El Camino de Santiago: 780 km på 4 uger i Nordspanien

Startbyen i Frankrig

Robert tog en udfordring op og udlevede en drøm, da han i foråret 2011 pakkede nogle stumper, kørte til Frankrig og påbegyndte næsten 800 kilometers naturvandring i selskab med sig selv og egne tanker.

af Robert Krogh Steffensen

Med start i København den 15. april tog jeg bussen mod Paris og derefter den startbyen St. Jean Pied de Port.

Ideen til turen blev født, da min daværende svoger året før, havde gået selvsamme tur og da Bertelsen så gjorde det samme over 24 afsnit på DR2 i december, var jeg solgt. Turen skulle prøves! Selve distancen var jeg ikke bekymret for, 780 km på 4 uger er et snit på godt 28 km om dagen, hvilket jo er ”a walk in the park” for en forholdsvis garvet 40 og 100 km gænger som mig. Udfordringen lå i, at jeg skulle gå turen alene.

Efter en laaaang tur, først med Eurolines (tag aldrig Eurolines længere end til Berlin – ALDRIG!) og derefter tog til den Sydfranske by Pau, arriverede jeg til St Jean Pied de Port søndag sent på efter middagen, allerede en dag forsinket. Selve logistikken omkring lige præcis Camino de Frances, som turen hedder, er fantastisk og det oplevede jeg allerede da jeg ankom til den lille bjergby. Som på resten af turen, var der pile der pegede i retning mod indskrivningskontoret. På kontoret blev jeg vel modtaget af en ældre engelsktalende kvinde som satte mig ind i diverse praktikaliteter og derefter henviste mig til et nærliggende herberg.

Efter et måltid mad og lidt sightseeing i byen, gik jeg til køjs, så jeg kunne være frisk til turens første og hårdeste dag på de 4 uger.

Dag 1.

Turens første dag gik over Pyrenæerne fra Frankrig og ind i Spanien. Der er to muligheder for at komme ind i Spanien; den nemme via asfalteret vej og den hårde bjergsti op over bjergene også kaldet ”The Napoleon Trail” – den garvede marchgænger valgte selvfølgelig den hårde… Der går mange (røver)historier om netop denne del af ruten. En af mine venner som sidste år havde gået turen i starten af maj, berettede at han havde haft snestorm og stiv kuling, hvilket havde resulteret i en næsten-nærdødsoplevelse.

På vej til toppen af Pyrenæerne.

Heldigvis kom jeg ikke så langt ud, men jeg må sige at jeg var presset. At jeg 3 måneder tidligere havde kvittet smøgerne og ellers er begyndt at have en generelt sundere livsstil gjorde mig meget gavn. Hvad der til gengæld ikke var til min fordel, var min manglende evne til at træne op til turen. Jeg havde besluttet mig for at ”tage den på rutinen”, og det gav altså bagslag på første dag og gjorde at jeg først var helt fit, en uge inde i turen.

Efter mellem 10 og 12 timers bjergvandring og ca 40 km tilbagelagt, ankom jeg godt forkommen til første by i Spanien, Rocenvalles. Selvom der ofte er meget larm på sovesalene på herbergene, sov jeg som en baaaaaiby den nat.

På vej ned fra Pyrenæerne

Selve ruten

De godt og vel 780 kilometer kan deles op i 3 dele: Den første del af turen, St Jean – Burgos, foregår i skyggen af Pyrenæerne og er godt kuperet. Hovedattraktionen var for mit vedkommende Pamplona, hvor jeg fik set den gamle bydel og desværre lige var en måned eller to for tidligt på den ift. Deres berømte tyrevæddeløb.

Kodak moment fem kilometer uden for Pamplona.

Den midterste etape, fra Burgos til Leon, er den flade og den mest kedelige del af turen. Det er denne del af turen der for de flestes vedkommende trækker tænder ud. På en af dagene, går det næsten uden undtagelser, lige ud på en flad mark 18 km i streg. Derudover ligger målbyen i en dalsænkning, hvilket går at man først øjner mål, lige inden man er der. Dette stykke skal bare overstås, men er samtidigt også en oplagt mulighed for at gå i sine egne tanker og fundere over livets genvordigheder, da der ikke er det helt store at se på.

Sidste trejdedel fra Leon til Santiago er den kønneste del af turen og den del jeg kalder Bertelsen stykket. Det var denne del af ruten der var med i DR2´s julekalender i 2010. Når man er nået hertil, føler man at man er næsten i mål. Det er også denne del af turen, hvor det begynder at blive lidt en belastning mht. antallet af gængere. De fleste har ikke tiden til at gå alle 4-5 uger og begynder derfor i Leon eller Astorga og går 1 eller 2 uger. Man føler sig som en af de gamle og garvede og bliver irriteret over alle ”amatørerne” der fylder op på ruten. Det er sjældent at man kan nyde naturen og ruten helt for sig selv.

Det højeste punkt på turen.

At gå alene og logistikken på ruten

Jeg havde bevidst valgt at tage turen alene, men kunne uden problemer have valgt at hooke op med en eller flere i løbet af den tid jeg gik. Der er rig mulighed for at finde nogle at gå sammen med – alle er meget snaksalige og snakken går lystigt omkring hvordan det er gået indtil videre og hvad der venter forude. Jeg valgte at gå turen lige inden sæsonen for alvor gik i gang, hvilket er i juni/juli/august. Det betød også at jeg som oftest var dagens unge islæt – en stor del af de folk der går uden for de store ferier, er folk på 60+. Jeg har aldrig mødt så mange tyskere på efterløn… Ellers møder du folk fra hele verden dernede, men det var primært tyskere, spaniere, franskmænd, danskere og amerikanere der gik da jeg var der.

Jeg kan ikke anbefale at gå turen når det er højsæson (jun-jul-aug) Det skyldes to ting: Varmen er uuholdelig når vi kommer hen i juni måned. Selv da jeg gik i midt maj, var der dage der var slemme. Derudover er det ikke til at komme til nogle steder i højsæsonen. Jeg fik en lille forsmag på det i påskeferien, hvor alt var booket, hvis man kom senere til sin slutdestination end kl 13-14 stykker om eftermiddagen. I påsken var der fyldt med spaniere. Al ære og respekt for spanierne, meeeeen de fylder meget i landskabet og har en ”det er mit land det her” attitude, som godt kan være belastende.

Påske i Logronos

Når det ikke lige er højsæson, er der god mulighed for overnatning, på de såkaldte herberg. Der er sådan cirka et hver 10. km og en del i de større byer. Dette er hvad vi herhjemme ville kalde vandrehjem og man betaler mellem 5 og 10 Euro for en seng i en sovesal. Maden er desværre ikke noget at skrive hjem om. De fleste steder har man det der hedder en pilgrimsmenu til ca. 10 Euro. Den består af 3 retter, som til tider ikke er værd at servere for dyr – når man hører mikrobølgeovnen bippe, ved man at maden er færdig…

Herberg i starten af turen

Ville jeg gøre det igen?

Det korte svar er nej, men… Turen indfriede til fulde mine forventninger og jeg har på intet tidspunkt fortrudt at jeg gjorde det. Ruten er en rigtig god begyndertur, da man bliver taget i hånden fra start til slut. Hele turen er markeret med gule pile, nærmest hver 100 meter, og der er rigelig mulighed for at spise og drikke hist og her på ruten.

Besøgstallet er eksploderet de sidste 5 år, hvilket spanierne har forstået at udnytte, ved at åbne mange barer og købmandsbutikker langs ruten – i 2010 var der 270.000 mennesker der gik hele eller dele af ruten… Har man lyst til at gå turen kræver det ikke den helt store forberedelse. Udstyret skal selvfølgelig være i orden og man skal ikke slæbe rundt på for meget, da det hele jo skal transporteres rundt på ryggen. Men man kan, alt efter hvor meget tid man har, droppe ned på ruten og så bare følge pilene…

***

Redaktionel note: Bertelsens 24 afsnit om Caminovandringen ligger til frit (gen)syn her.