torsdag, maj 10, 2007

"Det er meget klogt skrevet"


Ja, hvad er det, der var meget klogt skrevet, og hvor var det skrevet? Læs nedenstående historie om en fin fyr, der har været i Fremmedlegionen og ikke taget den mindste smule skade af det; så får du svaret:

Hehe.
N.B. Det nedenstående er bragt uden tilladelse fra Jyllands-Posten.

Fremmedlegionær ville skyde nabo
En 40-årig tysk tidligere fremmedlegionær blev varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk hospital i Århus, da han havde truet med at skyde sin nabo.
Af PERNILLE AMMITZBØLL



Der måtte tre uniformerede betjente til at holde ro på en 40-årig tysk statsborger og tidligere fremmedlegionær, da han ved Retten i Århus torsdag blev varetægtsfængslet i 14 dage på psykiatrisk hospital – sigtet for at have fremsat dødstrusler mod sin nabo.

»Den kendelse accepterer jeg ikke. Jeg vil ikke ud på Risskov, for jeg har hørt, at kommer du først ind der, så kommer du aldrig tilbage,« råbte han højt på engelsk og bankede hånden i bordet, inden hans forsvarsadvokat fik ham talt til ro.

Den 40-årige tysker, der var kronraget, iført armyfarvet tøj og gule ørkenstøvler og som har boet i Danmark siden sidste sommer, blev anholdt onsdag eftermiddag, da han over for en betjent havde fremsat dødstrusler mod sin nabo, som han følte havde chikaneret ham gennem længere tid.
Klar til nabokrig
Ifølge betjenten havde tyskeren, der flere gange fremhævede sine seks år i den franske fremmedlegion, trukket en kniv og sagt, at han nu havde opsagt sit arbejde for at koncentrere sig om den krig, som han nu skulle udkæmpe mod sin nabo, og at han ville dræbe sin nabo.
Senere havde han også bedt om at måtte låne betjentens pistol, så han kunne gå ind og skyde sin nabo.
»Jeg skal nok rense den, inden du får den tilbage, så der ikke er nogen spor på den,« skulle han have sagt til betjenten, der dog afslog og i stedet arresterede manden.
I retten afviste tyskeren, at han havde haft til hensigt at skyde manden. Han forklarede, at det bare var en joke.
»Jeg behøver i øvrigt ikke en kniv for at slå en mand ihjel,« sagde han, mens han holdt sine hænder op i luften og viftede med dem, mens hans sagde »Hvis du forstår, hvad jeg mener?,« til anklageren.
Over for betjenten, der havde anholdt tyskeren, havde han også demonstreret, hvordan han kunne knække halsen på et menneske med sine bare næver.
På sin hoveddør havde tyskeren skrevet en del trusler mod sin nabo. Da dommeren viste tyskeren et billede af døren med de skrevne trusler, erkendte han straks, at det var ham, der havde skrevet det.
»Må jeg få en kopi af det billede, for det er jeg stolt af og vil give det til mine kommende børn. Det er psykologisk krigsførelse på højt niveau, og det er meget klogt skrevet ,« sagde tyskeren.
Smadrede venterum
Når der var tre betjente til stede under grundlovsforhøret, skyldtes det, at han aftenen forinden måtte placeres i en såkaldt gummicelle på politigården efter, at han havde smadret et venterum.
Den tyske mand var også ekstremt højrøstet under retsmødet, hvor han flere gange rejste sig op og råbte løs eller rykkede rundt med bordet foran sig.
Nabostridighederne var opstået, da tyskerens nabo ofte var fuld eller skæv.
»En dag sagde han, at jeg havde en lækker kæreste, og så gned han sig i hænderne. Jeg opfattede det som en trussel, da jeg har hørt, at han har blottet sig for en anden pige i området.
Jeg sagde, at han skulle holde sig fra min kæreste, men han fortsatte med at chikanere mig.
Flere gange prøvede han at kravle ind af mit vindue om natten, ligesom han ofte spillede høj musik om natten, selvom jeg havde klaget over ham,« forklarede tyskeren.
Flere klager over nabo
Han havde flere gange siden november sidste år været på den lokale politistation i Brabrand for at klage over sin nabos opførsel, men var hver gang blevet spist af med en sludder for en sladder på grund af flytterod og personalemangel.
Men tirsdag og onsdag i denne uge fik tyskeren altså nok, og fortalte så betjenten, hvordan han i så fald selv ville tage sig af sin nabo.

»Jeg ville bare klare problemet for politiet, da de tilsyneladende ikke var i stand til at klare det selv,« forklarede han, inden han sagde:

»Undskyld hr.,« til dommeren – hvorefter han gav sig selv en syngende lussing.
Ifølge betjenten havde tyskeren også angivet overfor ham, at han havde slået flere dårlige mennesker ihjel for at rydde op, og dette ville være noget i samme stil. Tyskeren ankede på stedet kendelsen om både varetægtsfængsel og beslutningen om, at det skulle ske i surrogat på psykiatrisk hospital.

»Jeg ved godt, at alle mener, jeg er skør, men det er jeg ikke,« sagde han.

Ingen kommentarer: