torsdag, januar 29, 2015

Bronze Star: Danske soldater hædret i Kabul

De to danske soldater, der i august gjorde en stor indsats ved et insider-angreb i Camp Qargha, blev hædret af den amerikanske hær.

Tekst og foto: Palle Hvirvelkær

For anden gang på få dage blev danske soldater hædret af den amerikanske hær. Overkonstabel Jesper Tranberg og premierløjtnant Mads Kundal blev tildelt henholdsvis Army Commendation Medal og Bronze Star, for deres indsats i forbindelse med insider-angrebet i Camp Qargha i august 2014.

Tildelingen af medaljerne kommer mindre end en uge efter at kaptajn Thomas Helsgaun blev tildelt Bronze Star for sin indsats i Kabul i første halvår af 2014.

Hædret i Kabul

- Jeg var aldrig i tvivl om at I sikrede mig, sagde Mads Kundal blandt andet til sine kammerater.


Til stede ved medaljeceremonien var Jesper og Mads’ danske kollegaer i lejren, New Kabul Compound, samt dele af det danske bidrag i hovedkvarteret for Resolute Support, herunder brigadegeneral H. C. Enevold.

Brigadegeneralen løftede sløret for, hvad der havde været forsøgt bevaret som en hemmelighed for modtagerne, da alle var samlet på to geledder. Herefter blev der rettet op, og ”paraden” overdraget til den amerikanske generalmajor Semonite, der efter en kort tale tildelte medaljerne.

De to medaljemodtagere

Jesper Tranberg og Mads Kundal


Nok var der tale om en hæder til to danske soldater, men både Jesper og Mads, som siden august har været meget ydmyge om deres egen indsats, fik lejlighed for at takke for den amerikanske hæder. De benyttede også lejligheden til hver især, at dedikere medaljerne til alle de, som deltog den dag i august.

hele holdet

Jesper og Mads omgivet af deres danske kollegaer

Ingen kommentarer: