Sider

tirsdag, november 27, 2018

Øvelse med Hjemmeværnskompagni Kastellet - "Livjægerne"

Bloggeren i forgrunden.
Frivillighed. Fire timer efter, jeg var kommet hjem fra generalforsamling i SOF og efterfølgende udforskning af nærområdets vandhuller, var jeg tilbage i Kastellet; denne gang i kampuniform og desuden degraderet fra orlogskaptajn i Søværnet til menig i Hjemmeværnet! Således er jeg ydmyg geværskytte i Hærhjemmeværnet, nærmere bestemt Hjemmeværnskompagni Kastellet, som har tilnavnet Livjægerne (som du i dette LINK kan læse mere om).

Det var godt nok en lille smule stramt at rende rundt i novemberkulden en hel dag oven på dén fredag, men hvis konge om natten, så knægt om dagen etc.

Oven i hatten skulle jeg fungere som meniggruppefører for den lille bevogtningsenhed (vi var kun syv mand i alt), hvilket dog kun var sjovt. Det var meget, meget længe siden, at undertegnede stabsofficer har virket på gruppeniveauet. En god lørdag.

Et par billeder nedenfor. Og forresten, meld dig ind i Hjemmeværnet - læs mere om det her (link)

søndag, november 25, 2018

Generalforsamling i Søofficers-Foreningen 2018

Sikke en fredag aften i Kommandantgården i Kastellet. Søofficers-Foreningen holdt generalforsamling, efterfulgt af en beskeden souper på tre retter. Derefter tog det fart ... Jeg var hårdt ramt resten af weekenden. Stort billede nedenfor.

mandag, november 19, 2018

12 km Frost Cup, 1. afd. 2018 (bonus: Johnny Madsen backstage!)

I Operaen den 17. november 2018. Flere billeder derfra nederst i opslaget her.
Madsen i Operaen og Frost Cup på flyvestation - det var hovedpunkterne i en aktiv weekend.

Kort før mål, op ad en strid bakke! Foto: Camilla Hylleberg.
Det er næsten 11 år siden, at jeg i al stilhed gled ud af Det Kongelige Teaters rundviserkorps. Det Kongelige Teater er en institution, der inkluderer Gamle Scene på Kongens Nytorv, Skuespilhuset på Kvæsthusbroen og Operaen på den tidligere Dokøen. Det var sidstnævnte sted, at jeg fra efteråret 2004 til december 2007 slog mine folder. Estimeret rundviste eller holdt jeg deciderede foredrag for 10.000 publikummer i løbet af de tre år. Operaen og jobbet i den var en del af min identitet. Så tog jeg til Afghanistan, derefter Grønland, så London, så Afghanistan igen, og tiden var bare ikke rigtig længere til studiejob.

Det var derfor en stor glæde lørdag for første gang siden dengang atter at stå på bagscenerne. Det var jeg så heldig at kunne, fordi jeg af en god og gammel ven var inviteret til "after party" ved den Johnny Madsen-koncert, der må siges at have været en stor succes for Det Kongelige Teater.

Dagen efter stod jeg med ondt i hovedet og skulle løbe 12 kilometer ved den nedlagte Flyvestation Værløse! Ak! Men der blev sat personlig rekord ikke desto mindre.

Billeder og beskrivelse nedenfor.

torsdag, november 08, 2018

MIN HURTIGSTE MARCH - Sydkystløbet Halvmaraton 2013


TBT: March PR. Min hurtigste march nogensinde - før, nu og sandsynligvis i fremtiden - var Sydkystløbet halvmaraton den 17. marts 2013. Jeg har aldrig lagt en beskrivelse op her på bloggen, kun omtalt turen som en sidebemærkning i en anden artikel, og det råder jeg hermed bod på. Heldigvis fandt jeg i min e-postkasse en mail til en gruppe gode venner, som i mange år dagligt har skrevet sammen med hinanden om alt og intet, hvor jeg helt kort beskriver dagen. Jeg har sendt dem mailen den 18. marts 2013.

