onsdag, april 18, 2007

MAKONI-samling 1 - fredag

Fredag APR 13 2007
Så blev det tid til første store samling af MAKONI-holdet 2007 (MArch KObenhavn NIjmegen), og stedet var Viborg. De fleste gemsier (ja, det er jo så os gamle gardere, der marcherer sammen, og hvis blog, eksterne læser, du er på nu -red.) kender godt Hærvejsmarchen førstehånds, og vil vide, at den "rigtigt" først finder sted i slutningen af juni. Marchledelsen fra MAKONI havde imidlertid arrangeret, at vi kunne få lov at gå ruten nu, og endda få den godskrevet anciennitetsmæssigt i Hærvejssammenhæng.


Beretning og billeder nedenfor!

Hærvejserindringer
Som dem, der gik Hærvejen i fx 2003 vil vide, kan marchen i det nordmidtjyske være en hård nød at knække: Benævnte år forlystede vor lille gardehold sig lidt rigeligt fredag aften, og kom først af sted lørdag klokken 0850, 10 minutter før absolut sidste afgang. Det betød længst muligt ophold i en brændende sol, der til sidst fik asfalten til opløses på overfladen, med klistrede såler til følge. I mål fik Deres skribent krampe alle mulige og umulige steder - aldrig før eller siden har jeg haft krampe i hænderne?! og bentøjet spjættede med jævne mellemrum hele aftenen.

Viborg 2003 var også året, hvor en vis konstabel-R Frederiksen udgik efter førstedagen, på grund af den legendariske golfskade (sic!). Den kære mand fejlede dermed sin kontrolmarch og kom ikke med til Holland. Frede, hvis du nogensinde kommer forbi og læser med: Golfskaden er altså nu og da dukket i samtalen hos os andre, med smørede grin til følge. Hvordan hulen skulle vi kunne vide, at du siden gik hen og blev optaget ved Frømandskorpset?! Det blev han nemlig, der kan man tage fejl af en mand og hans iboende vilje, eller også udviklede han sig. Respekt.

MAKONI
Nå, lad mig i causerende stil komme ind på det, som nærværende indlæg jo egentlig skulle handle om: MAKONI. Hvis vi begynder med The Royal Gemcee-perspektivet, måtte B.R.K. Petersen desværre melde fra - men med alle de jern, han har i ilden, er det altså ikke svært at forstå. Og selve 4Daagse er naturligvis ikke aflyst for hans vedkommende. Så vi ses i hvert fald dernede, Bjørn, og så til dit bryllup inden!

Deltagerantallet fra Forsvaret var således skrumpet til at være ganske lille, da de mange gængere begyndte at støde til Søndre Skole i Viborg. Vi er kun omkring en håndfuld ud af over 50, og det virker mærkeligt, at ikke flere har taget udfordringen op. Bemærk, hvordan jeg finder det mærkeligt, at ikke flere vil bruge tre ugers sommerferie på at gå op til knap 70 kilometer om dagen på øde landeveje; måske jeg bør revurdere begrebet mærkelig og gribe i egen barm!

Der var som forventeligt mange for mig allerede kendte ansigter blandt alle deltagerne som helhed, også blandt Hjemmeværnsfolket: Når man i et vis stykke tid har været marchtosse, som man plejer at kalde det, ser man de samme personer igen og igen, uden nødvendigvis at komme til at kende dem. Sjovt at få navne på folk og snakke med dem. Lad mig fortælle resten med hjælp fra nogle af de mange foto, jeg knipsede i løbet af weekenden ...


Major Sven Andersen giver de indledende dessiner fredag aften. Umiddelbart inden dette billede blev taget, opfordrede Sven os til at tage fotografier i løbet af de næste tre dage, og der gik ikke mange sekunder, så var mødet foreviget!


En udmærket gymnastiksal at underbringe i, og sådan vil vilkårene også blive med jævne mellemrum under selve turen mod Holland.


Under mødet dokumenteret ovenfor blev gængerne delt ind i tre hold, ved marchledelsens foranstaltning. Jeg er på hold tre, eller 3. deling som jeg egentlig helst ville kalde det - det gør det nemmere under eksercits! Her ses nogle af os samlet, herunder holdets fører, premierløjtnant Karl Brinch fra Hjemmeværnet.


Her ses Finn K. Simonsen, der var koordinerende og kører på den buslet, som undertegnede og syv andre kørte i fra København om fredagen.


KOP fra Team 004, de stærkt gående, stærkt festende marchtosser. Hvad skal der dog til for at kvikke den stakkels mand op?!


Nåeh, selvfølgelig!


Endnu en 004'er: sergent Søren Schnieber. Billedet taler for sig selv, og som webmaster må jeg beklage de eventuelle gener, offentliggørelsen af motivet måtte give læseren psykisk.

Billeder og tekst fortsætter i indlæggene nedenfor:

MAKONI-samling 1 - lørdag
MAKONI-samling 1 - søndag

8 kommentarer:

robertkrogh sagde ...

Sådan!
Godt med nogle nye billeder.
Har du fortalt om hjemmesiden til folk?

Hr. T.H. sagde ...

Jeg sidder netop nu og skriver en masse billedtekst - venter lige med at annoncere om billederne indtil da. Forvent teksten på i løbet af en halv times tid.

robertkrogh sagde ...

Jeg tænker mere på MAKONI folk m.m. Jo flere der besøger siden jo bedre.

Hr. T.H. sagde ...

Det var skam også det jeg mente. Jeg har netop reklameret for reportagen på MAKONI's interne debatforum! Nu er teksten der jo. Det tog noget tid at få fabrikeret ...

robertkrogh sagde ...

Kanon!
Ved ikke om du læste mit T-shirt-indlæg, mmen det kunne da være spas hvis vi kunne lave en trøje med adressen på ryggen, så store bogstaver som muligt naturligvis. Selvfølgelig skulle vi kun have lavet et par stykker til en nogenlunde forbuftig pris.
Eller har vi efterhånden T-shirts nok?

Hr. T.H. sagde ...

Jo, jeg læste det godt - tror også jeg svarede. Det er en god idé. Kan du være koordinerende? BRK er vist rigeligt hængt op, og det skal jo bare være helt simpelt ...

robertkrogh sagde ...

Jeps.

Jeg har allerede været inde på et par hjemmesider .
Sender et par forslag til dig en gang i næste uge. Så kan vi jo evt. lave en lille afstemning på siden. Prisen kommer til at ligge på ca 150 kr pr stk.

Hr. T.H. sagde ...

Lyder interessant. Dog lidt dyrt, hvis der kun er ét, simpelt tryk på, men show us the goods, så finder vi ud af det!