Nijmegenmarchen. Jeres blogger har trælse vabler og er godt og helt igennem grundtræt, men shoot darn it, det var absolut en af de bedste omgange i Nijmegen for undertegnede. For tredje år i træk som en del af holdet fra SJLR (Sjællandske Livregiment). P.t. kører tredje vask i maskinen, og der skal pakkes til andre udendørsaktiviteter, men lad os lige få en samling fotografier. Altså dem, der er nogenlunde lødige; jeg sagde, det var et godt år, så ikke alt egner sig til publicering! Layouten lader noget at ønske, men hey ...
/Thorbjørn
P.S. Tak til Eric Persson, en svensk soldat, der anråbte mig i Heumensoord fredag eftermiddag: Er du dansk? Er du fra Bjørnebanden? Det er en god blog! Ha, det var en cool, lille oplevelse, så tak for at sige din mening, Eric, det er værdsat.
P.P.S. Og tak til Anders Mörch, også fra broderfolket, for en lille øl på ruten. Troede, vi ville ses senere i lejren, men sådan skulle det ikke gå.
Billedserien forefindes nedenfor; tryk på "READ MORE / Læs mere".
|
Inden afgang fra Antvorskov Kaserne (således navngivet af HMD; af nogle kaldet Gardehusarkasernen): den obligatoriske grillseance, i år suppleret med bobler i anledning af, at det var 40. gang, SJLR stillede hold til Nijmegenmarchen. |
|
Afslappet stil inden de cirka 12 timers bustur. |
|
Vel ankommet til Heumensoord og udpakket. |
|
Det vel nok dårligste holdfoto endnu med SJLR som motiv, skudt af Foto Modern. Vi flimrede så meget, at vi er delt op i to billeder, det ene dårligere end det andet. |
|
Lad os ile med et langt bedre holdfoto; det kan tåle en gentagelse! Bjørn i spidsen. Flere har på FB bemærket, at der mangler en filtrator. Det er helt korrekt, men det var ikke intenderet, og det var kun på tredjedagen, hvor dette billede er fra. Filtratoren var på mystisk vis forsvundet i kampens hede, muligvis tabt, da vi i hast på Sukkenes Allé gjorde klar til indmarchen. Til højre ses Østen, som på bedste vis vikarierede som holdfører i år. |
|
Andreas Knudsen, i midten af Lenes selfie, reddede vores r**! Tilmeldt som enkeltgænger, men efter moderat, mentalt pres tilgik han SJLR. Det var vi glade for, idet vi en uge før afrejse modtog afbud fra holdføreren. Da vi på afrejsedagen også pludselig manglede Dr. Død, der i 11. time meldte afbud grundet en sportsskade, var vi ikke nok til at stille et hold med cykelordonans/cyklende bartender. Andreas var en gevinst for holdet, med alle hans upassende vittigheder og generelle talestrøm. |
|
Jamen, asså, om marchen kan det siges, at vi gik fire dage i træk. Dag 1 var temmelig varm. Dag 2 var rigtig varm, med 31 grader. Dag 3 var med meget regn i begyndelsen og derefter moderat varme. Dag 4 var ret varm, men ikke så varm som Dag 1. Og det var så det. Billedet er nogle hundrede meter fra de civiles mållinje. |
|
Inden vi kom til ovennævnte målstreg skulle vi dog lige klare vores medaljeoverrækkelse på marken benævnt Charlemagne. Forrest ses den ene af de to på holdet i nijmegensammenhæng ubeskrevne blade, nemlig ("er du kaptajn?") Ruben. Han er næstkommanderende i Livgardens Vagtkompagni og dermed en meget vigtig mand. Vigtigere endnu var han en stor gevinst for holdet, så ham INSISTERER vi på at se igen. Yderligere ses Bjørn, der som vanligt holdt estandarten Esther tæt til sig alle 165 km; Brian, der charmerede de lokale piger med sin moustache; og Johnny, der var i Nijmegen med SJLR for første gang for 39 år siden og kun missede den allerførste tur grundet mission på Cypern. Johnny blev to gange forsøgt myrdet med ren sprut, som han tog slurke af i tro på, at det var vand eller vand komma safte-, men heldigvis har vi ham stadig iblandt os. |
|
Rubens hæl efter Dag 4. Inspireret af jeres skribent var det dagen, hvor han forsøgte sig med at være "clean", så der blev ikke poppet nogen smertestillende piller. Det kunne han efter eget udsagn mildt sagt godt mærke, men tog dette på en imponerende afslappet og konstaterende facon. GOD STIL! |
|
Holdet på Charlemagne efter medaljeoverrækkelse. Vores CYBA (Cyklende Bartender) som vanligt i sidste del af sidste dag i dirndl. Altid humørspredende Deth til højre for Brian i forreste række, og en i år usædvanligt, herligt snakkesalig Thomas til højre i samme række. Super team. |
|
Standard-standard afholdt SJLR generalforsamling på stuen efter 4. marchdag. På billedet er benævnte GF netop hævet. Vi fik evalueret året og planlagt det kommende. Bjørn kyssede ikke på nogen denne aften. |
|
Endnu en standard er en lille fest med stærk, stærk bowle og inviterede venner af SJLR. Sabine afviste igen i år at kvittere med at tilgå holdet (buh, sur gammel enkeltgænger!). Thyregod er ambivalent over at være blevet udnævnt løjtnant under årets startparade. Thomas læser lejrgade. Smukke Jørgen fra OMI funderer over hans kommende togt med vikingeskib. Michael fra Fyn undrer sig over Thyregods udgydelser. |
|
Til samme fest var jeres blogger i tillempet messeuniform komma camping-. Her i siddende dansepositur. Bemærk ekstra medalje placeret over de øvrige. |
|
Her ses samlingen tæt på. Det var liret, rigtig liret. Hvis du ikke har læst, hvordan det kunne lade sig gøre at bære den øverste (MAKONI-medaljen), finder du baggrunden i denne artikel. |
|
Vores elskede reserveforældre, Birthe og Tommy, var i byen og spise og kunne derfor ikke komme til vores fredagsfest. De havde til gengæld stillet en ramme øl til os på stuen. Tak, I to dejlige mennesker; gid I også strammede op og gik på holdet! |
|
I dag har et par os kørt meeeeeget langsom stil og fx ladet andre om at tilberede morgenmaden for os. Vi nåede det inden himlene åbnede sig. |
|
Flere forbipasserende i mit hood var ganske imponerede over vores påklædning. Andet kan jeg ikke tolke den intense stirren som. Og det var så min beretning fra Nijmegenmarchen 2017. Det var så lidt, og sjovt for mig at skrive. Håber, det smagte. |
Hej Thorbjörn, det er pur nydelse at lese dine historier. Tillykke med et nytt tal. Jeg mangler dog billetet på dig og psycho-cyba på via Gladiola :). Hobes vi ses i Cosford neste år. Hils dem jeg kenner eller kenner mig
SvarSletHej Jörg, stor tak for rosen og gratulation! Lige over til håb om cosfordgensyn, og jeg har hilst CYBA, som hilser tilbage :-)
SvarSlet