Kommentar: Danske soldater skal ligne soldater

Jeg peger med en pibe = Jeg har ret!

Militsoldater. "Det var på tide." Det er min reaktion på nyheden om, at Hæren vil stramme op på uniformsbestemmelserne, som det kan læses her.

På Facebook har jeg set de desværre forudsigelige kommentarer om, at "nogen åbenbart ikke har nok at tage sig til i Hæren", og at "det vigtige er, om man kan løse opgaven snarere end at have pudsede støvler". Jeg melder "bullshit!" til de indsigelser.

Læs hvorfor nedenfor.


Militær anstand i garnison
Hvis man i egen optik er så fantastisk professionel en dræbermaskine, skal man også være professionel, når man er hjemme i garnison eller, endnu værre, når man besøger udenlandske tjenestesteder - samt ikke mindst, når man bevæger sig uniformeret rundt i samfundet blandt borgerne. Det giver ingen mening, at der skulle være modsætninger imellem de to. Der er noget, der hedder militær anstand, og hvor er det dog utroligt "Die Dummen Dänen"-agtigt at argumentere for, at det behøver man ikke opretholde, fordi man har bevist sit værd som kampsoldat i Irak eller Afghanistan.

Bemærk, at jeg ikke anfægter, at mange af de, jeg er uenige med, absolut har bevist deres værd i kamp (eller i hvert fald er velberejste ...). Det er blot indlysende slapt og uprofessionelt, at man tror, at samme vilkår gælder i en krigszone henholdsvis på en arbejdsplads hjemme i Velfærdsdanmark, hvor enhver lønmodtager forventes at klæde sig anstændigt. Jeg vil endog gå videre end at være træt af den manglende soignering, svedige T-shirts i messen og bel*rtede støvler i garnison. Nu bliver det kontroversielt!

Militær anstand i mission
Jeg har færdedes blandt internationale kolleger i samlet et år i Afghanistan, og trods min stolthed over mine landsmænds indsats på jorden, har jeg lige så vel krympet mig af pinlighed over, hvordan nogle af samme landsmænd vælger at føre sig frem. Efter min mening er der grænser for, hvor paramilitært et indtryk, man kan tillade sig at give, uanset hvor man er.

Da jeg var ung (!), lærte vi som rekrutter i felten, at vi skulle barbere os i iskoldt vand fra stålhjelmens plastikinderhjelm, fordi krigshistorien viste, at manglende soignering under frontvilkår fik enheders moral til at falde; det var vigtigt at opretholde følelsen af at være en enhed, der "kept up appearances", selvom man ikke var hjemme på kasernen. Jeg siger ikke, at dette kan overføres 1:1 til fx en måneds ophold i en sindssygt primitiv compound i Afghanistan. Der er forskel på Søgård og Sangin.

Nej, her drejer det sig ikke om at ligne en million. Det er ikke min pointe.
Foto: Erik Bøttger

Til gengæld er jeg ikke bleg for at påstå, at når man i rear echelon færdes blandt en hel masse allierede giver det dårligt første indtryk, hvis man stadig ligner en frontrotte. Hvem har ikke grinet lidt af en bunke ANA'er (Afghan National Army), der ikke kan gå i takt og ligner noget, der er løgn? Hvis nogen ligner p**, er den umiddelbare tanke, at de sikkert heller ikke magter andre militære færdigheder. Det burde give eftertanke, når man går rundt blandt topprofessionelle allierede, der magter både kampen og det professionelle ydre. Please fat, at I ikke er SOF ...

Genevekonventionen

Vi kan jo godt. MP'ere til parade i Holstebro, uniformt. Foto: Berlingske

Dette er min mening, og den er firkantet. Hvis nogen skulle finde trang til at rette angreb på min person, fordi jeg bare er sådan en stabsofficer, misser man pointen. Med så kantede argumenter vil jeg dog melde klart ud, at jeg ikke er mere ren end Rolf: Der findes fx billeddokumentation af mig iklædt hvid og ureglementeret shemagh i PRT Chaghcharen i vinteren 2011 (en mission, hvor jeg var ude og køre som CIMIC snarere end at være decideret stabsofficer). Jeg har også haft et broderet navneskilt på, der var lavet i KAIA, Kabul International Airport, snarere end det udleverede "T. Hein"-tryk fra uniformsdepotet i Høvelte. Så nej, jeg er ikke ren, og meget, meget få personer er det i det danske forsvar. Lidt anarkistiske har vi altid været. Det er dansk, det er ok.

uniform, (af lat. uniformis 'som kun har ét udseende'), ensartet klædedragt, der angiver bærerens tilknytning til en bestemt gruppe.

Min påstand skal imidlertid være, at der er langt fra en shemagh eller fx en khakifarvet, selvindkøbt frag-vest og så til noget af det, der er set i 2. echelon i missionsområder. En højtæret og med det personlige eksempel visende den uniformerede vej kommandørkaptajn, sagde det for et par år siden så rammende: "Vi er jo ved at være på kanten af at overholde Genevekonventionens bestemmelser om, at kombattanter skal være uniformerede."

Det er ikke helt løgn, omend omtalen af uniformering faktisk kun gælder, hvad der kræves for at opnå krigsfangestatus (3. Genevekonvention, art. 3 - tak til militærjuridisk rådgiver Peter Beck Rasmussen for linket).

Jeg hilser Hærens opstramning velkommen. Kommentarer nedenfor eller på Facebook er ligeledes velkomne, da jeg godt gad se gode argumenter for, at det skulle være umoderne at se anstændig ud i Dronningens klæder. Og husk, jeg revser, fordi jeg elsker jer, kære kolleger. Kom nu de sidste - I kan godt.

/Thorbjørn Hein, sur, gammel mand