Rødt på jord, guld i vest, sort på himmel, guld i øst, grønt på dåse: 100 km Dancon Eritrea

Offentlig premiere
Det nedenstående er et uddrag fra et af Heins nyhedsbreve til Danmark fra Eritrea, sendt til familie og venner den 28. maj 2001. Yderst velskrevet af premierløjtnanten! Bemærk, at der er et hip til den kære Fyhn, hehe. Den direkte anledning til at bringe den lille artikel er, at det i dag, 11. maj 2007, er præcis seks år siden marchen fandt sted.

Rødt på jord, guld i vest, sort på himmel, guld i øst, grønt på dåse
- 100 kilometer Danconmarch Eritrea 2001

11 mand satte sig for at gå 100 km Danconmarch hen over den støvede, røde stenjord på Eritreas højslette. Solen nåede at gå ned og op igen, med kulsort nat imellem, før det var tid til en kold øl. Ikke alle klarede den, men de to senere bjørnebanditter, nemlig overkonstabel Fyhn og hans delingsfører, gjorde naturligvis. De udkæmpede undervejs deres egen duel på viljer.

Af PL-R Thorbjørn Hein



I de sidste par måneder har jeg mangen engang trukket i mine sublime ECCO ”Frømandskorps” Tracker – de bedste støvler, nej, det bedste fodtøj, jeg nogensinde har ejet – for at trave det støvede, røde landskab i Eritrea fladt. Marchformen er blevet bedre, men fredag den 11. maj skulle både ECCO’s støvler samt undertegnedes krop og ikke mindst fødder, stå en ny prøve. Nogle af mine raske bornholmske svende havde nemlig sat sig for at arrangere en virkelig fysisk udfordring, i modsætning til den vattede DANCON-march, der var på 21 km.

Næ, hvorfor ikke gå 100 km inden for maksimalt 24 timer, når man nu alligevel er ude i den friske luft? Det måtte jeg give dem ret i, selvom jeg med erfaring fra to tidligere gennemførte ”dødsmarcher”, som de frygtindgydende bliver kaldt, advarede om, at det på ingen måde er morsomt; det er faktisk noget værre møg at stå igennem! På trods af mine egne velmenende råd meldte jeg mig alligevel til marchen?? De to gange, jeg tidligere har været fjollet nok til at begive mig ud i sådan et projekt, har jeg været i behageligt idrætstøj med velaffjedrede løbesko, samt ikke mindst fri for en rygsæk at slæbe på.

DANCON-medaljen, Eritrea, for standarddistancen. Eller rettere: De fleste danconmarcher er op til 25 km, men ses også kortere. Denne blev simpelthen gennemført på samme rute som det halvmaratonløb, der blev arrangeret. Man behøvede man ikke være en god soldat for at klare det. En af de eneste, der udgik, var en civil amerikaner fra FN-hovedkvarteret. Hun var ellers overbevist om, at 21 km måtte være nemt - hun var jo vant til at shoppe i New York, og i den forbindelse gik hun rigtigt meget! Hun gav op omkring otte km ude med vabler og tudefjæs.

Oppakning
Nu, efter et par måneders træning, syntes jeg det var på tide at tilbagelægge distancen på en mere soldateragtig manér: på med uniform, støvler, våben og rygsæk med 10 kg i, eksl. vand til eget forbrug mellem rastepladserne. Fredag d. 11. maj kl. 1600 gik starten så fra Camp Bifrosts main gate: et 11-mands felt, hvoraf vi kun var to, der tidligere havde gået distancen.

Klar til alt. Rygsæk, vand, pistol, radio og gps - hvad mere skal man bruge? Bemærk i øvrigt køretøjet. Det var "min" Mercedes GD, delingens logo er spraymalet på; det er lavet af mig, og det skulle ligne Heimdal, der bevogter Bifrost (som var lejrens navn, og det var i øvrigt min idé). Siden jeg nu var fører for Sikringsdelingen, gav det god mening. Omend nogle mente, at silhuetten snarede lignede Gølvikingen!

Nu kunne jeg godt bruge mange linjer på at fortælle om brændende afrikansk sol, om svovlende selv-forbandelser, om kulsort ørkennat, hvor folk i løbesko kan slå tånegle blå og forvride ankler på stenede stier, om fordømte eritrianske bilister, der ikke magter at trække ud mod midten af øde landeveje, så man må springe for livet, om dehydrering, om vabler, om negle, der smutter af i kogende støvler – men det er allerede ved at glide ud af erindringen, hvilket nok er forklaringen, hvis jeg endnu engang er dum nok til at melde mig til slig aktivitet!

Fyhn knak som en langelænder
Kort sagt kan det siges, at syv mand gennemførte, fire udgik; undertegnede havde gode ben mod slutningen, og skiftevis løb/ilmarcherede de sidste godt 10 km, hvorved jeg til en vis fornøjelse – for mig selv! – overhalede en af mine folk, Fyhn, som med sit sindssyge tempo havde knækket mig omkring de 30 km. Nu nappede jeg ham altså 65 klik senere, hvor han sejlede af sted med et 1000-mileblik i øjnene, hehe!

(Tilføjelse år til teksten, år 2007 - Fyhn har siden fortalt:
- Jeg erindrer det tydeligt ... De første 50 km gik jeg på lidt over 7 timer (dvs. over 7 km/t i snit, -red.), de sidste 25 km på omkring 6 timer (dvs. godt 4 km/t, -red.). Jeg var en anelse mættet af oplevelser ... Trods alt en 4. plads, jeg blev sgu også overhalet, da der manglede 2 km.)



Som altid markerer PL'en sig med at posere. Her foran Main Gate engang efter midnat. Ruten var simpelthen en sløjfe på 25 kilometer, som vi så gik fire gange, med start og slut ved hovedvagten. Her er det efter 50 kilometer. Det, man tænker efter 50 kilometer, er ikke "nå, det var da dejligt, nu er jeg halvvejs!" Det er derimod "det er kraftedeme bare løgn, at jeg skal gå hele denne distance én gang til!!! Hvad er det, jeg har meldt mig til?? Idiot!"

Jeg var inde som nummer to. Bornholmeren Tommy kunne jeg ikke hente, han var inde på imponerende 15 timer og 50 minutter - men i sportstøj, uden oppakning, må jeg jo tilføje! Mine langtrukne 18 timer og 10 minutter kunne jeg ikke være utilfreds med, i betragtning af kiloene på ryggen, som i længden gjorde min venstre arm mere eller mindre ubrugelig, og i det hele taget gjorde mere og mere effektive forsøg på at presse min spæde krop ned i gruset! De to andre i uniform udgik, de skulle jo have kendt deres begrænsninger! ;o)

Lammet arm vakt til live og to kolde fra kassen
Da jeg lørdag eftermiddag havde fået en lille lur, kunne jeg konstatere, at jeg med lidt mental overtalelse af stive ben og ømme fødder rent faktisk kunne gå helt normalt, samt at min venstre arm nu kunne hæves over skulderhøjde igen! Værdigt kunne jeg således begive mig ned i messen for at få to kolde Hof fra kassen og nyde ikke at skulle bevæge mig mere, end bordfodbold nu engang kræver. Disse fakta fik mig hurtigt til at konkludere:

Alt i alt var det great fun, og jeg gør det nok igen – men ikke lige foreløbig! Som et lille post scriptum kan det nævnes, at det er strømmet ind med tilmeldinger til næste udgave af 100-km March Eritrea, d. 2. juni; dén omgang vil jeg nu nøjes med at betragte fra førersædet i en GD. Så vil jeg køre rundt og tilbyde folk en cola, samt ikke mindst et lift til quit’erne, og nyde synet af omhyggeligt opbyggede bodybuilderes totale fysiske og psykiske sammenbrud! Hehehe!

***

Andre artikler om DANCON-marcher kan du finde ved at trække på mærkatet/label "DANCON".


Der blev selvfølgelig lavet et minde om turen. Det noget rocker-agtige kranium er altså på grund af, at 100-kilometerture går under betegnelsen "dødsmarcher". Dodentocht i Belgien er den mest berømte på vore breddegrader. Det har jo så i øvrigt vist sig, at Nijmegen er mere dødelig, men godt ord igen ... Klik på billederne for stor udgave.