Læs nedenfor.

onsdag, november 07, 2018

5 + 10 km Zombies, Run! Virtual Race, Halloween 2018

Gamification. Et eller andet sted på det herlige internet faldt jeg for ikke længe siden over løbekonceptet Zombies, Run! som er en anderledes måde til at kombinere popkulturel underholdning med fysisk aktivitet.

Medalje!
Man skal bruge en smartphone med app'en installeret samt et sæt hovedtelefoner. Så kan man ellers lade sig glide ind i historien som den navnløse "Runner Five", der spæner rundt og samler forsyninger og løser missioner for et afskåret samfund af mennesker i en postapokalyptisk verden. Som app'ens navn antyder, er det den i disse år så populære zombiegenre, der sætter scenen for dette spils dommedagsvision.

Virtuel virkelighed
I anledning af halloween var det muligt at tilmelde sig et "rigtigt" løb, hvor spillernes respektive tider blev offentliggjort på et leaderboard. Løberne har gennemført det hver for sig rundt omkring i verden ad ruter, de selv har valgt, men for så vidt at gps'er er dommerne, kan man jo sammenligne resultaterne. Jeg har simpelthen fået en medalje med posten for et "virtual race".

Bloody niple igen (!) og to PR
Jeg løb 5 km-udgaven af det specielle halloweenløb onsdag den 31. oktober og 10 km-udgaven fredag den 2. november; begge løb med helt samme historie, blot med forskellige km-intervaller mellem "radiospilstykkerne". De 5 km tog jeg stille og roligt. Ikke sådan med 10 km: For en gangs skyld varmede jeg op og gav den derefter gas. Det blev således til to absolutte rekorder i nyere tid. Samtidig formåede jeg IGEN at bløde igennem en trøje på grund af friktion på brystkassen; ved alt over 10 km skal jeg åbenbart helst tape!

Læs om rekorder og se billeder af den særlige trøje til løbet og medaljens bagside med mere nedenfor.

tirsdag, november 06, 2018

7 km Mikkeller Fællestræning #50, lørdag 3. nov. 2018

Hold I Wish, lørdag den 3. november 2018 ved Knippelsbro. Foto: holdkaptajnen.
Debut. For 300 kr. en gang for alle kan man blive medlem af MRC, Mikkeller Running Club. Prisen inkluderer en CRAFT T-shirt med MRC-logo. MRC har afdelinger over hele verden, og der gives en gratis øl efter udvalgte samlinger! Hvis læseren ikke måtte vide det, er Mikkeller nemlig et dansk bryggeri. Lørdag den 3. november hoppede jeg med på bølgen og troppede op i Kødbyen ved øl- og spisestedet Warpigs. Det vrimlede med mennesker, herunder Carsten, som jeg i tidernes morgen har læst statskundskab med og ikke mødt siden dengang. Vi tog et "roligt" hold med pace 5m45s på 7 km, så der var masser af luft til udveksling af røverhistorier. Desuden brugte holdkaptajn Janet Tobiesen et par pauser til at tage gruppebilleder, hvilket er en fin ting som memento fra sådan en dag.

Der er således en række billeder nedenfor fra en smuk rute langs havnen og retur til Kødbyen.

mandag, november 05, 2018

"10" km Strandparken 2018

"Målfoto" fra en dag, hvor jeg holdt igen for at spare kroppen.

torsdag, november 01, 2018

Mortens fødselsdag

Morten Bargisen ville i dag være fyldt 42 år, men desværre gik han i 2016 foran resten af holdet. Tak for alle de gode stunder, Morten.

Foto: Kim Søfeldt
Mortens nekrolog, bragt i Bryggebladet den 29. september 2016, kan som altid læses her (link), hvilket jeg selv gør engang imellem.

/Thorbjørn Hein