Sider

søndag, januar 26, 2014

1864: En kanon, der blev reddet, og et billede af ny mindemønt

Infanterister, der redder en Kanon paa Tilbagetoget fra Dannevirke.
Niels Simonsen (1864-65)
Historien om en kanon, der blev et ikon på krigen 1864.

Menig Jens Jacobsen fra 8. Regiment (Dronningens Livregiment), 5. Kompagni, fortæller:

"Lidt nord for Flensborg reddede vort kompagni en feltkanon, som stod i grøften. Premierløjtnant Schiøtt syntes, det var en skam, om tyskerne skulle have den. Nogle artillerister, som kom forbi, kunne ikke tage den med, for seletøjet til deres heste var sprunget. Skal vi tage den med? - foreslog han. Jo, det blev vi let enige om. En flok tog straks fat, og en syg kammerat kom op at køre."
***
Ovenstående tekst leveret til bloggen af oberstløjtnant Ole "O.C." Christiansen fra Trænregimentets Marchhold. O.C. har en fremragende hjemmeside om march, baseret ikke mindst på hans personlige erfaring fra landevejene igennem en menneskealder. Trods onde tungers påstande var O.C. dog ikke personlig deltager i 2. Slesvigske Krig. Her er hans anbefalelsesværdige hjemmeside: http://www.nijmegenmarch.dk/

Mere tekst samt billede nedenfor.


Mindemønt med Simonsens maleri som inspiration.
Foto fra Facebook af Frank Larsen.
Fra Den Store Danske online:

"Infanterister, der redder en Kanon paa Tilbagetoget fra Danevirke”, hedder maleren Niels Simonsens patetiske [se note fra red. nedenfor] maleri. Det blev stærkt kritiseret, men har alligevel præget eftertidens opfattelse af krigen 1864. Overkommandoen gav ikke ordre til at tage kanonerne med, og tilbagetoget blev planløst, fordi det blev sat i værk med få timers varsel og skulle holdes hemmeligt. Skønt flere landeveje førte nordpå, blev næsten hele hæren fort ad den samme isbelagte hovedvej i en 20 km lang kolonne. Fjerde brigade, der lå længst mod vest, kom til at tilbagelægge 60 km til fods op til Flensborg.

Blogredaktørs note: Den engelske betydning af "patetisk" har desværre bredt sig som en uudslukkelig steppebrand i det danske sprog. Til almen orientering vil jeg hermed belære mine efter dannelse og viden altid interesserede læsere om, at på dansk betyder "patetisk" noget, der har stor patos - er højstemt, højtideligt. Altså ikke et synonym for "ynkelig" eller "latterlig" som på engelsk.
Som sagt, det har desværre bidt sig fast, så ifølge Dansk Sprognævn er begge - helt forskellige! - betydninger nu korrekte. Ak, sædernes forfald!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar