(H) Gak og gøgl. Jeg blev introduceret til en tradition ved dette busskur, der ligger godt en halv kilometer fra den lille omgangs mål. Et foto længere ned i artiklen vil afsløre, hvad der er så særligt ved stedet.
Konceptet med at gå og gå og gå i ring er egentlig ikke så slemt, selvom jeg for mit vedkommende nok ikke gider den type tur mere end en gang om året - en stor ting ved marcher er i mine øjne naturoplevelserne, og når man 10. gang går igennem det samme natte-øde villakvarter, er det ved at være slut med fascinationen. En stor fordel er til gengæld, at der altid er medgængere på ruten, som man kan hooke op med.
Gensyn, kammeratskab - og fodboldkamp
Gensyn, kammeratskab - og fodboldkamp
Jeg fik talt med tømreren Peter fra Århus, der var gensyn med Jimmy og Bent mødt på Smørrum Classic, og jeg fik en glimrende snak med Steen "Commander" fra 004, der blandt andet fortalte om sin ærefrygtindgydende, selvopfundne "Danmark På Langs"-tur: Steen og tidligere omtalte Per Kleis gik for nylig fra Skagen til grænsen på 3 døgn, 23 timer og 52 minutter, al hvile inklusiv. 376 km på fire døgn … Jeg må bøje mig i støvet.
(V) Her var vi nogle stykker, der lagde vejen forbi to gange i løbet af den lille rute. De erfarne havde tidligere år haft held til at komme gratis ind, da det var øl og pølser, der lokker derinde. Til gengæld lovede vi at stå med ryggen til kampen! Den blev i øvrigt 1-1 mod Næsby, og i ånd med aftalen hørte jeg kun jublen da K.I.F. kom foran.
Derudover var det skønt at se hele banden af de velkendte tosser som Ørum, Verner, Linda, Simon, KOP samt dem, jeg måtte have glemt - ingen fornærmelse ment, jeg er bare gammel og dement og har svært ved at huske en uge tilbage. Til gengæld må jeg ikke glemme alle hjælperne og arrangørerne, for hold da op, hvor er alle folk venlige og hjælpsomme.
(H) Happy campers, der nød de gode pølser (læs her en underholdende reportage, hvor F.C. København-fans anmelder stadionforholdene). Bemærk Ørums spandexbukser. Totalt the sex. Vi stiftede også bekendtskab med et par bondeknolde af værste skuffe. Ahmen, nøj, den var slem. I min verden er det at være en bondeknold en mental tilstand, ikke noget, der er geografisk afhængigt - der er masser af københavnske bondeknolde. Men de her to smældfede, indskrænkede sponsorer, der talte om deres henholdsvis køkkenfirma og fede førstidspension(!), og om, hvor rige de var, udfordrede i den grad min tolerance. Ørum er mit vidne, de to var dobbelt op på nederen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar