Medalje og opinion: Ringborgmarchen

1. gangsmedalje
Erhvervet 2007
Billedreportage om turen her

Ringborgmarchen er blevet til Ravning Brovandring
Turen i Vejle Ådal eksisterer ikke længere under navnet Ringborgmarchen, men heldigvis har gode folk videreført traditionen under betegnelsen Ravning Brovandring.
Ud fra, hvad jeg har hørt på vandrørene - men det følgende står for egen regning - ville den lille, oprindelige kreds af ringborgmarchorganisatører ikke videregive retten til navnet. Nej, når de ikke orkede mere, skulle det hele lukkes.

Mit, mit, mit
Nu kender jeg ikke de nærmere omstændigheder, men jeg vil tillade mig at have en mening om det alligevel. Man er vel blogger. Og meningen er, at jeg finder det uforståeligt, at nogle mennesker har så meget ejerfornemmelse over noget, som mange er blevet glade for (i dette tilfælde de gængere, der år efter år kom tilbage for at gå turen), at de hellere vil se projektet dø end at give stafetten videre.
Så vidt jeg forstår, var det samme pjat, der gjorde sig gældende, da Svendborgsundmarchen døde: En lille kreds af mennesker, der, da de efter mange års god indsats fortjent pensionerede sig selv som arrangører, krigerisk afviste tilnærmelser fra nye kræfter. Jeg fatter ikke den holdning. For det største må da være, at man er med til at skabe noget, der bliver bæredygtigt nok til at leve videre, uden at man selv og resten af Tordenskjolds Soldater skal være inde over hele tiden.

Det største: noget lever videre efter en

Koret på danmarksturné. 2003 eller 2004.

Et eksempel fra foreningslivet: Jeg var i 1999 i den stiftende bestyrelse af et bedre amatørkor på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Fyldt med smukke piger, og jeg sang dyyyb bas, så alt i alt kan I glemme at betragte det som fesent at synge i et klassisk kor. Anyway, efter seks år, der bød på både kasserertjans og et par år som formand, måtte jeg prioritere blandt de mange ting, jeg altid kaster mig ud i, og sige farvel og tak for den gode tid.
I perioder havde det været en kamp at holde koret i live, fordi vi oplevede en nedgang i interesserede. Det er ikke en overdrivelse at sige, at koret kun overlevede, fordi bestyrelsen lagde liv og sjæl i hvervekampagner med videre. Og hvad så nu? Otte år efter jeg stoppede, lever Concentus i bedste velgående. De nuværende sangere aner givetvis ikke, hvem de oprindelige stiftere er, men det er lige meget: Vi skabte et fundament for noget, der stadig findes. Sådan, os!

Og hvad siger I, læsere?
Denne kommentar er muligvis kontroversiel. Muligvis træder jeg nogen over tæerne. Hvis det er, fordi jeg bygger min holdning på fejlagtig information, beklager jeg. Hvis det, jeg har hørt, står til troende, er der derimod ingen slinger i valsen :-) Hvis man har en mening om emnet, kan man jo skrive en kommentar i tråden under linket på Marchgruppe.dk.

Thorbjørn Hein