Hundrede og én kilometers eventyr
- en fotoreportage fra vandretossernes frontlinje i Kjellerup
Mange vil tænke, at man må være godt tosset, hvis man ser en pointe i frivilligt at gå 100 kilometer i træk. Hvad må man så ikke tænke om nogen, der går i ring 25 gange for at nå det mål? Det kan kun være for ægte, skør-i-kasketten vandretosser. Bjørnebandens udsendte falder åbenbart i kategorien.
af Thorbjørn Hein, bandit af bjørnearten
"Hvor mange gange har du så gået 100 km-march?" spørger reporteren. Svaret falder med et skævt smil på læben, mens vi går. "Det her er min 88.," siger Leif Sloth, landsformand for Fodslaw og hovedansvarlig for den march, han og jeg er ude på denne oktoberweekend: Kjellerup Special. Leif har sat tempoet lidt ned under vores samtale, for om end han er en snes år ældre end Deres udsendte reporter, og om end benævnte reporter har mere end 800 km i benene i år, er Leifs gennemsnitsfart lige et par nøk højere end den nu triplebenævnte reporters "comfort zone".
(Venstre) Jeg ankom fra København en time efter marchstart, og allerede på første runde faldt jeg i fælden hos banden af velkendte marchhajer. Steen Commander rakte mig en 9,5% Hancock Gambrinus Dark (det er vigtigt, at det er Dark!!!), og så ved man, hvad klokken er slået.
Ikke overraskende har Leif Sloth et mål om at nå 100x100 km, og noget tyder på, at det kommer han sagtens til at nå. Meget godt klaret af en mand, der som helt lille barn fik et kompliceret knoglebrud i benet; en hændelse, der gjorde, at han først som voksen for alvor kunne dyrke idræt. "Willen is kunnen," som de siger nede i Nijmegen, verdens største vandrebegivenhed.
(Højre) Her er en mand. Han er glad. Han er nemlig ude og gå, og han kan rigtigt godt li' at gå. Leif Sloth, ude på sin 88. march af typen 100 km på maks et døgn.
Artiklen fortsætter nedenfor. Tryk på tallene for at komme videre. Ja, ok, du læser dette på internettet, du har nok prøvet proceduren før, asså ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar