Litauens vandrekultur er i fremmarch (del 1 af 2)

Glad litauer har netop gennemført 2x100 km eXtreme, 2014. Foto: Facebook.

Litauens vandrekultur er i fremmarch

- en artikel om Litauen og noget om at gå nogle ture

For deres blog-læseres skyld (nærmest) har Bjørnebanden et par gange sendt folk i felten for at rapportere fra marcher i vort østersø-naboland Litauen. I anledning af, at Litauen i sidste uge opnåede optagelse i den fornemme International Marching League (IML), bringer vi en baggrundsartikel i to dele. Dette er første del, der fra et personligt perspektiv fortæller lidt om det land, som danske marchgængere kan se frem til at besøge fremover. Anden del fortsætter den personlige beretning med fokus på marchmiljøet.

Af Thorbjørn Hein

Foto: Thorbjørn Hein, med mindre andet er nævnt

Danmark og de baltiske lande har haft et særligt forhold siden sidstnævntes løsrivelse fra det sovjetiske åg i 1990. Som de fleste danskere født i 1980 eller før vil huske, var Danmark hurtigt ude og anerkende de tre østersønationer som legitime stater, og lige siden har der været et tæt samarbejde ikke mindst militært.

Artiklens forfatter bag maskingeværet.
Gode dage i Provincial Reconstruction Team Chaghcharan.
Bemærk to ukrainere i sektionen:
Mine tanker er ofte gået til dem i disse sindssyge Putin-tider
Foto: PRT Chaghcharan CIMIC Staff Assistant.

Mange baltiske soldater er blevet trænet i Danmark; baltere har været udstationeret i dansk ramme i både Eksjugoslavien og i Irak; danske officerer har undervist højtstående kolleger i Baltikum; mange litauere har taget hele deres grundlæggende søofficersuddannelse i København; og den dag i dag flyver det danske Flyvevåben jævnligt F16-missioner fra flybasen i den litauiske by Siauliau (udtales "sho-læi") - det var fx herfra, at man kom Sverige til hjælp i en pinlig sag i 2013. Endelig var der fra 2006 til 2012 et permanent dansk bidrag i den selvstændige litauiske afghanistanmission i Ghowrprovinsen nord for Helmand.

Skulder ved skulder over sø og land

Ingen litauer på billedet, men til gengæld affyring af "chaff".
Ret sejt, hva'? Udsigt fra ESBERN SNARE's bro, august 2014.

Det var i Ghowr, nærmere bestemt byen Chaghcharan, at denne signatur for første gang stiftede bekendtskab med det litauiske militær. I seks måneder samarbejdede mine tre danske officerskolleger og jeg med vore baltiske allierede i det afsides beliggende samfund i Hindukush-bjergene. Det var et samarbejde på både godt og ondt, hvor institionelle forskelle i procedurer og ledelsestilgang til tider var mærkbar, men som i så mange andre sammenhænge var dette ofte personspecifikt. Jeg kan roligt sige, at vi fire danskere alt i alt tog fra Chaghcharan med masser af gode oplevelser omkring det at være indlejrede i en litauisk enhed, med gensidig respekt for professionel kunnen og holdning.

Siden har jeg været på øvelse i Baltikum med Danish Advisory and Training Staff (DATS) og sidst men ikke mindst: Efter mit værnsskifte til Søværnet har jeg haft en litauisk kollega i foreløbig fem måneder og én dag på bølgen blå i en stående NATO-styrke i 2014. Dette sejlende gensyn med det litauiske militær er en stor glæde for mig med et godt venskab knyttet.

March som en samlende begivenhed i de fjerne lande

Diplomet til bedste marchhold. Det var virkelig det bedste hold.
"Desværre" var det også mine kammerater, så der blev mumlet om nepotisme!

Noget af det, der under min "litauiske" udsendelse til Afghanistan var med til at sammenryste personellet i den multinationale lejr, var den traditionelle DANCON-march. DANCON står for "Danish Contingent", og det har i mange år været en tradition, at der i danske lejre bliver afholdt en vandrebegivenhed for alle de soldater, det er muligt at samle på én gang - ikke mindst allierede.

DANCON-medalje, Chaghcharan.
For de medaljeinteresserede: mange på bloggen her!

Da vi danskere havde afholdt den 21 kilometers DANCON-march med oppakning i Chaghcharan i efteråret 2010, begyndte nogle af de litauiske kolleger at tirre mig med at fortælle om en særligt hård prøvelse, der i nogle år har været afholdt i deres hjemland. Læsere af bloggen ved, hvad jeg taler om, nemlig den meget passende benævnte "eXtreme"-march. Noget af en mundfuld, nemlig 2x100 kilometer gennemført på to døgn med et hviledøgn i midten.

Jeg blev naturligvis fyr og flamme og holdt denne udfordring i baghovedet, da jeg i februar 2011 vendte hjem til Danmark. Den march måtte jeg prøve, om ikke andet for at bevise for de lokkende litauiske kolleger, at dét kunne jeg i hvert fald godt! Imidlertid var der usikkerhed om, hvorvidt marchen overhovedet ville blive gennemført, for i '09 og '10 var den af økonomiske årsager blevet aflyst, fik jeg at vide. Men så kom meldingen.

Billetten købt, terningen kastet og sportstadionet i forfald

Stadion i Vilnius. Igangsat i 1987 og stadig ikke færdigt. Foto: The Guardian.

I slutningen af juni 2011 fik jeg via en god ven fra chaghcharantiden pludselig at vide, at nu blev marchen gennemført, men et par måneder før i forhold til de foregående år. Et par måneder før?! Alarm! Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, arrangerede besøg hos diverse litauiske venner samt solgte min billet til Roskilde Festival (bum!) og udskiftede den med en flybillet til Vilnius (bum!!!).

Jeg fløj ind og oplevede et land, der mærkede den finansielle krise hårdt, med for eksempel et nationalstadion, hvor byggeriet er blevet afbrudt, så det står og forfalder midt i hovedstaden (der er dog forhåbninger om at genoptage projektet igen-igen). En trist, daglig påmindelse om, at tingene kunne gå bedre. Der er arbejdsløshed på grund af internationale firmaer, der i sin tid flyttede job dertil fra Vesteuropa, men som nu flytter endnu videre til Asien. Almindelige mennesker, der køber brændstof på det sorte marked af økonomisk nød snarere end simpel kræmmermentalitet.

Børnetegning udstillet ved Folkemordsmuseet, Vilnius, 2011.

Patrioter med stolt historie
Til gengæld oplevede jeg også en patriotisme og stolthed over at være litauer, som i dansk kontekst ville opfattes som over the top. I dansk kontekst, som sagt, for efter min mening er den litauiske patriotisme i udgangspunktet smuk og forståelig. Man skal holde sig in mente, at det kun er godt 20 år siden, at sovjetiske kampvogne kvaste ubevæbnede civile foran det ikoniske tv-tårn i Vilnius, og at KGB igennem årene siden Anden Verdenskrig sendte tusinder og atter tusinder af litauere til Sibirien.

Kort: Wikipedia.

Et stolt folk i en lille nation, der i 1400-tallet var Europas største, og som i dekader måtte lide den tort reelt at være besat af russerne. Som så mange andre lande er sport en ting, der kan begejstre nationalfølelsen. I Danmark er det fodbold, i Litauen ubetinget basketball. I 2011 blev EM i kurvebold afholdt i netop Litauen i september, men allerede, da jeg landede i slutningen af juni, var basketfeberen indtruffet. Lige fra i lufthavnen så man EM-merchandise overalt. Lidt skuffende blev det kun til en femteplads til Litauens landshold, da mesterskabet blev afholdt, men som Kierkegaard vist nogenlunde sagde: "Forventningens glæde er den største."

Denne seje mønt var i omløb, da jeg besøgte Litauen i 2011.

Oven på disse observationer og hyggelige dage med en tidligere kollega og hans smukke hustru var det tid at komme videre til 2011-turens egentlige mål: 2x100 km eXtreme.

***

Anden og sidste del følger, når tjenesten tillader det!