Deres udsendte kollapsede glad og tilfreds inden klokken 19 lørdag aften, efter at have taget det med kulhydratophobningen alvorligt, så jeg var frisk og veloplagt søndag klokken langt før daggry.
Billeder nedenfor.
Efter et stykke vej passerede vi Rindsholm Kro. Jeg har aldrig frekventeret stedet, men det må siges at udmærke sig med dets havenisser ...
... omend havenisser måske er en kende underdrevet! Det slår i hvert fald en opklodset volvo og en Brenderuptrailer (som jo ellers er standard ovre på den nordtyske tange).
I øst stog selen op, eller hvad det hedder. Søndagens første rast.
Pibe og overskæg - gamle dyder står ikke for fald hos Arne Dall!
Maler med høj moral på andet rast.
Marchleder Jens Østrup, premierløjtnant fra Flyverhjemmeværnet. Jens har fået en fin baret, og er kendt som Prins Henrik. Her prøver han at skjule hvorfor!
Der GPS-recces, og for det meste gik det godt med at finde ruten.
Inderøen. Djævelsk smukt, og djævelsk rart ikke at skulle gå der i regn: Det er en sand plut under sådant vejrlig.
Solrigt var det heldigvis, og jeg kunne ikke modstå et lille naturmotiv.
Enkeltkolonne, go!
På sidste rast, ved en gård, var der en meget velopdragen hund, der på fremmedes "sit!" parerede ordre og som belønning guflede en del madpakkerester.
Et aller sidste, ekstra holdt kort før mål gav mulighed for hurtig genoptankning og lidt frugt og grønt. Fornem service.
Der blev taget holdbilleder i gården, herunder også et med en sponsor-T-shirt på.
Så er det hele ved at være slut, og premierløjtnanten kan se tilbage på en god oplevelse.
Der var brandhamrende varm suppe at restituere på.
Godt humør oven på en fin weekend.
Og status på fødderne: Helt identisk vabelfordeling på begge apostelheste. En driller på ringfingertåen og så en lige under forreste trædepude. Den er nærmest usynlig, men det var den, der gjorde rigtig nas, på begge fødder.
En lidt større driller, og den er der stadig i skrivende stund (torsdag), men for knap 90 kilometer er det jo særdeles fine fødder; jeg klager ikke!
Det var det
Eller rettere: Så er vi lige gået i gang. De næste tre samlinger bliver på ikke to, men tre gange 45 kilometer, så Viborg var blot en let opvarmning. Jeg var fint kørende - aldrig siden Eritrea 2000-2001 har jeg da heller trænet så meget som i dette forår. Allerede 300 kilometer inden Hærvejen, og det vel at mærke 300 kilometer med kvalitet, som det nogle gange kaldes i idrætssprog. Det vil sige med høj fart.
En hyldest til intervaltræning
Og hold da ellers op, hvor det kan betale sig at tage korte ture med til gengæld høj kadence. Indtil dette forår har jeg betragtet 6,5 km/t som ganske højt tempo, og at nærme sig de 7 km/t som opslidende hårdt. Jeg kan konstatere, at det udelukkende er et spørgsmål om at træne, træne, træne, og så kan et højt marchtempo sagtens lade sig gøre. Studér min træningsstatus og se, hvordan farten langsomt, men sikkert er gået op. Hemmeligheden - og dog, så svært er det nok ikke at gennemskue for den almindeligt vidende motionist - er, at der ikke må gå for lang tid mellem hvert træningspas. Langt hellere tre-fire korte ture på en måned med høj fart, end én lang tur med 6 km/t. Det gav i hvert fald overskud for mig, selvom jeg selvfølgelig også var træt, stiv i stængerne og med nogle irriterende vabler, da weekenden var slut. Alt dette usagt er jeg udmærket klar over, at det er for hurtigt at gå med 7 km/t over så lange afstande, som den rigtige march byder på, men 6,5 burde ikke være noget problem, når vi er færdige med Samling 4!
På gensyn
Til alle MAKONI'er: Ses i Søgård, det skal nok blive godt. Og på snarligt gensyn til dem, der denne lørdag-søndag går Ringborgmarch i det vejlensiske!
/Thorbjørn Hein
Ingen kommentarer:
Send en kommentar