Verdensberømt krigsdigt: "The Soldier"

Amerikanske soldaters afskedsparade inden afgang til Europa i 1917.

Lidt noter om The Soldier

Bjørnebandens blog skal favne bredt, synes webmasteren, så nedenfor følger en kortfattet gennemgang af et berømt og fantastisk digt fra Første Verdenskrig. Hvis du aldrig har læst "The Soldier", er der læsepligt nu, såre simpelt. Mini-mini-essayet blev skrevet i et hurtigt hug; af interesse i fritiden i 2007, dengang just omtalte webmaster studerede Engelsk på Københavns Universitet. Jeg er ingen litterat, men digtet er godt!

Af Thorbjørn Hein, den 21. februar 2007

Den engelske digter Rupert Brooke (1887-1915), nåede som nyudnævnt flådeofficer kun kortvarigt at deltage i Første Verdenskrig. Han var en del af togtet mod Antwerpen, en mission, der aldrig rigtig nåede at blive til noget. Brooke havde ikke oplevet reel kamp, da han vendte tilbage til England.

Hjemme på orlov skrev han en række "war sonnets", som begejstrede datiden. At kalde digtet ren propaganda ville være uretfærdigt; han havde ikke oplevet Første Verdenskrigs fulde rædsler, og hans digt viser rammende, hvordan den daværende, naive stemning var i England - og resten af Europa, som postkortet nederst illustrerer.

Kort om digtets form. Det er påvirket af Modernismen, med en sonet, der indledningsvis følger den traditionelle engelske (shakespearianske) form: ABAB CDCD. Derefter bruges pludselig den italienske (petrarchiske) sonetform i de sidste seks linjer: CDECDE. Normer og konventioner blev brudt, og det kom der kun mere af, efterhånden som krigen rystede alle kendte værdier i deres grundvold.

Rupert Brooke (1887-1915)

The Soldier

If I should die, think only this of me:

That there's some corner of a foreign field

That is forever England. There shall be

In that rich earth a richer dust concealed;

A dust whom England bore, shaped, made aware,

Gave, once, her flowers to love, her ways to roam,

A body of England's, breathing English air,

Washed by the rivers, blest by suns of home.

And think, this heart, all evil shed away,

A pulse in the eternal mind, no less

Gives somewhere back the thoughts by England given;

Her sights and sounds; dreams happy as her day;

And laughter, learnt of friends; and gentleness,

In hearts at peace, under an English heaven.

(1914)

Sikke en indledning:

"That there's some corner of a foreign field
That is for ever England. There shall be
In that rich earth a richer dust concealed"

Det er jo næsten så kækt som "Den Tapre Landsoldat" af Peter Faber, omend med en smuk poetisk sørgmodighed. Vigtigst ser vi: kærligheden til England. Interessant i forhold til sonetformen: Den traditionelle sonet har altid (erotisk) kærlighed mellem mand og kvinde som tema. Her er kærligheden rettet mod fædrelandet.

Landsoldaten, til sammenligning, om hvordan han vil erindres af de efterladte:

"Men kommer jeg ej hjem til min gamle far og mor,

Kong Frederik vil trøste dem med disse hersens ord:

Sit løfte har han holdt, den tapre landsoldat.

Hurra, hurra, hurra!"

(Hele sangen her)

Ja, hurra-hurra - og sådan tænkte man stadig i Europa ved Første Verdenskrigs begyndelse. Giftgas, pigtråd og maskingeværer gjorde alle klogere. Fem måneder efter at have skrevet digtet døde Robert Brooke af dysenteri og blodforgiftning på et troppeskib på vej mod Gallipoli.

Tysk propagandapostkort, baseret på en "folkesang".