 |
| Åh nej ... |
Filmklumme af Thorbjørn Hein
Uhhhh!
I tirsdags holdt en gammel kreds af venner - rundt omkring i KBH populært kendt som The Rude Boyz - for 10. gang i træk julefrokost. Under middagen begyndte nogen at diskutere film, og min opmærksomhed blev draget mod samtalen, da "Rødt Chok" blev nævnt. Omtalte film købte jeg for nogle måneder siden på dvd. I TP, til den beskedne pris af 25,- kr. Ikke så få erhvervede film står stadig ubesete på min reol, og "Rødt Chok" var en af dem. Da undertegnede som oftest først vender hjem fra arbejde ved 19-tiden, er der sjældent overskud til at nyde en film, mindst af alt andet end noget let, såsom en komedie. Ved julefrokostbordet blev det imidlertid understreget for mig, at jeg hurtigst muligt burde se gyseren, som den er. Originaltitlen er Don't Look Now.
Da jeg godt og grundigt stegt vågnede onsdag formiddag, havde jeg dette in mente. Efter de strengt nødvendige foranstaltninger, der må og skal iværksættes dagen derpå, var jeg klar til at ligge udstrakt på sengen i det dæmpet belyste kollegieværelse, med persiennen behørigt trukket ned. "Don't Look Now" skulle nu omsider indtages.
Jeg må gentage min indledning: Uhhhh! Den mærkelige - tenderende det psykedeliske - lidt arty farty og meget 70'er-agtige stemning bygger op til en netop som i den danske titel antydet chokerende slutning. Jeg afskyr, når ubetænksomme eller slet og ret barnlige mennesker ødelægger filmoplevelsen for andre ved at afsløre overraskende tvist i plottet. En stadig mere gængs betegnelse i det danske sprog er det engelske ord spoiler - altså "to spoil", ødelægge noget, for den intetanende læser, der så snart vedkommende har set sætningen ved, at den tumpede fx anmelder har semi-ødelagt den fremtidige filmoplevelse. Dét var en associerende sidebemærkning ... Under alle omstændigheder: Den omtalte slutning, som jeg altså ikke vil spoile, var det mest skræmmende enkeltstående virkemiddel, jeg har set i en film siden "det, der er bagved spisestedet i Mulholland Dr.".
I denne scene udløses det længe opbyggede ubehag, og seeren chokeres på foruroligende og uforglemmelig vis. Hvordan Donald Sutherlands karakter fik det kan man kun gisne om, men et godt bud er, at han mistede forstanden ... Uhhhh!
Meget uhyggeligt! Så uhyggeligt, at jeg natten til torsdag, efter endnu en julefrokost (afholdt her) blev hjemsøgt i mine drømme. Megen snaps og sild rumlede i min mave, mens en lille person, der rystede på hovedet, grinede til mig under en rød hætte. Ikke særlig rart! Derfor må jeg paradoksalt, men naturligvis, på det kraftigste anbefale læseren af denne klumme at få set "Rødt Chok". Fås garanteret stadig billigt i Fona og den slags steder.
Uhhhh!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar