tre ”kampstøvle, let” og tre ”kampstøvle, svær”.
Der bliver altså endnu bedre mulighed for, at soldaten kan finde netop den støvle, der passer bedst.

Læs videre nedenfor og se de tre andre par støvler.

lørdag, december 30, 2017

Vammen fik en tur på voldene og i Pusher Street

Kenneth sov dårligt natten inden turen, så han lavede lige et pænt logo!
Grønlandsfarer. Kristian Vammen fra Team High Five residerer sammen med sin hustru i Grønland. Her har han og jeg vandret og drukket bajere, så med Kristian hjemme på juleferie syntes jeg, at vi skulle gentage dette koncept i en københavnerstil.

En håndfuld af Kristians venner nappede vi således godt 20 km i går, med en rute, der kom rundt om 1) Københavns volde, 2) Søren A. Kierkegaards Indre København, 3) havnefronten med havfrue, skuespilhus og operahus, 4) Flådens område på Nyholm, 5) Christiania og endelig 6) Amalienborg, inden vi sluttede af med en øl på Hotel Babette Guldsmeden og en stor frokost på Café Petersborg. Ruten kan ses her og her - delt op i to, fordi vi ved første kryds af havnen brugte Havnebussen.

Den virkeligt opmærksomme læser vil genkende mange træk fra Burning Love Classic årgang 2012 (som sagt, virkeligt opmærksomme læser).

En ordentligt bunke billeder af os, København og den øvrige rute nedenfor. Foto skudt af undertegnede, med mindre andet er nævnt. Forvent ikke journalistkunst, men der er en lille beretning om Jens Maler - faldet i Afghanistan.

/Thorbjørn

tirsdag, december 19, 2017

Nye Fysiske Basiskrav publiceret

Lempelse. Som en, der i sidste uge bestod den årlige coretest, kan undertegnede skrive under på, at dén på nogle områder er benhård. Sidebro, siger jeg bare ... Derfor vil de fleste nok finde, at de fra 1. marts 2018 gældende Forsvarets Fysiske Basiskrav er en lempelse. Det ved jeg helt ikke, hvad jeg skal mene om, for coretesten tvang da mig ud i rent faktisk at træne. Kravene ses nedenfor, hvor der også er link til hele brochuren, hvor øvelserne er illustreret.

/Thorbjørn