Sider

torsdag, april 30, 2015

Hærløbet 2015

Løb?!? For den gode sag, for at opleve stemningen og for at rende ind i mange venner og bekendte: oplagt at tilmelde sig Hærløbet anno 2015, onsdag den 29. april. Direkte fra arbejde og til årets anden løbetur siden lidt let jogging med Søværnets Taktiske Stab i januar, og så var jeg klar i en trendy kombination af tynde, hvide ben, US Army-shorts og US Navy-T-shirt. Det gik helt ok. Nedenfor finder du billeder og et lille videoklip med stemning.

Min disponering af de 5 kilometer i relativt kuperede Søndermarken blev klar for mig i løbet af de første 500 meter: overhal alle trunter med brede bagdele i meget stramme tights. Næste mål blev alle 15-20 år yngre herrer, der lagde hårdt ud og siden begyndte at hænge i bremsen. Tiden 23:08 og en placering som nr. 123 ud af 531 startende er helt fin for mig; jeg misvedligeholder min krop på det groveste og er i elendig form, men konkurrencegenet trådte altså alligevel frem ud fra de ganske beskedne kriterier nævnt ovenfor.

Tak for hyggeligt selskab med især som altid velrepræsenterede SJLR, som er her, der og alle vegne, når det angår idrætsudfoldelse i militært regi. Billederne er taget af CYBA/SJLR.

P.S. Og tak til tambur Jonas J.K. og co., der leverede opmuntrende toner ude på ruten, naturligvis klædt i blå galla. Uh, det der Cirkus Mili er altså lidt fedt.

P.P.S. Desuden, tak, buk og skrab for de kadetter, der bakser det her arrangement på benene.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar