En ubrændt cd ledte meget med sig
Dette er en historie om kaosteori, eller sommerfugleeffekten, som den også kaldes: at en sommerfugls vingebasken et sted på jorden kan være den udløsende effekt til en orkan hundreder af kilometer derfra. En eneste demo-cd i en stak var tom, og at jeg tilfældigvis købte lige præcis dén cd, medførte, at jeg fik gode, engelske venner, herunder et par af min ungdoms idoler, og kom til at skrive for magasinet Metalized.
I foråret 2006 spillede det engelske dødsmetalband Bolt Thrower koncert i København, og den skulle jeg naturligvis med til. Jeg havde fået billetterne af min skønne, daværende kæreste, Astrid Helene. Jeg inviterede hendes bror med, hvilket var det helt rigtige valg, for han var glad for oplevelsen, som jeg husker det.
Et af to opvarmningsband var dansk-engelsk-amerikanske Downlord, med tidligere Benediction- og Bolt Thrower-growler Dave Ingram i front. Jeg købte bandets demo-cd (demo vil sige en "hjemmelavet" indspilning med typisk fire numre, lavet af bands, der ikke har fået en pladekontrakt endnu).
Et par dage efter, med tømmermændene overstået, konstaterede jeg, at disken var tom. Skrev til bandets emailadresse om dette. Dave svarede selv, var meget brødebetynget. Ville selv komme til min bolig, kollegiet Studentergården, og aflevere en ny cd, da han boede i nærheden. Jeg var imponeret over det personlige engagement.
Invitationseskalation
Nogle dage gik, og endelig lykkedes det at finde en lejlighed, hvor Dave kunne komme forbi - umiddelbart efter bandets sidste øvegang inden en miniturné. Tiden gik ... ingen Dave. Blev sms'et: De var lige i gang med et par øl efter øveren, han blev lidt forsinket. Blev sms'et igen: Om jeg havde nogle øl, og var det ok, at lead guitarist Donovan også kom forbi? Jo jo. Blev ringet op: Var det ok at ryge i min lejlighed (en flot betegnelse for mit 16-kvadratmeters kollegieværelse!). Jooo, jo, ok, så. Og hvad var min størrelse i øvrigt? De ville give mig en T-shirt som undskyldning for mit besvær.
En times tid efter ankom to lettere overrislede rockmusikere til Studentergården. Eller rettere, efter lidt søgen fandt jeg d'herrer på Tagensvej - det kan være svært at finde kollegiet, beskyttet bag sine solide mure, som det er.
Nostalgi og begavelse
Derefter havde vi en lystig aften, hvor der blev snakket om og ikke mindst lyttet til masser og masser af dødsmetal - fra mine cd-reoler, for jeg har meget musik. Det var ren 1990'er revival, og Dave fremviste hjemmelavede musikvideoer på sin Mac (han er Mac Fanatic). Øllene slap op, og derefter gik det hurtigt med at rydde op på spruthylden - 1½ flaske whisky havde fået ben at gå på, inden vi kaldte det en aften, som man siger (eller det gør man ikke, men fin anglisering). Dave og Donovan efterlod sig ikke en, men to demo-cd'ere (for at være sikre!) samt ligeledes to T-shirts, så jeg blev rigeligt begavet.
"Thanks for the booze!"
Siden var jeg på besøg til minifest i bandets øvelokale i Nordvest, hvor også bassist Thomas trakterede med Carlsberg - et dansk produkt, som engelske Dave er en stor fan af.
Forleden [marts 2007] måtte jeg naturligvis købe mig Downlords debutalbum - og til min fornøjede overraskelse opdagede jeg det i rødt markerede (klik på billedet for at se).
Ovenstående del af artiklen blev oprindeligt publiceret på Hr. Heins Herligheder den 19. marts 2007. Det nedenstående er skrevet i dag, den 2. april 2015.
*******************
I foråret 2009 skulle jeg til Midlands i England for at gå en todages, militær march. En lille gruppe af danskere landede i Birmingham en fredag formiddag og havde seks timer til at turiste, inden vi skulle videre til marchens udgangspunkt i flækken Cosford. Jeg havde aldrig været i hverken Birmingham eller egnen generelt før.
Dave Ingram er fra Birmingham og havde anbefalet mig pubben Scruffy Murphy's, fordi den er legendarisk i byens heavy metal-miljø. Og for de uindviede: Birmingham har som by en særdeles stor plads i metalmusikhistorien som fx arnestedet for Black Sabbath. At finde det lokale metalhoved-hænge-ud-sted var mig oplagt, så jeg spurgte Dave til råds og fik altså svar: "Go to Scruffy's!"
Spørge den første og den bedste
Jeg havde ikke lige fået researchet, hvor pubben præcis lå, og Birmingham viste sig (!) at være ret stor (kun London er større i United Kingdom). Jeg tog en beslutning: Den første og bedste personage af heavy metal-nydende udseende, jeg støder på, får jeg til at vise mig vej. Som sagt, så gjort, da jeg så to fyre, der med langt hår, skæg, sorte band-trøjer etc. passede beskrivelsen. Den ene havde endda en trøje med Benediction - et af Dave Ingrams tidligere bands. Jeg spurgte om vej til Scruffy's. De prøvede at forklare.
"Nice hat."
Der kom en positiv sidebemærkning om min Bolt Thrower-kasket (som jeg meget bevidst havde taget på den dag). Jeg replicerede med "nice shirt" om Benediction-trøjen. "I know Dave Ingram back in Copenhagen," lod jeg stolt bekendtgøre. "Oh, we know Dave as well; he's been our mate for years ... Look, let's just follow you to Scruffy's and have a pint with you guys."
Og således blev et dejligt venskab grundlagt med mine to brummie buddies, Chris og Dean. Og så var der det, at jeg få måneder senere flyttede til London for at være praktikant og senere lokalansat på Danmarks ambassade. Sommerfugleeffekten af den ubrændte demo-cd er ikke slut endnu.
Interview med Karl Willets
Jeg var kun lige flyttet til Storbritannien, da Dean ringede til mig og fortalte, at Bolt Thrower i august ville afholde en af deres sjældne koncerter. Dean vidste, at jeg er journalistuddannet, og at jeg også dengang skrev til magasiner nu og da. Bolt Thrower giver yderst sjældent interviews, da de kort sagt ikke gider, men da Dean kender bandets growler, Karl Willets, fra gamle dage, mente han, at han kunne arrangere en interviewaftale. Jeg skrev til Metalized, Danmarks største og ældste heavy metal-blad, og fortalte om muligheden: en anmeldelse af en Bolt Thrower-koncert og måske også et interview. Jeg vedhæftede nogle gamle artikler fra min pen og fik svar fra redsek Jakob Schultz: ja tak til anmeldelse og eventuelt interview, og har du i øvrigt ikke lyst til at anmelde plader også, for du kan jo skrive?
I august var jeg således til koncert i Birmingham, interviewede Karl Willets foran misundelige Terrorizer Magazine (et blad, der distribueres over hele verden) og skrev min første anmeldelse for Metalized. Siden har jeg årligt mødtes med Chris og Dean, samt flere gange med Karl Willets, hvem jeg endog har besøgt i hans private hjem. Det skal i øvrigt nævnes, at Bolt Thrower er mit ultimative "fave band" inden for metalgenren dødsmetal, og da dødsmetal er en absolut yndlingsgenre for mig, siger det rigtig meget.
Kaos og initiativ
Og det begyndte altså med, at jeg gik shop-amok i merchandiseboden til en koncert i København, skærtorsdag 2006, og tilfældigvis fik stukket en ubrændt demo-cd i hånden. En faktor i historien er at være udadvendt, åben og nysgerrig over for andre mennesker, og det påberåber jeg mig så gerne at være. Jeg glæder mig til næste gang, jeg skal se Chris og Dean, og endnu engang "CHEERS, MATE" til Dave Ingram, der var så venlig at komme til mit værelse på kollegiet med hele to demo-cd'er, klar til musiknostalgi og til at drikke den fattige studerendes whisky.
LIVET ER FORUNDERLIGT, ikke sandt?
/Thorbjørn Hein
 |
| Typisk Bolt Thrower: lead guitarist Baz stod selv i merchandiseboden, 2006. Foto: Jens Jørgensen. |
I foråret 2006 spillede det engelske dødsmetalband Bolt Thrower koncert i København, og den skulle jeg naturligvis med til. Jeg havde fået billetterne af min skønne, daværende kæreste, Astrid Helene. Jeg inviterede hendes bror med, hvilket var det helt rigtige valg, for han var glad for oplevelsen, som jeg husker det.
 |
| Dave Ingram! |
Et par dage efter, med tømmermændene overstået, konstaterede jeg, at disken var tom. Skrev til bandets emailadresse om dette. Dave svarede selv, var meget brødebetynget. Ville selv komme til min bolig, kollegiet Studentergården, og aflevere en ny cd, da han boede i nærheden. Jeg var imponeret over det personlige engagement.
Invitationseskalation
Nogle dage gik, og endelig lykkedes det at finde en lejlighed, hvor Dave kunne komme forbi - umiddelbart efter bandets sidste øvegang inden en miniturné. Tiden gik ... ingen Dave. Blev sms'et: De var lige i gang med et par øl efter øveren, han blev lidt forsinket. Blev sms'et igen: Om jeg havde nogle øl, og var det ok, at lead guitarist Donovan også kom forbi? Jo jo. Blev ringet op: Var det ok at ryge i min lejlighed (en flot betegnelse for mit 16-kvadratmeters kollegieværelse!). Jooo, jo, ok, så. Og hvad var min størrelse i øvrigt? De ville give mig en T-shirt som undskyldning for mit besvær.
 |
| Studentergården, hæderkronet kollegium på Nørrebro. |
En times tid efter ankom to lettere overrislede rockmusikere til Studentergården. Eller rettere, efter lidt søgen fandt jeg d'herrer på Tagensvej - det kan være svært at finde kollegiet, beskyttet bag sine solide mure, som det er.
Nostalgi og begavelse
Derefter havde vi en lystig aften, hvor der blev snakket om og ikke mindst lyttet til masser og masser af dødsmetal - fra mine cd-reoler, for jeg har meget musik. Det var ren 1990'er revival, og Dave fremviste hjemmelavede musikvideoer på sin Mac (han er Mac Fanatic). Øllene slap op, og derefter gik det hurtigt med at rydde op på spruthylden - 1½ flaske whisky havde fået ben at gå på, inden vi kaldte det en aften, som man siger (eller det gør man ikke, men fin anglisering). Dave og Donovan efterlod sig ikke en, men to demo-cd'ere (for at være sikre!) samt ligeledes to T-shirts, så jeg blev rigeligt begavet.
"Thanks for the booze!"
 |
| Cover-booklet fra Downlords debut. |
Forleden [marts 2007] måtte jeg naturligvis købe mig Downlords debutalbum - og til min fornøjede overraskelse opdagede jeg det i rødt markerede (klik på billedet for at se).
Ovenstående del af artiklen blev oprindeligt publiceret på Hr. Heins Herligheder den 19. marts 2007. Det nedenstående er skrevet i dag, den 2. april 2015.
*******************
I foråret 2009 skulle jeg til Midlands i England for at gå en todages, militær march. En lille gruppe af danskere landede i Birmingham en fredag formiddag og havde seks timer til at turiste, inden vi skulle videre til marchens udgangspunkt i flækken Cosford. Jeg havde aldrig været i hverken Birmingham eller egnen generelt før.
 |
| Vandretosser + Bolt Thrower-hat i The Bullring, Birmingham, 2009. |
Spørge den første og den bedste
Jeg havde ikke lige fået researchet, hvor pubben præcis lå, og Birmingham viste sig (!) at være ret stor (kun London er større i United Kingdom). Jeg tog en beslutning: Den første og bedste personage af heavy metal-nydende udseende, jeg støder på, får jeg til at vise mig vej. Som sagt, så gjort, da jeg så to fyre, der med langt hår, skæg, sorte band-trøjer etc. passede beskrivelsen. Den ene havde endda en trøje med Benediction - et af Dave Ingrams tidligere bands. Jeg spurgte om vej til Scruffy's. De prøvede at forklare.
"Nice hat."
Der kom en positiv sidebemærkning om min Bolt Thrower-kasket (som jeg meget bevidst havde taget på den dag). Jeg replicerede med "nice shirt" om Benediction-trøjen. "I know Dave Ingram back in Copenhagen," lod jeg stolt bekendtgøre. "Oh, we know Dave as well; he's been our mate for years ... Look, let's just follow you to Scruffy's and have a pint with you guys."
 |
| Fustageinterview med Karl Willets, 2009. FAN BOY! Foto: Annemarie de Groote. |
Interview med Karl Willets
Jeg var kun lige flyttet til Storbritannien, da Dean ringede til mig og fortalte, at Bolt Thrower i august ville afholde en af deres sjældne koncerter. Dean vidste, at jeg er journalistuddannet, og at jeg også dengang skrev til magasiner nu og da. Bolt Thrower giver yderst sjældent interviews, da de kort sagt ikke gider, men da Dean kender bandets growler, Karl Willets, fra gamle dage, mente han, at han kunne arrangere en interviewaftale. Jeg skrev til Metalized, Danmarks største og ældste heavy metal-blad, og fortalte om muligheden: en anmeldelse af en Bolt Thrower-koncert og måske også et interview. Jeg vedhæftede nogle gamle artikler fra min pen og fik svar fra redsek Jakob Schultz: ja tak til anmeldelse og eventuelt interview, og har du i øvrigt ikke lyst til at anmelde plader også, for du kan jo skrive?
 |
| Thor, Karl Willets, Dean og Dan R. ude foran Scruffy's til reunion i 2012. |
Kaos og initiativ
Og det begyndte altså med, at jeg gik shop-amok i merchandiseboden til en koncert i København, skærtorsdag 2006, og tilfældigvis fik stukket en ubrændt demo-cd i hånden. En faktor i historien er at være udadvendt, åben og nysgerrig over for andre mennesker, og det påberåber jeg mig så gerne at være. Jeg glæder mig til næste gang, jeg skal se Chris og Dean, og endnu engang "CHEERS, MATE" til Dave Ingram, der var så venlig at komme til mit værelse på kollegiet med hele to demo-cd'er, klar til musiknostalgi og til at drikke den fattige studerendes whisky.
LIVET ER FORUNDERLIGT, ikke sandt?
/Thorbjørn Hein
 |
| Chris, opsøgt på gaden i 2009, her til årlig Thor-reunion i april 2013 ude foran Scruffy's. |
 |
| Fra den 6. gang jeg gennemførte Royal Air Force 2 Day March, altid sidste weekend i april. En tur, der i 2009 videreførte en kaskade af livsbegivenheder for mig. Foto: Kenneth Bøeg-Jensen. |
 |
| Jeg skrev sgu aldrig interviewet, så de færreste har hørt det før nu: Karl Willets havde en Dark Elves-hær i Warhammer! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar